Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
[Gallery not found]

Det sker en sjælden gang imellem at der dukker et spil op i redaktionens postkasse, som ingen anmelder vil røre med en ildtang. Det er trods alt sjovere at skulle anmelde et spil som med sin blotte titel ikke fremkalder nervøse tics i ansigtsmuskulaturen. Det ender dog altid med at én af os anmeldere uforvarende kommer til at tage pågældende spil ned fra anmeldelseshylden, og har man først rørt ved det, hænger man på det.

Med så få forventninger til et spil, skulle man tro at det kun var muligt at blive positivt overrasket, og umiddelbart så det da også ud til at min frygt skulle blive gjort til skamme... men så sluttede spillets opstartsdel. Inden jeg begynder at konkludere på spillets manglende fortræffeligheder, er det på sin plads med en præsentation af spillets handling. Ja, jeg sagde handling, for vi har nemlig at gøre med noget så sjældent som et fodbold-managerspil med et plot. Det allerførste man skal gøre, er at vælge hvilket land og by ens fodboldhold skal startes i. Man har valget mellem de 6 største europæiske ligaer, men bortset fra de kendte stednavne kunne spillet lige så godt have foregået på månen. Det er nemlig hverken de rigtige hold eller spillere, du skal konkurrere med og imod.

Når nu byen er fastlagt, kommer du til næste beslutning; hvem skal du ansætte som sekretær? Det er én af de helt store beslutninger for det er jo ikke lige meget, om din sekretær er til tatoveringer, er dyreaktivist og hader dåsekonserves eller noget helt andet... øh, vel?

Tonsvis af detaljer, men ingen dybde

Generelt mener jeg at man bruger alt for lang tid på at træffe mere eller mindre ligegyldige beslutninger som ovenstående, og for at gøre irritationen større, kræves det at man manøvrerer rundt i et hav af menuer for at foretage disse beslutninger, selvfølgelig med ulidelige pauser mellem hvert enkelt menuskift. Men tilbage til plottet. Din første opgave er at føre dit hold igennem en knockout-turnering, der gælder oprykning til en bedre liga. Klarer du dette, kan du fortsætte ørkenvandringen, ellers er det game over.

Lad os antage at du ønsker at klare plottet og opnå oprykning, så er det på tide at få samlet et hold og lægge nogle taktikker til brug i kampene, der bliver transmitteret i 3D. Du styrer ikke dine spillere under kampene, men kan vælge at ændre på taktikken undervejs, uden at dette dog synes at gøre den store forskel. Nu vi er ved grafikken, så er det uden sammenligning det ringeste jeg har set i et konsol-fodboldspil siden de tidlige PS1-dage. Ikke bare er grafikken grynet, animationerne er også uvirkelige og de fysiske love for bolden er sat ud af drift. Den passerer for eksempel ubesværet igennem målmandens brystkasse, hvis spilmotoren har besluttet at der skal være mål.

Kulturforskelle

Faktum er at dette er et fodbold-managerspil, der ikke vil appellere til de spillere, der nyder spil såsom Football Manager eller sågar Codemasters LMA Manager. Dertil er selve manager-aspektet ganske enkelt for tyndt og uinteressant. Er man derimod interesseret i at styre en fodboldklub i The Sims-style, kan man muligvis finde fornøjelse i minutiøst og langsommeligt at bladre de utallige menuer igennem for at sikre sig at fysioterapeuten får den korrekte brasilianske kaffe inden kampen.

Min primære anke imod dette spil er at det placerer sig mellem to stole, eller rettere, to stole på hver sin side af en afgrund. På den ene side er der manager-aspektet, der er så udhulet at det hele bare virker ligegyldigt, på den anden side er en umiddelbart børnevenlig tilgang til et managerspil, der drukner i alt for meget micro-management og mangel på action. Det er faktisk lidt synd for en plotmæssig tilgang til et managerspil kunne være ganske forfriskende, men udførelsen skal blot være langt, langt bedre end dette!

Gamesector Frarder

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk