Valve er heldigvis ikke (alt) for sene til at fortsætte historien fra Half-Life 2, og som de fleste hardcore gamere ved, sluttede det med lidt af en cliffhanger. Nu er Gordon Freeman og Alyx Vance tilbage i storform i det første kapitel af en lovende trilogi, der måske én gang for alle vil besvare nogle af de mange spørgsmål som handlingen i Half-Life 2 lod stå ubesvarede hen.
Mere Gordon og mere Alyx
Half-Life 2 var et af de absolut mest positive spiloplevelser i 2004. Handlingen i spillet var måske en smule banal og på sin vis også let gennemskuelig, men spillets fantastiske grafik og det imponerende veldesignede gameplay fejede benene væk under de fleste spilanmeldere og gamere verden over. Spillet demonstrerede med al tydelighed, at Valve ikke har mistet gnisten eller evnerne, når det kommer til at producere fantastiske actionsekvenser, og til alles tilfredshed gik de heller ikke af vejen for at prøve genrens grænser af, når det kom til nye opfindsomme våben, banedesign eller grafisk præsentation.
Nu er Valve så klar med Half-Life 2: Episode One, en såkaldt selvstændig udvidelse til Half-Life 2. Det betyder kort og godt at spillet kan spilles uden at du ejer Half-Life 2, men helt ærligt, så er der ikke meget ræson i at spille Half-Life 2: Episode One, hvis du ikke har spillet Half-Life 2 og derved ved lidt om de begivenheder, der leder op til plottet i denne selvstændige pakke. I slutningen af Half-Life 2 besejrer Gordon Freeman og Alyx Vance den onde Dr. Breen og tilføjer monstrene, bedre kendt som The Combine, et nederlag i City 17 ved at ødelægge et storslået anlæg (mere afsløres ikke, for du skal selv opleve dette i Half-Life 2). Nu står de så i den situation, at The Combine, der stadig ikke kan vende hjem – hvor end hjem så er for væsner, der kommer fra en anden dimension – sjovt nok ikke syntes særlig godt om Hr. Freeman og egentlig gerne så ham installeret tre meter under jorden i en etværelses med låg. Alyx og Gordon skal derfor hurtigst muligt ud af City 17, og det er her Half-Life 2: Episode One starter.
Ved første øjekast er den største ændring siden Half-Life 2, at Alyx nu fungerer som din makker igennem det meste af spillet. Hun er styret af computeren, men fungerer glimrende som ekstra ildkraft. Hun kan desuden levere den dækningsild, der skal til, mens du roder med et af spillets mange puzzles. At have en computerstyret makker er naturligvis ikke nyt i first-person shooter genren, men i Half-Life 2: Episode One fungerer konceptet glimrende, fordi banedesignet er så vellykket at flere af ildkampene er en velbalanceret blanding mellem action og puzzles. Man skal ofte forsøge at regne ud hvordan en gåde fungerer, og hvordan man skal løse den, alt imens fjender skyder fra højre og venstre og Alyx desperat forsøger at holde dem stangen – det giver nogle fantastiske og spændingsmættede situationer, som man ikke ser magen til i andre spil af samme slags. Valve viser i disse situationer, som der er rigtig mange af igennem spillet, at de stadig er mestre i at levere velkoreograferede actionsekvesner, og som Half-Life 2 fan kan man ikke andet end at lappe dem i sig og nyde hvert eneste sekund.
Flere puzzles
I det hele taget fylder puzzles mere i Half-Life 2: Episode One end de gjorde i Half-Life 2, og det siger ikke så lidt. De nye puzzles er ganske veldesignede og måske en smule sværere end dem man oplevede i det originale spil, men ikke desto mindre burde de ikke volde Half-Life 2-veteraner ret mange problemer. I det mindste er de alle veldesignede og ganske glimrende integreret i det ellers lidt lineære leveldesign. Desværre er der ikke blevet plads til nye våben, så alle de gamle kendinge fra Half-Life 2 dukker op igen, inklusiv den interessante Gravity Gun, der ligesom i det oprindelige spil også bærer en stor rolle i en række puzzles i Episode One. Af andet genbrug kan nævnes flere af banerne i City 17, som ligner mistænkeligt en del af dem fra Half-Life 2 – hvilket måske er naturligt nok da Half-Life 2: Episode One foregår de samme steder, men det er stadigvæk en smule antiklimatisk, at der ikke er tale om helt nye baner.
