Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Som nogen måske ved er der flere bibliotekaruddannede anmeldere her på redaktionen. Jeg er selv en af dem, og derfor fryder det mig at se populære bøger omsat til spil. Okay, The Da Vinci Code var nok næppe blevet til et spil, hvis ikke man havde filmatiseret bogen først. Det er da heller ikke første gang at en bog er blevet overført til det store lærred og efterfølgende endt som spil - det er også sket med eksempelvis Harry Potter og Narnia, der dog på alle tænkelige måder er bedre spil end The Da Vinci Code viser sig at være.

Dan Brown er ikke vred, Dan Brown er skuffet!

Filmatiseringen af Dan Brows bestseller The Da Vinci Code virkede som en uoverskuelig og næsten umulig opgave - kritikerne er da også delt, når det kommer til anmeldelserne af filmen, der som bekendt har Oscar-magneten Tom Hanks i hovedrollen som Dr. Robert Langdon, en ekspert i religiøse symboler, som rodes ind i en mystisk mordsag på Louvre. Handlingen i bogen, filmen og derfor også i spillet bør stå klar for selv de mest illitterære personer, da man nærmest ikke kan bevæge sig nogen steder hen, uden at mindst en eller anden selvbestaltet idiot af en lommefilosof i en hvidvinsbrandert nok skal forklare dig alt om Da Vinci Mysteriet og om en række andre store konspirationsteorier, som tossen har læst lidt om i Ekstra Bladet. Spillet følger som sagt handlingen i bogen og filmen så godt, som det kan lade sig gøre af designmæssige hensyn, så har man læst bogen kan man nikke genkendende til alle lokaliteterne i spillet.

Som Robert Langdon, der i spillet ikke ligner Tom Hanks overhovedet, skal man igennem spillet løse mysteriet omkring drabet i Louvre, hvilket leder til en opdagelse og en konspiration så stor og grotesk i sit omfang, at den potentielt set er en bombe under den katolske kirke - hvilket er nok til at folk vil slå ihjel for at holde den hemmelig. Tidligt i handlingen mistænkes Robert Langdon dog selv for at have begået det førnævnte mord, og han må sammen med Sophie Neveu forsøge at bevise sin usyld ved at finde frem til den rigtige morder, alt imens han er på flugt fra politiet og andet godtfolk.

Som du måske har gættet, er The Da Vinci Code et adventurespil - spillet byder godt nok på en smule stealth og lidt action, men ikke desto mindre er der stadig tale om et adventure i klassisk forstand, hvor man bevæger sig rundt i en række forskellige lokaliteter, leder efter genstande man kan bruge og spor til hvordan man kommer videre. Da spillet jo er The Da Vinci Code, er der naturligvis kraftigt fokus på puzzles, symboler og gåder. Ser man isoleret på de mange gåder og puzzles, som man skal løse igennem spillet, er de da egentlig interessante og udfordrende nok, selvom flere af dem er en kende for 1980'er-adventurespilsagtige - det vil sige idiotisk frustrerende og ulogiske. Problemet er blot at disse puzzles er pakket ind i resten af spillet, og helt ærligt så er resten af spillet drønkedeligt.

Problemerne i The Da Vinci Code kan spores tilbage til to ting: tempoet er lavt; fremskridt i spillet sker i sneglefart. Nu er Dan Browns bog ikke just en hæsblæsende actionfortælling, men ikke desto mindre så mangler spillet drive, og hvis man alligevel kender plottet til hudløshed, er plottet ikke rigtig en motiverende faktor. Det andet problem er spildesignet der simpelthen er kedeligt. Hovedpersonerne, Robert og Sophie, som man begge kommer til at spille, kunne lige så godt være udskiftet med papskiver eller to sokkedukker - de har ingen personlighed, ingen charme - intet. Dertil kommer at selve adventuredelen af spillet, der hvor man undersøger sine omgivelser for at finde spor eller brugbare genstande, egentlig heller ikke er synderlig underholdende, men nærmere føles kedsommeligt og mere som slavisk arbejde.

Mængden af puzzles, gåder og kryptiske symboler brydes med jævne mellemrum af actionsekvenser. Der er en række mennesker som gerne så Langdon død og begravet - både politifolk, sikkerhedsvagter og fanatikere, der ønsker mysteriet uløst, er efter ham. Når du render ind i en fjende, skal du spille et lille minispil som godt kan sammenlignes med dem, der var i Fahrenheit. Du kan enten være i offensiven eller i defensiven. Er du i offensiven skal du trykke den kombination af taster, der vises på skærmen, for at sende et slag ind på din modstander. Når du ikke at trykke tasterne hurtigt nok eller rammer du en forkert tast, sendes du i defensiven, hvor du hurtigt skal klikke de taster, der vises på skærmen, for at afvise fjendens angreb - hvorved du så selv kan gå i offensiven igen. Det er et simpelt system uden nogen finesser eller nogen form for designmæssig snilde, men i det mindste virker systemet marginalt bedre på en konsol end det gjorde på PC. Desuden er kampene lidt for lange hvilket gør dem irriterende i længden. Det virker også helt forkert at en nørdet doktor i religiøse symboler pludselig kan gå bersærk og nikke skaller og rive store bøller, eller sikkerhedsvagter, rundt som en anden beruset Jon fra Popstars kan det med uskyldigt sovende.

Der hvor filmen knækker helt for The Da Vinci Code er når vi begynder at snakke om den tekniske præsentation. Jeg har fin forståelse for at et spil som dette kan blive kastet igennem produktionssystemet for at man kan få det klart samtidig med filmens biografpremiere, men derfor skal man jo ikke finde sig i hæslig grafik og stemmeskuespil på kanten af det pinlige. For det er desværre hvad The Da Vinci Code leverer. De to hovedpersoner er hæsligt hakkende animeret, og de ligner noget man kunne opleve i adventurespil for fem år siden. Talen i spillet er forfærdelig. Dialogen er papirtynd og de stemmeskuespillere, der læser den op, lyder som om de tænker på alt muligt andet. Der er en komplet mangel på engagement at spore i stemmerne, og det afspejles altså i spillets stemning. Oven i hatten byder spillet på diverse tekniske fejl i form af underligt hakkende animationer og mulighed for at passere igennem solide objekter - hastværk er tilsyneladende lastværk.

Det korte af det lange er at The Da Vinci Code føles som noget hastværk, der lider under et ubalanceret og langsommeligt gameplay og samtidig plages af en temmelig dårlig grafik og endnu dårligere lyd. De mest positive ting ved spillet er den åbenlyse sammenhæng imellem en bestseller og spillet samt nogle, til tider, ganske solide puzzles. Så, er man virkelig stor Dan Brown-fan, kan man måske se bort fra de mange problemer og spille de godt 10 timer spillet tager at gennemføre for at få The Da Vinci Code-oplevelsen ind på livet. Men til alle andre vil jeg anbefale at man holder sig på god afstand.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).