Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Hvad man end kan sige om Full Spectrum Warrior-spillene, så er de et unikt koncept, der giver en helt anderledes oplevelse end de fleste andre spil på markedet. Udviklet som redskab til den amerikanske hær egner de sig dog på en måde bedre til undervisning end underholdning.

For et par år siden udkom Full Spectrum Warrior - et projekt, der var startet som en simulator til den amerikanske hær under navnet Full Spectrum Command. Bagmændene var i første omgang ICT (Institute for Creative Technologies), hvis opgave er at være bindeled mellem softwareindustrien og den amerikanske hær med henblik på udvikling af programmer og træningssimulationer. Pandemic blev kontaktet af ICT og stod derefter for udviklingen af Full Spectrum Command til den amerikanske hær. For at kunne kende forskel på versionerne blev den kommercielle version af projektet omdøbt til Full Spectrum Warrior. Spillet høstede gode anmeldelser og fik pæne salgstal. Det var interessant, blandt andet fordi det var noget nyt. En efterfølger er nu på gaden, og nu hvor nyhedsværdien er væk, må vi også erkende at det ikke er helt så spændende som i første omgang.

Zekistan igen

Selvom konceptet bag FSW er realisme, går turen igen til det opdigtede land Zekistan. Zekistan er en typisk krigshærget republik udsprunget af det tidligere Sovjetunionen. Meget mere behøver man sådan set ikke at vide. Ens soldater, der typisk er delt ind i to grupper af fire, skal nedskyde en masse frihedskæmp... jeg mener terrorister, og mere historie er der egentlig ikke. Det skal vist forestille at være interessant at man skifter mellem amerikanske og engelske tropper.

Spillets scoop, hvordan man end vender og drejer det, er at modsat alle de andre spil i denne genre (og her tænker jeg ikke mindst på min højtelskede Tom Clancy-serie), har man på intet tidspunkt selv hånden på aftrækkeren. Ens tropper skyder - med en enkelt undtagelse - automatisk baseret på hvor strategisk velovervejet du rykker dem frem. Din rolle er altså at give ordrer frem for at skyde: Ryk frem, søg dækning, giv dække, kast granater (ok, granaterne styrer man faktisk selv) og så videre. Til at udstede kommandoer har man en kontekstsensitiv cursor, der klistrer sig til omgivelserne og giver en idé om hvad ens folk har tænkt sig at foretage sig, når de når frem til næste dækning. Interfacet fungerer upåklageligt, nærmest elegant, og selvom det kan lyde mærkeligt at få forklaret, virker det slet ikke hverken langsomt eller tungt. På denne måde kan du langsomt bevæge dine fireteams gennem byen ved at lade et fireteam bevæge sig frem, mens det andet dækker det ved at beskyde fjenden. Man bevæger sig fra hjørne til hjørne, da man hurtigt lærer at hjørner giver den bedste strategiske position. Fra hjørne til hjørne er den ene grundlæggende bevægelse - den anden er det at flanke. Man lader sin ene firemandsgruppe skyde mod en gruppe fjender i dækning mens man med sin anden grupper går i flanken på dem. Yderst effektivt.

I forhold til det første FSW kan man dele sine to fireteams yderligere op i grupper af blot to mand. Det giver mulighed for at sprede sin ildkraft ud over et større område, men gør også hvert fireteam halvt så kraftfuldt. Et andet nyt tiltag er muligheden for næsten at skyde selv. Man kan zoome ind, og et lidt rodet kontrolsystem, hvor man skal trykke på et præcist tidspunkt, viser sig meget effektivt i praksis.

Spil på Easy

Med mindre du er en meget rutineret FSW-spiller, vil jeg klart anbefale at du starter på den letteste af de tre sværhedsgrader. Selv døde jeg flere gange allerede på første bane, der ellers fungerer som tutorial. Det medfører også at man godt kan blive lidt frustreret på spillets gameplay. I disse situationer bliver jeg nærmest desperat efter en helt normal FPS eller TPS-styring. Men sådan er jeg.

Xbox Live

Det er ganske som i forgængeren muligt at spille over Xbox Live. Man kan både spille co-op og versus. Derudover er der indhold at hente ned fra nettet til spillet, og den første bane - After Zafarra - er allerede tilgængelig ganske gratis. Naturligvis giver det ingen garanti for hvor meget vi får i fremtiden, men det er en god start.

Lyd og grafik er der ikke meget at skrive hjem om - forstået på den måde at du hverken kommer til at tabe underkæben i benovelse eller irritation. Begge dele fungerer og ligger lige over middel.

Mere af det samme

Da jeg sad med dette helt nye koncept i hænderne for et par år siden, var jeg noget mere begejstret end jeg er nu. Bevares, konceptet holder, og der er mig bekendt ikke nogle konkurrenter på banen. Hvis du vil spille FSW, så gøres det her. Derfor vil spillet også være pengene værd, selvom det mere er en udvidelse end en egentlig toer. Dog skal det nævnes at efter en halv times spil eller to, får jeg en ubændig trang til SELV at sigte og skyde. Jeg får med andre ord en ubændig trang til at spille Ghost Recon i stedet. Full Spectrum Warrior: Ten Hammers er dog stadig et solidt, veludført spil.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.