Heldigvis er der blevet plads til lidt andet nyt her og der. Ikke mindst samspillet imellem Alyx, der nu får betydeligt mere skærmtid, og Gordon virker ny og opfrisket, selvom de to allerede flirtede en smule i Half-Life 2. Når vi snakker persongalleri og skærmtid, så dukker, traditionen tro, en lang række gamle kendinge også op i små biroller her og der igennem spillet, og som sædvanligt er dialogen både velskrevet, humoristisk og hamrende professionelt leveret. Dertil kommer et par nye fjender, der nok er spillets største nyhed, selvom de egentlig ikke er dybt revolutionerende eller direkte betydelige for selve spiloplevelsen. Et andet element, der absolut er værd at bide mærke i, især når man husker min kritik at netop dette i Half-Life 2, er at der ikke er nogen sekvenser med køretøjer eller skibe i Episode One. Mudskipperen i Half-Life 2 kunne jeg til dels leve med, men buggyen var intet mindre end irriterende. Så personligt er jeg glad for at Episode One er ren puzzle / action, når det er allerbedst!
Kvalitet på næsthøjeste niveau
Episode One er en fantastisk actionoplevelse i højeste gear, leveret i bedste Half-Life 2-stil. Spillets grafiske side er mere intenst og en hel del bedre balanceret end Half-Life 2 – sådan føles det i hvert fald og det kan da også betyde, at Episode One måske primært henvender sig til hardcore Half-Life 2-spillere. Men desværre er denne lille perle af en selvstændig udvidelse ikke helt perfekt – der er ridser i lakken. Bedst som man er kommet i gang, er det hele forbi, og man sidder tilbage med følelsen af et antiklimaks – ikke helt ulig sex med en spilanmelder. Har du bare en smule forstand på Half-Life 2 er Episode One gennemført på under fem timer – det er dårligt nok en hel aftens underholdning. Og da selve spillet er så hæsblæsende og medrivende fedt, så føles de fem timer nærmere som fem kvarter og man sidder tilbage med en hul fornemmelse.
Godt nok er der to multiplayer-modes i Episode One, men dem kender man allerede fra Half-Life 2, og udviklernes kommentarspor, der også er med i Episode One som bonusmateriale, er da meget interessant, men når den er set kan man ikke just sige at den er interessant længere. Så alt i alt mangler Episode One seriøst levetid, hvilket Half-Life 2 også fik på puklen af i sin tid.
Teknisk forbedret
På den mere tekniske side er der faktisk sket en række små, men meget markante, forbedringer siden Half-Life 2 udkom. Valve har imponerende nok gjort spillet endnu flottere, arbejdet med den dynamiske lyssætning og sikret at spillet igen kan være med helt fremme på noderne, når det gælder om at trække tænder ud af din PC. Har du et spritnyt og kraftigt grafikkort, vil du blive præsenteret for en imponerende omgang visuelt guf. Dertil kommer de sædvanlige suveræne ansigtsanimationer og de helt fantastiske omgivelser. Af andre tekniske forbedringer kan nævnes en generel opstramning af fjendens intelligens, der er blevet marginalt bedre til for eksempel at gå i dækning – på nær nogle af de nye monstre, hvis eneste opgave er at rende hen imod dig med en granat. Samlet set er Episode One knivskarpt visuelt og en helt igennem bjergtagende oplevelse at gennemspille, hvis man ellers har et grafikkort, der kan følge med.
Stadig glimrende!
Selvom Episode One ikke er særlig langt, så er spillet stadig en fornøjelse. Alle fans af Half-Life 2 må og skal eje Episode One, simpelthen fordi spillet byder på en lige så veludviklet humor og action som selve Half-Life 2, og den slags kan man altså bare ikke få nok af. Ja, til tider er Episode One faktisk bedre og mere gennemført end det originale Half-Life 2.
Loading ...
