Yakuza

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Den japanske mafia har nu fået sit helt eget spil. Selvom det måske kunne lede tankerne hen på en form for Grand Theft Auto i Tokyo, skal du ikke glæde dig for tidligt, for selvom spillet handler om moderne organiseret kriminalitet i solens rige, så er der temmelig langt imellem Grand Theft Auto og Yakuza.

Gangster-san

Du spiller ingen ringere end Kazuma Kiryu, en japansk yakuza, der uheldigvis ender med at komme en længere periode i spjældet i starten af spillet - hvilket også betyder at han får sparket fra yakuzaen, da de ikke vil have noget med kriminelle at gøre. Eller noget i den retning. Efter endeløse uheld med tabt sæbe i fængselsbruseren og efterfølgede, besvær med at sidde ned, løslades Kazuma efter ti år. Han kommer tilbage til en underverden i oprør - der er bandekrig og kamp om topposterne i Tojo Yakuzaen, hvilket du naturligvis bliver rodet ind i, idet du ikke rigtg duer som hverken grønthandler eller smed og derfor må slå på tæven for at tjene til dagen og vejen. Hovedplottet drejer sig om kampen mellem flere magtfulde familier om lederskabet over yakuzaen, men et centralt sideplot bliver Kazumas forhold til en lille 9-årig pige, der leder efter sin mor. I princippet skal det sikkert nok være gribende på en Leon-agtig måde, men til trods for masser af facetter i plottet, bliver historien i Yakuza aldrig rigtig vedkommende nok til at den kan fungere.

Det kan man i princippet også være ligeglad med, når musikken først spiller, for så skal der slås på tæven og intet andet. Yakuza er nemlig mest af alt et regulært kampspil. De opgaver man får kan man løbe hen til gennem Tokyos gader. Man har ikke samme frie adgang til at udforske gader og stræder, som eksempelvis i Grand Theft Auto, af den simple årsag at området, man kan færdes på, er relativt lille og disse gader udelukkende fungerer som et lille transport-intermezzo imellem missionerne.

Kamp er der, som nævnt, en del af i spillet, og det foregår udelukkende med næverne eller med improviserede våben som du kan finde på din vej. Golfkøller, lamper, skraldespande og andet inventar, der ikke er svejset fast, kan samles op og i en kort periode anvendes til at dele øretæver ud med. Hvis du ikke har et våben ved hånden, kan du anvende en lang række slag-kombinationer, greb, kast og andet godt, alt sammen med en tilfredsstillende brutal effekt. Da du tit er oppe imod mange modstandere på én gang, er det heldigt at Kazuma kan oparbejde en "heat mode", der lader ham knalde ekstra vilde angreb af - såsom at smide en modstander med baghovedet først ind i en betonmur. Kampene i Yakuza er bestialske og brutale, men samtidig også rigtig tilfredsstillende at deltage i på en mystisk og halvsyg måde.

Når du er ude i Tokyo, og i færd med at bane dig vej imellem neonreklamer, fodgængere og gadehandlende, sker det at du render ind i en gruppe fjender, der uden den mindste provokation hopper på dig. Denne form for random encounters bliver meget hurtigt trættende og en smule irriterende i længden. I det mindste kan man være glad for at også denne form for slagsmål giver erfaringspoint.

Kazuma har tre forskellige stats, som man kan forbedre for de erfaringspoint man tjener undervejs i spillet. Man tjener helt klart flest ved at gøre det af med sine modstandere ved hjælp af heat mode moves, så det kan godt betale sig at arbejde på at holde Kazuma i heat mode, så længe som overhovedet muligt, hvilket gøres ved at blive ved med at få gode slag ind på fjenderne. De tre forskellige stats, som man kan købe, giver dig de klassiske forbedringer, såsom mere liv eller adgang til nye og sejere angreb. Det er et meget simpelt rollespilelement, men det giver kampene en smule mere dybde.

Selvom spillets brutale slagsmål er tilfredsstillende, på en sær masochistisk måde, så kan Yakuza altså ikke helt komme udenom at slagsmål på slagsmål, imod næsten ens fjender, bliver en smule ensformigt i længden. Det har udviklerne dog taget højde for ved at inkludere et par håndfulde minispil i Yakuza, som man kan fornøje sig med når man bliver lidt for træt af at slå på tæven. Der er en række klassiske minispil, såsom et kasino, men der er også en række mindre traditionelle, hvoraf en dating-simulator nok er det mest utraditionelle. Du kan samle en pige op i en bar og forsøge at score hende ved hjælp af fin mad, gaver og begavet samtale - dog uden at du bliver belønnet med billeder af det frække - tanken ledes straks hen på GTA: San Andreas til PC. Under alle omstændigheder er vi her på redaktioen nørder og helt uvidende, når det kommer til kvindekønnets behov, hvorfor sådanne minispil er kærkomne hos os. Alle disse minispil er pakket ind på det samme lille område af downtown Tokyo, hvilket betyder at man aldrig rigtig får fornemmelsen af at spille i en storby eller af at have frihed til at gøre hvad man vil - og når man vil det.

Ser man bort fra at Kazuma løber som om han har haft flere intime møder med et kosteskaft i fængslet, så er Yakuza faktisk et nydeligt spil. Omgivelserne er fantastisk flot lavet med masser af detaljer, der faktisk formår at bringe den lille del af Tokyo, man spiller i, til live - komplet med masser af liv på gaderne og alle de neonreklamer hjertet kan begære (og flere til). At fjenderne er lidt ens gør ikke så meget, for de omgivelser man slås i er ofte meget varierede og fyldt med detaljer og objekter, som man kan samle op og slå med. Spillet byder på små filmsekvenser under kampene, når du udføre specielt brutale heat moves, men disse klip er desværre altid ens og kan derfor let blive ensformige.

Lydsporet er umiddelbart et af Yakuzas svageste sider. Der er ikke meget musik og den, der er, lyder som en omgang elevator-musik. Dertil kommer at spillet anvender en meget kort løkke af baggrundsstøj, når man er ude på Tokyos gader, hvilket betyder at man hurtigt bliver træt af at lytte til den samme baggrundsstøj gentaget igen og igen. Det, der redder lydsporet fra at blive erklæret en total fiasko, er stemmeskuespillet. Selvom dialogen hverken passer halvt eller helt til læbernes bevægelser på skærmen, så står der navne som Michael Madsen, Eliza Dushku og Mark Hamill på rollelisten, så man ved det ikke kan være helt skidt. Som altid leverer Michael Madsen en uhyggeligt professionel præstation, og det er en sand fryd at lytte til den barske dialog i spillet, der mere end noget andet i Yakuza er med til at skabe den helt rette stemning.

Der er ikke lavet mange spil om den japanske mafia, og selvom Yakuza næppe vil gå over i historien som et af verdens bedste actionspil, så er det et hæderligt forsøg. Det har dog også en række svagheder, der kan frustrere spilleren, såsom et lidt for indskrænket spilområde og ikke mindst alt for mange ensformige kampe, men når det kommer til stykket, er de små 15 timer, det tager at gennemføre Yakuza, for det meste rigtig god underholdning.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).