SOCOM er en spilserie der altid har stået for god taktisk underholdning på PS2 og nu har serien taget springet til det håndholdte marked med SOCOM: U.S. Navy SEALs Fireteam Bravo. Konceptet er som udgangspunkt et online-spil og på forhånd skulle man tro, at PSP er en noget tvivlsom platform til sådanne løjer. Men heldigvis skuffer Zipper Interactive ikke og det her er om muligt det hidtil bedste multiplayer-baserede skydespil til Sonys håndholdte konsol. Vi har afgivet værnepligt i det amerikanske søværns højtærede SEAL-kompagni og vi klager ikke.
Er man ikke udstyret med et særligt headset, der er udgivet sammen med spillet og spiller man ikke online, er det ikke nogen banebrydende oplevelse. Men SOCOM: Fireteam Bravo er som udgangspunkt opbygget til at rumme 16 spillere af kød og blod, der råber og skriger af hinanden, over nettet, og det er befriende at man nu endelig kan spille mod hinanden på en bærbar minikonsol, selvom man ikke nødvendigvis sidder hjemme i stuen foran fjernsynet. Det nye headset er selvfølgelig ikke et krav, men det tilføjer meget til oplevelsen personligt at kunne kommandere, orientere sig og konversere med hinanden.
Hjælp! Hvor er analog styrepind nummer to?
Styringen kan være svær at vænne sig til – især hvis man er vant til for eksempel SOCOM 3 til PS2, hvor man blandt andet er udstyret med en ekstra analog styrepind til manøvreringen af sine specialstyrker. Men heldigvis hjælper en række træningsscenerier spilleren fint i gang med spillet og forklarer de forskellige knappers funktioner, hvis man ikke har nærlæst manualen. Styringen er ikke nær så intuitiv som på PS2, men takket være et automatisk sigtesystem, regner spillet selv ud hvor man gerne vil skyde hen, og så overlever man den manglende totale bevægelsesfrihed. Man kan dog kigge frit rundt mens man står stille. Som omtalt før er det især manglen på en ekstra analog styrepind og et par skulderknapper, der presser Fireteam Bravo til nogle triste kompromisser, om end det i store træk er passende ændringer som udviklerne har foretaget. Man kan bevæge sig sidelæns ved at holde en knap nede, og man kan låse sig fast på et mål, man vil skyde på, ved hjælp af på højre trigger. Denne metode er dog ikke en garanti for at ramme plet. Spillet tager højde for om man står ret op eller sidder på hug, hvor langt fra målet man er og selvfølgelig også hvor hurtigt man bevæger sig i skudøjeblikket. Dette sætter også større fokus på våbenvalget end i tidligere udspil i serien, hvilket slet ikke er værst.
Mangel på kreativitet i solomissionerne
Spiller man alene er der nogle problemer, som trækker de 16 hovedmissioner ned i sølet til ren og skær at være simpel træning til de forestående intense multiplayer-kampe. Fjenderne er, desværre på alle sværhedsgrader, dummere end snot og deres handlinger under ildkampe er slet ikke noget at skrive hjem om. Derudover er banernes opbygning og design heller ikke kandidat til årets bedst strukturerede enkeltspillerdel. Det er i store træk blot at bevæge sig fra A til B over C, for til slut at ende ved D. Det er hverken hjernevridende eller specielt nyskabende, hvilket bunder ud i at man forholdsvist hurtigt giver sig i kast med online-kampe.
Langtidsholdbar online-del
Det er når man går online, at de fleste problemer er korrigeret og det for alvor bliver sjovt at lege elitesoldat. Her er banerne designet til netop at rumme andre tænkende mennesker – i modsætning til de halvstupide computerstyrede terrorister – og de er ideelle til nogle heftige holdmatcher. Her er strategiske, såvel offensive som defensive, positioner med til at give mange timers underholdning i selskab med andre SOCOM-spillere rundt om i verden. Man inddeles i to hold, som så skal kæmpe mod hinanden og spillet er lige så holdbaseret som Rainbow Six og lige så vanedannende som Counter-Strike og det siger ikke så lidt.
Man kan hele tiden følge med i statistikker, der holder styr på points, spillere og lignende og man har også mulighed for at redigere sin egen venneliste og meget andet. Det fungerer selvfølgelig ikke så meget anderledes end andre taktiske skydespil, men genren har aldrig været så velfungerende på en håndholdt konsol og som et multiplayer-spil, er SOCOM: U.S. Navy SEALs Fireteam Bravo er et anbefalelsesværdigt køb – og så er det jo samtidig det bedste af sin slags på PSP.
Hæderlig teknisk præstation
Spillets grafiske look er ikke imponerende i forhold til andre spil vi har set til PSP, men formår alligevel at tilfredsstille. Polygonantallet er markant lavere end på sin storebror på PS2 og nogle gange har maskinen svært ved at trække slæbet, alt efter om der er 16 spillere på skærmen på samme tid eller blot to. Men omgivelserne skaber en god atmosfære og de specialtrænede SEALs-enheder er flot animerede og detaljerede. På lydsiden er der en stabil musikscore, nogle fine våbenlyde, en realistisk dynamik med retningsbestemte lyde og så selvfølgelig muligheden for at koble et headset til PSP’en og snakke med sine kammerater online i spillet.
Bedste multiplayer på PSP
Går man efter et godt online-spil på PSP, er SOCOM: U.S. Navy SEALs Fireteam Bravo et godt bud på et sådan. Det er ikke bare stabilt, godt skruet sammen og underholdende, men det er også usædvanligt vanedannende når man altså spiller mod andre mennesker af kød og blod. Man skal altså leve med manglen på en fungerende enkeltspillerdel, nogle småproblemer med blandt andet de computerstyrede fjenders intelligens og en grafik, der ikke helt lever op til seriens renomme, men så står man også med en langtidsholdbar multiplayer-oplevelse, som man ikke får bedre til PSP lige nu.
Loading ...
