Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI DrugsPEGI Violence

Det er seks år siden det første Hitman spil dukkede op og siden da er serien vokset til at blive den største danske spilsucces nogensinde. Den skaldede lejemorder Agent 47, ham med stregkoden i nakken, er tilbage og han er koldere end nogensinde.

Hitman spillene har altid, som de fleste andre spil, kunnet spilles på to måder; den rigtige og den forkerte. Den rigtige er naturligvis ved at være den usynlige lejemorder, som ikke efterlader sig vidner og som ingen har set - den usynlige og kolde dræber. Den forkerte er Rambo metoden hvor man blæser af sted som en gal mand, uden at tage sin rolle som professionel lejemorder seriøst. At kalde den sidste måde direkte forkert, kan måske virke lidt arrogant, da alle spillere har deres egen måde at tackle et spil på, men vi holder fast i at den er forkert, da man ødelægger meget af oplevelsen for sig selv.

En sniger, er at foretrække

Der har i de seneste spil i serien ikke være det store incitament til at bruge den tid og energi som det krævede at lære vagternes patruljeringsmønstre at kende, at lære hvor man skulle bruge hvilken forklædning og lære hvordan man eliminere fjenden på den mest effektive måde og uden at andre aner uråd. Hitman: Blood Money er så åbent, at der er mange forskellige måder at løse den samme opgave på, men fælles for dem alle er, at man bør gå Hitman vejen og ikke Rambo vejen. Det opfordrer især det nye såkaldte Notoriety System til - Notoriety System kan i denne sammenhæng oversættes direkte til "berygtethed system".

Money talks

Dette system holder øje med, hvor god man er som lejemorder. Hvis man f.eks. har efterladt sig vidner eller spor på en opgave, kan disse vidner fortælle politiet hvordan man ser ud og pludselig ser man en beskrivelse af sig selv på forsiden af avisen og man risikere hurtigere at blive genkendt af omgivelserne i de efterfølgende missioner. Hvis man derimod sørger for at holde sig usynlig, sørger for at der ikke er vidner til ens arbejde, og sørger for ikke at blive fanget på overvågningskameraer, vil man efterfølgende have nemmere ved de næste missioner, da ingen har mistanke til én og ingen aner uråd før de ser ens skaldede hoved - og så er det allerede alt for sent. Skulle man alligevel have overset et vidne eller skulle politiet være ved at komme lidt for tæt på, kan man betale sig til vidners pludselige hukommelsestab og politiet bliver også pludselig til at tale med, når man vifter med et tykt bundt af de grønne foran næsen på dem. Man kan endda købe sig til en helt ny identitet, hvis lokummet virkelig skulle brænde under en.

Dette system er ganske snedigt udtænkt og uden at tvinge spilleren til at spille spillet på den "rigtige måde", opfordrer det i hvert fald til det. Desværre undergraver IO Interactive systemet, ved at lade det være alt for billigt at bestikke folk. Man har altid rigeligt med penge til at bestikke hvem det måtte være og dermed er det glimrende incitament for at holde lav profil alligevel lidt væk, da man blot kan "købe sig ren" efter missionen.

Verdens klogeste blinde høns

Udover det netop beskrevne, minder Hitman: Blood Money en del om de foregående spil på både godt og ondt. Den kunstige intelligens hos spillets computerstyrede karakterer kunne godt have været bedre, da de nogle gange er super skarpe og nærmest kan se igennem vægge mens de andre gange vandrer rundt som blinde høns. Den mest irriterende evne som ens fjender har, er, at er én af dem klar over hvor man er, ved de alle det og efter få sekunder er man omringet. Man kan bruge mange forsøg på at komme igennem de forskellige missioner, for det kan være ret svært at vide hvad man skal gøre. Opgave-briefingen er nemlig ikke særlig udførlig, men det er formentlig med vilje, da det er op til den enkelte hvordan man vil løse opgaven. Man løber ofte ind i øretæver og bliver man opdaget, kan lige så godt vælge "retry", da man sjældent får ret meget ud af at gøre modstand, slet ikke hvis man bekymrer sig om sit ry hos politiet.

En helt våbenlager

Som lejemorder har man brug for et bredt og godt arsenal af våben og Agent 47 har da også adgang til forskellige pistoler, automatiske rifler, shut-guns, bomber, knive, giftsprøjter og naturligvis sin elskede klaverstreng. De fleste våben kan opgraderes med bedre ammunition, lyddæmpere, lasersigte og udstyr som f.eks. gør rekyl mindre og dermed præcisionen større.

Mystisk save-system

Hitman: Blood Money har et noget mystisk save-system. Det er bygget op sådan, at man kan gemme sit spil syv gange i løbet af en mission på normal sværhedsgrad (tre gange på Expert og ingen save mulighed på Pro), men hopper man ud af missionen, eller slukker man sin maskine, skal man starte forfra, da ens savegames fra missionen er slettet. Man kan altså ikke loade et savegame fra midten af en mission hvis man har forladt missionen, så når man starter på en mission, skal man helst gennemføre den, for først efter missionen, kan man gemme sit spil, hvorfra man kan fortsætte når man kommer igen. Et lidt mystisk og, fra spillerens synspunkt, noget unødvendigt svært save-system.

Gennemført visuelt design

Agent 47 er nu langt smidigere end tidligere, han har nogle fede moves hvor han f.eks. kan fravriste fjenderne deres våben, han kan bruge dem levende skjold, han kan puffe dem ud af vinduer og over gelændere og han kan uddele skaller. Styringen er for det meste god, nogle gange bliver man dog irriteret over, at man åbenbart skal stå helt præcist det rigtige sted før 47 udfører det move man gerne vil have ham til, men det lærer man at tage højde for i løbet af spillet. Agent 47's missioner strækker sig fra Paris via Mississippi, San Diego og Las Vegas til et Mardi Gras optog med alt hvad det indebærer. Designet er helt igennem flot og stilrent og alle områderne er flotte, meget stemningsfulde og veldesignede, selv om det visse steder dog er tydeligt, at dette altså er en multiplatform titel. Animationerne er særdeles flydende og livagtige og frameraten er for det meste stabil, men kan dog falde lidt, mest når spillet deler skærmen op for at vise hvad der sker andre steder, f.eks. når et lig man har efterladt bliver fundet. Lydsiden er, som altid, ganske god, med gode og troværdige stemmer (dog lidt overspillede af og til), gode lydeffekter og igen er det Jesper Kyd som står bag soundtracket. Det dog ikke så markant og fremtrædende som i Hitman: Contracts, men stadig ganske godt og melodien i credits delen leveres af ingen andre end Swan Lee.

Gennemført - men stadig plads til forbedringer

Kan man lære at leve med den lidt mystiske AI og med det besynderlige save-system, så venter der spilleren et glimrende snige-action spil, hvor man virkelig skal tænke sig om, da sværhedsgraden er temmelig høj. Fans vil elske Blood Money og fans af stealth spil vil også falde for dette meget stilrene og intense spil. Lad os lige her til sidst understrege, at det ikke er for sjov, at spillet har fået en 18+ rating fra PEGI, da der ikke lægges fingre imellem med hverken sex, stoffer eller vold i Hitman: Blood Money.

Gamesector Anbefaler

Om Palle Jensen