Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Samus Aran er navnet på universets måske sejeste dusørjæger og bestemt den eneste dusørjæger, der virkelig betyder noget for Nintendo-ejere. Hun er nemlig hovedperson i en efterhånden lang række Metroid-spil, der nu har nået den bærbare med de to skærme.

Metroid startede ganske vist på Nintendos 8-bit maskine, men det andet spil blev faktisk eksklusivt udgivet til GameBoy tilbage i 1992. For mange fans var det netop denne efterfølger, der virkelig satte gang i serien. Dels fordi gameplayet var blevet mere uddybet og fængende, men måske mere fordi spillet i så høj grad egnede sig til at have med på lange ture, og dermed var skræddersyet til den bærbare. Endnu et højdepunkt i serien kom i 2002, da serien fik en tredje dimension. Samus skulle ikke længere ses fra siden - nu kunne man udforske underlige verdener og dele samme udsyn som Samus selv. Metroid Prime, som spillet hed, fik meget rosende anmeldelser, og det huskes som et af de bedste spil til GameCube. Nu har serien taget endnu et skridt - det nyeste udspil er nemlig både i 3D og til en bærbar maskine.

Girl Power!

Historien i Metroid startede som en hyldest til Alien-filmen. Hovedpersonen gik rundt i nogle meget mørke gange og skulle undgå nogle grumme rumvæsener, der satte sig fast på hovedet af deres ofre og sugede livskraft ud af dem. Heldigvis spillede man Samus, der kunne skyde ud af sin arm, og som kunne rulle sig sammen til en kugle for at komme videre nogle steder i spillet. Til sidst i det første spil blev det afsløret at Samus Aran var en kvinde. Det lyder måske meget naturligt i dag, men det første spil kom frem lææænge før handlekraftige kvinder som Lara Croft. På det tidspunkt var den kvindelige tilstedeværelse i spil begrænset til passive roller, som for eksempel Princess Peach, der kunne sidde stille og vente på at blive reddet af en overvægtig blikkenslager. Vi kan nok alle sammen blive enige om at Samus Aran var et skridt i den rigtige retning.

"En kugle med dusørjæger-is?"

Historiemæssigt foregår Metroid Prime Hunters tidsmæssigt mellem Metroid Prime og Metroid Prime: Echoes. Det er sparsomt, hvor meget spillet fortæller spilleren direkte - man finder forskellige genstande og skal så regne historien ud. Man kan scanne tingene for at få en kort beskrivelse, og på den måde kan man sætte brikkerne sammen som et lille puslespil. Der er dog sparet lidt på historien i denne omgang hvilket nok hænger sammen med spillets skift fra at være et slags 3D platformspil fra førstepersons-perspektiv til at være en mere rigtig FPS. For eksempel har man før fået ekstra evner, som har ladet Samus komme frem i spillet. Man har måske fået evnen til at hoppe højere, så man kunne komme forbi en specielt høj væg. I Metroid Prime Hunters har Samus alle sine evner fra starten - men får nye våben hen ad vejen som så kan åbne forskellige døre.

Mange af de forskellige våben bærer stærkt præg af at spillet er designet til multiplayer, ligesom mange af de områder som findes i spillet. Banerne er nemlig små og indelukkede og med masser af gemmesteder. Ligeledes er mange af stederne genbrugt flittigt, og det kan til tider ødelægge illusionen af at man udforsker nye og spændende verdener. Denne illusion var netop så overbevisende i det første Metroid Prime, så det er lidt en skam. Til gengæld er Samus denne gang oppe imod seks andre dusørjægere som man skal kæmpe imod. Hver af disse andre dusørjægere har sine styrker og svagheder, og man kan faktisk selv få lov at styre dem i multiplayer. Ligesom Samus har sin morph ball, hvor hun bliver til en kugle, har hver af de andre karakterer også en alternativ form.

Smukt!

At lidt af stemningen er forsvundet skyldes til gengæld ikke grafikken. Rent visuelt er spillet noget af det bedste, der endnu er set på Nintendo DS. Den er blevet endnu bedre siden den demo, de første DS-ejere fik med i deres æske tilbage i marts 2005. Selvfølgelig er den ikke på højde med GameCube-versionerne, men bortset fra lidt slowdown, når der foregår for meget på skærmen, er spillets udseende upåklageligt. Styringen af spillet er dog lidt et kapitel for sig. På den ene side fungerer styringen med den trykfølsomme skærm helt ekstremt godt. Den trykfølsomme skærm fungerer ligesom en mus fungerer i first person shooters til PC. Man kigger rundt med den. Knapperne på enten højre eller venstre side (alt efter hvilken hånd man vælger at styre med), styrer den retning som ens dusørjæger går i. Jeg vil faktisk sige at det fungerer bedre til first person shootere som denne i forhold til et almindeligt joypad som på PlayStation eller Xbox.

På den anden side bliver man nødt til at træffe et valg. Spiller man med stylus risikerer man at få krampe og ondt i hånden, og følingen er ikke helt perfekt. Til gengæld har man komplet styr på at ramme de knapper som er på skærmen. Hvis man eksempelvis vil skifte våben eller trykke OK i en dialogboks, så gøres det lettest med stylus. Mulighed nummer to hedder thumbstrap. Den placeres på ens tommelfinger, og så kører man den rundt på skærmen. Det giver en utrolig god styring, men man får svært ved at ramme de meget små knapper. Et lige så stort problem er at man let kan komme til at trykke på knapper, man ikke sigtede efter. Ikke hensigtsmæssigt! Den tredje og mest kejtede mulighed er at spille uden touchscreen og kun bruge knapperne til højre og venstre for skærmen. Det siger sig selv at dette ikke er en speciel god mulighed, når man skal reagere hurtigt.

Multiplayer-spas

Ændringen af fokus fra singleplayer til multiplayer vil nok irritere mange fans af serien, mens det vil fryde andre. Egentlig er singleplayer-oplevelsen ikke dårlig, den er bare ikke så overvældende som man har været vant til. I multiplayer går det dog løs. Man kan dele spil med andre, og med Nintendo Wi-Fi forbindelse er det muligt at spille mod folk fra hele verden. Det havde været rart med mere end fire spillere, men størrelsen på banerne passer faktisk fint til antallet af spillere. Noget interessant er muligheden for at snakke med andre spillere med den indbyggede mikrofon - dog kan man kun snakke med folk, hvis man har deres unikke Friend-Code. Man må formode, at det er for at undgå chikane.

Kom i gang!

Alt i alt er Metroid Prime Hunters et godt bud på et spil, der kan sælge DS-maskiner og for alvor sparke Nintendos online-service i gang. Der er klemt utrolig meget ned på det lille frimærke spillet ligger på. Metroid Prime Hunters er faktisk et spil som alle DS-ejere over 12 år, selvfølgelig, bør overveje at købe.

Gamesector Anbefaler

Om Søren Vestergaard