Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

De er bestemt ikke uerfarne herrer på området, de gæve gutter fra Aki Corporation. Hvem, med bare lidt interesse i Nintendo, husker ikke de klassiske wrestling-spil til Nintendo 64 såsom WCW og ProWrestling? Siden er det blevet til noget så alsidigt som fiskeri, japansk tegneseriekampspil og ikke mindst Def Jam, der kombinerer et prominent brand med en af de førende indenfor sportsspil - her taler vi selvfølgelig om EA. Seneste skud på stammen er en PSP-udgave af deres Def Jam: Fight for NY, som vi anmeldte til PS2 i 2004.

Der vil ikke gå lang tid fra fans og kendere af Def Jam-serien fra EA for første gang sætter spillet i sin PSP til man føler sig trygt hjemme i det berømte univers i The Takeover. Har man allerede gennempløjet Def Jam: Fight for NY til PlayStation 2, er der ikke megen forskel på de to udgaver - faktisk stort set ingen - hvis man da lige ser bort fra manglen på stemmer i de fleste mellemsekvenser af historiedelen og en øget tilstedeværelse af lovens lange arm i kampene. Det kommer vi selvfølgelig tilbage til.

I Def Jam: Fight for NY - The Takeover opretter man sin egen personlige fighter som skal kæmpe sig op til at blive den regerende gadelømmel i hele New York. Altså præcis samme procedure som i storebroderen til PS2, men det er altså en stort set gnidningsløs overgang til PSP, skal vi hilse og sige. Det lækre kampsystem ligner sig selv med de samme kæbeknusende og bloddryppende aspekter fra konsolversionen fra 2004. Men hvis man er grøn på området vil man elegant blive introduceret for såvel styringen som de forskellige karakterer og evner i en glimrende udført træningsdel. Sagen er nemlig at Def Jam: Fight for NY - The Takeover er et spil fyldt med slåskampe. Essensen er såmænd at man kæmper mod en anden håbefuld og respektløs rod, og vinder man, tjener man penge - taber man, mister man respekt.

Det er sjældent, selvom udviklerne dog ihærdigt ønsker det, at et spil bliver en succes på grund af en kendt frontfigur eller fordi reklamerne fortæller, at dette spil simpelthen bare må købes. Det betyder i realiteten intet om det er 50 Cents eget spil - hvis spillet er noget hø, for at sige det mildt, vil folk gå stille og roligt uden om spillet i butikken. I dette tilfælde er det dog undtagelsesvist anderledes. Def Jam vil utvivlsomt sælge på grund af det brand, som spillet bygger over, og ikke mindst de mange prominente herrer og damer som medvirker. Det er en god portion af den respektfulde hip hop-verden og hvad der ellers hører til af bling-bling. Og EA har da også vanen tro samlet en masse forskellige karakterer, blandet på kryds og tværs af køn, som man kan kæmpe imod og spille som. Spillet er desuden fyldt med alskens tøj, smykker, tatoveringer og frisurer - ting som hører sig til i dette univers.

Tempoet i kampene er en del langsommere end I spil som Tekken og Dead or Alive. Dette føles altså mere som wrestling end et reelt kampspil. Kvaliteten og udførelsen af tricks og kombinationer af samme - det værende alt lige fra knytnæveslag til spark, korpuskast og diverse kung fu undvigemanøvrer - er utrolig vellykket. Kampene bliver altid spændende, ikke mindst takket være varierede omgivelser og yderst forskellige modstandere. Historiedelen er enkelt sat op - man udfører jobs for sin bande og bliver på den måde inviteret med til forskellige turneringer, events og lignende. Det fungerer fint hele vejen igennem, uden at blive hverken trivielt eller uoverskueligt. Mellem kampene kan man tage på shoppingtur eller gå på træningsbanen for at pudse sin form af.

Styringen er måske en af de eneste reelle dele af Def Jam: Fight for NY - The Takeover som mangler lidt finpudsning. Det er godt nok nemt at lære, men det er ubeskriveligt svært at mestre. For at blokere et angreb kræver det timing, og denne timing er svær at ramme præcist på sekundet, idet man i forvejen selv skal forsøge at få nogle slag igennem. En ny funktion gør det muligt at hoppe på modstanderen, medens vedkommende ligger ned, og det giver en større, og bedre, mulighed for at give dødsstødet. Problemet er dog at den computerstyrede modstander er i stand til at blokere for disse angreb, mens det er langt sværere for en selv at blokere hvis man selv havner på gulvet. I princippet er styringen er ændret gevaldigt i forhold til konsolversionen, men det er lidt sværere både at styre sin fighter, ramme på sekundet og udføre kombinationer af slag og spark. Det fungerer acceptabelt, men der er behov for lidt finpudsning trods alt.

Spillets tekniske præstation er bestemt i den bedre ende. Grafikken er selvfølgelig ikke nær så detaljeret og flydende som på PS2, men der er nogle lækre animationer og levende baggrunde til at holde den vellykkede stil oppe. EA har med succes formået at genskabe den herlige atmosfære, blandt andet gennem de varierede omgivelser og karakterernes omskiftelige humør- og ansigtsudtryk. Lækre detaljer som kæmpe sår i hovedet, efter slag i hovedet af diverse våben, og sprøjtende blod er med til at slå krølle på halen. I forhold til at dette er et spil til en håndholdt konsol, er grafikken rigtig flot.

Spillets musik er på overfladen noget indskrænket, men ved hjælp af nogle snydekoder kan man åbne op for dobbelt så mange skjulte beats som faktisk er ganske iørefaldende. Desværre, som nævnt tidligere, mangler der en masse stemmer til karaktererne - som var implementeret i PS2-versionen. Disse stemmer er erstattet af simpel tekst og noget underlægningsmusik. Måske er dette et tegn på at man pressede PSP-formatet til sit yderste og ikke havde plads til mere på disken. Der er dog stadig smæk for skillingen under selve kampene. Især er det værd at lægge mærke til de knusende lydeffekter - blandt andet når en knytnæve borer sig ind i et offer medens publikum hujer og skriger.

Forskellen mellem Def Jam: Fight for NY til PS2 og The Takeover til PSP er ikke særlig stor, udover nogle små forskelligheder i gameplayet og trådløst multiplayer for to personer, men ikke desto mindre er det stadig glimrende underholdning. Bunkevis af rappere og kendisser til at slå sig løs med, en fin historiedel - der dog mangler den vitale stemmeindtaling i mellemsekvenserne - og ikke mindst den fine tekniske præsentation gør dette til et af de finere tilbud på Sonys håndholdte konsol.

Gamesector Anbefaler

Om Lars Haslev