Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad Language

Det kom alligevel som en overraskelse at Revolution ville fortsætte serien Broken Sword, efter at treeren på fornem vis forseglede hovedpersonens skæbne og dermed også historien. Selvom en lille dør blev holdt åben (denne dør skal selvfølgelig ikke forklares yderligere) føltes det soleklart at vi havde set det sidste til eventyreren George Stobbart. Det ville egentlig have været så smukt at kunne kalde det for en komplet trilogi. Når det så er sagt, så er det altså heller ikke værst at det netop er den morsomme George med den kreative tankegang, som vi får at se igen.

Ak ja, de gode gamle 1990'ere. Perioden hvor adventure-genren blomstrede med King's Quest, Monkey Island, Broken Sword og flere andre gedigne peg og klik-spil som de absolutte enere. Problemet efter årtusindeskiftet har imidlertid været at spiludviklerne sjældnere har benyttet konceptet. Alskens action er nu blevet blandet ind i det (Fahrenheit med flere, red.) og det rolige miljø, hvor kapløb med tiden ikke fandtes og man kunne bruge dage på en enkelt lille forhindring i spillet, er ved at forsvinde helt fra markedet. Få har dog forsøgt sig, nogle med mere held end andre, men det er Broken Sword - etteren, Shadow of the Templars, betragtes stadig i dag som et af de bedste adventurespil nogensinde - som har fået den bedste fornyede levetid de senere år. Senest med The Sleeping Dragon og nu altså med The Angel of Death.

Hvad der virkelig adskiller det seneste eventyr i serien fra det forrige spil, The Sleeping Dragon, er udviklernes fokus på at holde gameplayet så enkelt og tro mod adventure-genrens oprindelige oplæg som muligt. Det handler ikke længere om at flytte dusinvis kasser rundt, trække kasser hen over en kontakt, der så åbner en dør, eller trække i et håndtag. Det gælder om at være kreativ, kombinere de ting man samler op og bruge dem på omgivelserne for at komme videre i spillet. Det er stadig muligt at styre hovedpersonen med piletasterne og 3D grafikken er ej heller blevet skiftet tilbage til 2D, men ellers er det hele som vi kender det fra de klassiske adventurespil. Man kunne mistænke Revolution for at lave et fjerde spil i serien for netop at bevise at de kan tage kritikken af treeren til sig og rette op på fejlene.

Ligesom i treeren tror Stobbart at alt ånder fred og idyl, men han skal snart tro om igen. Efter en dyster og magisk introsekvens, møder vi George, som nu bor i New York. Der er gået et år efter begivenhederne i det forrige spil. Men den bitre hverdag har ramt ham siden sidst, og han arbejder nu på et gråt og trist kontor. Da George træder ind på kontoret, opdager han en mystisk kvinde ved navn Anna Maria. Hun har desperat brug for hans hjælp, idet nogle ondsindede mafia-lignende typer jagter hende - med ét enkelt mål for øje, nemlig at stjæle et oldgammelt manuskript som hun er besiddelse af. Og således begynder eventyret. Knap når George at protestere, men han har desværre heller ikke denne gang noget valg. Et nyt verdensomspændende eventyr er i gang - fyldt med fare, spænding og kærlighed!

Ingen Nico Collard! Ja, den tanke indskød også denne anmelder umiddelbart efter en times spil uden at se skyggen af seriens ellers hidtidigt faste indslag. Men bare rolig. Den franske journalist, der i de tidligere spil har delt hovedrollepladsen med George Stobbart, medvirker heldigvis også i dette fjerde spil, men der går lang tid før vi overhovedet ser hendes skygge. Men man kan alligevel ikke undgå at ærgre sig over at de to er adskilt i lang tid. Når Nico træder ind i historien, finder The Angel of Death en fornyet gnist og det hele bliver lige en tand mere sjovt. Man bliver tilmed i stand til at styre Nico igennem et helt stykke af spillet.

Dette lyser lidt op i historien, der i sig selv desværre står en smule svagt i forhold til tidligere. Dette skyldes blandt andet at det er ganske svært at føle stor gennemgribende interesse i historien denne gang, fordi George Stobbart denne gang vikles ind i historien på et rent tilfælde. Det er lidt ligesom Jack Bauer i 24 Timer - hvor mange uheldige døgn kan den mand have? Desuden er slutningen utroligt skuffende, hvis man sidder som hungrende fan og forventer det helt store sus. Udviklerne har skøjtet lidt for hurtigt hen over slutningen. Heller ikke replikkerne er nær så rammende og vittige, som vi tidligere har oplevet i Broken Sword, om end George Stobbart er som altid højdepunktet, både hvad angår animationen og dialogen. Ikke at forglemme at hans stemme bare passer perfekt til personligheden bag, og til tider kommer han med decideret latterfremkaldende punchlines. Karaktergalleri lægger dog ikke op til det store mesterværk i denne omgang. Vi møder en filmelskende præst, den alt for almindelige Anna Maria og en gammel kending fra tidligere spil i serien, og selvom de er spændende modelleret, hjælper replikkerne dem ikke med at brillere.

Sumo Digital, som har hjulpet Revolution med udviklingen af spillet, har været dygtige til at variere opgaverne som George Stobbart kommer ud for. Sammenhængen mellem peg og klik-konceptet og omgivelserne er godt sat sammen med kameraet, der for det meste gør det godt med at holde overblikket intakt. Nogle af løsningerne på problemet kan til tider synes noget urealistiske, men sådan er Broken Sword jo også kendt for. Det overnaturlige aspekt slipper man ikke for. Der er nogle små problemer med styringen hist og pist. For eksempel er der steder, hvor det er mest effektivt at bruge piletasterne på tastaturet fordi George ellers ikke rokker sig ud af stedet. Desuden er muligheden for at løbe fuldstændig ubrugelig. Der er ganske få steder hvor det er mest anbefalelsesværdigt at bevæge sig langsomt - og disse steder kræver endda mere at man bruger hjernen end følsomheden på knapperne. Det skulle i stedet for have været fastbestemt at man var i løb hele tiden.

Grafikken er for det meste sprød, men selve farvetonen i spillet er meget dyster, og det kan kun forklares med at Sumo Digital har haft intention om at gøre det seneste spil i serien til det mest seriøse. Væk er den farverige palette, og ind er kommet den regnvåde, grå hverdagsfarvelade. Man savner dog stadig detaljeringsgraden fra de glade 2D-dage. I det hele taget er omgivelserne noget skrabede af hvad man kan forvente af nutidens spil, men det kan overleves - det er indholdet som trækker Broken Sword: The Angel of Death i land. Lyden er til gengæld ganske udmærket og som den skal være i et adventurespil. Den stemningsfulde underlægningsmusik er velplaceret, og dialogen er acceptabel, uden dog at være Oscar-materiale på noget tidspunkt.

Kritikken til trods vil fans bestemt ikke blive skuffede over The Angel of Death i det samlede billede. Som det simple peg og klik-spil, som Broken Sword er, vil man ikke kunne finde noget bedre på markedet i øjeblikket, men det er altså synd at serien permanent har taget springet til 3D. Som adventurespil to dimensioner ville The Angel of Death nemlig have klaret sig langt bedre. Nu må vi nøjes med et godt, men også ret plettet nyt eventyr med George Stobbart, Nico Collard og de andre Charles Cecil-skabte karakterer. Vi ser dog allerede nu frem til at udviklerne retter fejlene, og genindfører 2D, i det næste kapitel i sagaen om Broken Sword.

Om Lars Haslev