Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Condemned var en af de absolut positive oplevelser ved frigivelsen af den nye Xbox 360. Nu har spillet så fundet vej til PC, hvor det også kommer snigende med intens uhygge.

Da Xbox 360 sent sidste år blev smidt på gaden, var det lidt småt med de originale titler, som fulgte i dens slipstrøm. Iblandt udvalget var der dog enkelte lyspunkter: Et af disse var Condemned: Criminal Origins. Der var her tale om et mildest talt skræmmende FPS, der på mange områder viste de kræfter maskinen besidder. Nu er tiden så kommet til også at frigive spillet på PC. Her er konkurrencen noget større, og det medfører at Condemned ikke stikker hovedet så langt op over mængden. Der er dog stadig ingen tvivl om, at der er tale om et absolut glimrende spil.

Efter en cool intro i bedste Se7en-stil, sendes du direkte ind i mørket. I Condemned indtager du rollen som FBI-agent Ethan Thomas. I spillets start bliver du sendt ud for at efterforske et brutalt mord. En grusom seriemorder er på spil, og dette er hans sidste offer. Efter at have undersøgt liget finder man pludselig ud af, at morderen stadig er på gerningsstedet. En kort jagt følger, og den ender med at et par politifolk skydes med ens pistol. Inden længe er man på flugt fra loven samtidig med, at man jagter den rigtige morder. I et konstant, dunkelt univers spilles der på dyb paranoia og frygt.

På overfladen er Condemned en fantastisk interessant ide. Historien er måske ikke den mest originale, men den sætter et godt udgangspunkt for et stemningstættet forløb. Det er meningen, at man løbende skal veksle mellem efterforskning med forskellige remedier - lidt i stil med tv-serien C.S.I. - samt decideret udforskning. Hele ideen med, at man skal efterforske gerningsstederne er nærmest fremragende. Desværre er udførelsen ikke videre fantasifuld. Reelt set skal man blot bevæge sig ind i et område, og på givent tidspunkt dukker der så et ikon op. Ved at trykke på en knap, vil man så hive en eller anden dingenot frem. Det er selv sagt meget lineært og utilfredsstillende.

Lineær må man også betegne historien som værende. Man ledes igennem den ene mørke bygning til den næste. Stederne er relativt ensformige, og alle er de fyldt med de klassiske uforcerbare døre. Nogle gange kan man åbne en tidligere låst dør med en stor hammer - hvorfor kan man ikke gøre det med alle de låste døre? Det er et koncept, som tidligere har været påtvunget grundet knappe maskinressourcer - det burde ikke være tilfældet mere. Positivt set er tempoet konstant skruet i vejret, imens pulsen holdes oppe. Bygningerne er nemlig befolket af syge galninge, der tilsyneladende kun har ét mål med livet: At ondulere dig.

I den spæde belysning, dukker der bevægelse op i synsfeltets periferi. Fæl, ond latter bryder tavsheden. Lyd fra noget der bliver væltet lige bag én. Desperat vender man sig om med et løftet jernrør. Adrenalinen pumper - det er faktisk temmelig ubehageligt. Pludselig dukker en skikkelse op. Lyset får hans øjne til at skinne sindssygt. Han bevæger sig hurtigt. Et våben svinges mod én. I sidste øjeblik får man pareret. Imens han er ude af balance svinger man sit eget våben. Det rammer rent ind på hans kæbe. Blod og knuste knogler. Her bliver ikke lagt fingre imellem.

Kampene i Condemned er både intense og ubehagelige. Fjenderne opfører sig temmelig intelligent, og de er gode til at bruge omgivelserne mod dig. Det konstante mørke får frygten til at vokse, og den intrigante brug af lyde topper stemningen af. Man ved aldrig, hvad næste hjørne gemmer på, og angsten bliver din konstante ledsager. Det er uhyre enkle midler der benyttes, men de malkes til det yderste.

Grafikken er med til at peppe løjerne op. Der er en glimrende udnyttelse af lyskilder, der understreger den konstante subtile uhygge. Baggrundene er umiddelbart ikke videre detaljerede, men når man først kommer tæt på ting bider man alligevel mærke i en masse detaljer. Mest imponerende er modstandernes animationer. De bevæger sig utroligt livagtigt, og det er med til at gøre det endnu mere ubehageligt, når man smadrer deres ansigter. Efter noget tid bliver det dog en kende ensartet konstant at løbe rundt i mørke bygninger. Det ville have været rart, hvis der havde været et par baner der brød monotonien.

Lydsiden er gennemført lækker. Når man først sidder begravet i den snigende surroundlyd, så kan man ikke undgå at føle uhyggen komme krybende. Det er en af de titler, som man ikke har meget lyst til at sidde og spille i mørket. Men på den anden side er det netop her, hvor Condemned er allermest virkningsfuldt.

Condemned har måske ikke den vilde dybde, men det spiller de kort, det har på hånden, glimrende. Kombinationen af det konstante mørke, den virkningsfulde lyd og de intense kampe er med til at skabe en dragende oplevelse. Modsat Xbox 360 er der dog hård konkurrence på PC, og et spil som F.E.A.R. (fra samme udvikler) virker mere gennemført. Alligevel er det en anbefalelsesværdig titel, som kommer med en lidt anden vinkel til en oversvømmet genre.

Om Alan Vittarp Rasmussen