Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+

Project Rub var et af de første spil til Nintendo DS, og som launch-spil gjorde det da egentlig også helt okay. Det var en samling mini-spil, der var samlet under en paraply udgjort af en underlig historie og en meget karakteristisk grafik. Den uundgåelige efterfølger hedder The Rub Rabbits.

Det er tydeligt fra starten. Rub Rabbits er mere af det samme. Man genkender silhouet-personerne fra det første spil, den bizarre historie og de underlige udfordringer, man kommer ud for som spiller. Igen er kærlighed det gennemgående tema, både i selve spillet og i den forkvaklede historie. Det må siges at være de færreste spil, der har så nysseligt et tema, men når spil kommer fra Japan kan man aldrig helt føle sig sikker. Der er ingen, der laver sære spil som de japanere!

Gnubbekaninerne

Endnu en gang er der en masse mini-spil, der udnytter DS'ens muligheder for "alternativt input". Man kan komme ud for at skulle puste i mikrofonen for at skyde med pusterør i spillet, eller man kan - som titlen antyder - komme til at gnubbe DS'ens touchscreen i andre situationer. Hvis man er god nok til at gnubbe eller puste, får man point, som kan bruges på at købe nyt tøj til den pige, man har kær.

Gnub! Pust! Husk!

Hvis det ikke fremgår tydeligt nok, så er The Rub Rabbits ikke helt som andre spil. Et mini-spil kan gå ud på at undgå folk på en rulletrappe, mens et andet kan gå ud på at massere salve på en piges lår. Der er alt fra huskespil, hvor man skal gentage en rækkefølge, der bliver længere og længere, over rytmespil, hvor man skal gøre ting i takt til musikken, og nogle enkelte spil hvor man skal sørge for at skyde nogle fjender på skærmen. Fjenderne kan være faldende mænd, robotkrabber eller noget endnu mere mærkeligt. Alle mini-spillene er meget simple og lette at sætte sig ind i. Omvendt bliver man også hurtigt træt af dem, og der er ikke ret mange af dem, man gider komme tilbage til, når man er gennem spillets story-mode.

Kvindespil?

Der har været en del kvinder med til at lave The Rub Rabbits, og spillets usædvanlige stil kunne også sagtens appellere til kvinder. Det virker umiddelbart som et godt initiativ, men det går lidt i vasken, når spillets sværhedsgrad mest er henvendt til den hårde kerne, der nok primært er af hankøn.

Spas for flere

The Rub Rabbits er også et fest-spil, også selvom man kun har ét eksemplar af spillet - der er endda nogle muligheder åbne hvis man kun har én maskine. Der er et mini-spil, hvor en person skal holde nogle knapper nede. Den næste person skal så holde nogle andre knapper nede, og så skal den første person give slip. På den måde skal man så se, hvor mange personer, man kan nå at overdrage maskinen til. Hvis man møder nogen af modsatte køn kan man "lave et barn", som spillet kalder det. Man skal i fællesskab skære en kage, og spillet vurderer så, hvor godt man passer sammen.

Pjat på godt og ondt

Nu virker det måske som om The Rub Rabbits bare er helt skudt forbi, hvilket ikke er helt rigtigt. Det er sandt at spillet ikke henvender sig til alle, men det byder på en masse forskellige minispil, og selvom kvaliteten er meget svingende, er der faktisk nogle rigtig sjove spil imellem. Den specielle stil i grafikken og i spillet er meget charmerende, og det at man kun ser folk i silhouet gør faktisk, at de virker meget mere troværdige end hvis de havde haft et eller anden grimt ansigt fastklistret. Animationen er ligeledes meget overbevisende. Fans af det første spil vil utvivlsomt finde dette spil helt fantastisk, men man skal altså være vild med pjattede spil, for at få noget ud af The Rub Rabbits.

Om Søren Vestergaard