Ice Age 2

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+

Biograffilm og computerspil synes at være uløseligt knyttet sammen. Som Gøg og Gokke, Socialdemokratiet og dårlige meningsmålinger, sommer og fadøl, Redaktionens hund Simba og postbuddet. Ja ok, I har nok fattet pointen. Den nye Ice Age 2 er heller ingen undtagelse. Knap er sodavandspletterne fra bifturen tørret ind på vores bukser, førend spilversionen af filmen lander i anmeldelsesdyngen. Ice Age 2 som film røg her på redaktionen langt ind i den bedre halvdel på skalaen, men formår spillet at gøre det samme?

At nedsable filmlicens spil er noget enhver anmelder kan gøre med venstre hånd, mens han læser tekst TV og planlægger en tur i Netto. Antallet af dårlige licensspil er rystende, men på det seneste synes kvalitetskurven at være svagt stigende. Spillet over filmen Lille Kylling var f.eks. en hæderlig platformer med små afstikkere til andre genrer.

Nu har jeg da aldrig.. et godt licensspil?

Heldigvis tager det ikke mange sekunder at konstatere, at vi med Ice Age 2 møjsommeligt fortsætter med at træne tommelfingrene i at vende opad. Spillet kan spilles, selv om man ikke har set filmen eller kender dennes plot - men det er selvfølgeligt sjovest, hvis man kender filmen, har tygget tyggegummiet, købt T-shirten, og er dus med dovendyret Sid, mamutten Manfred, og (især) den vellykkede komiske bifigur Scrat.

Det er da også Scrat, man tilbringer det meste af tiden sammen med, hvilket må siges at være et oplagt valg fra udviklernes side. Scrat er selvskrevet til rollen som skæg spilfigur, som en slags uægte bror til Crash Bandicoot, Sonic, Spyro og alle de andre.

Lineært - og hvad så?

Scrats opgave er selvfølgelig at indhøste agern, kastanjer, nødder osv. I reglen udgør disse objekter en bugtet og snoet linie, som man bare skal følge. Undervejs møder man en række skilte med hints, samt vejledninger i knappernes funktioner. Meget pædagogisk alt sammen - og alligevel ikke. Ice Age 2's målgruppe er helt klart i den yngre ende af skalaen, de indlagte udfordringer er alt for simple til at være møntet på større børn eller voksne. Derfor havde det været en fordel hvis skiltene som minimum havde haft dansk tekst - og allerhelst en dansk dialog til såvel tekst som figurer. Men nej. Bevares, de originale stemmer (med bl.a. Jay Leno!) er da gode, men ikke når børn skal kunne spille selv. Stort øv for den manglende fordanskning!

Selv om spillet som sådan er lineært i sin indsamlings-opgave, er der også ekstra gevinster her og der, som opfordrer til gå på opdagelse i omgivelserne. Scrat kan, som en slags indlagt hjælp, sættes til at snuse sig frem til næste træk, så man visuelt kan se hvor man skal bevæge sig henad. Udmærket feature.

Indlagt er en serie minispil, såsom en miniversion af SSX snowboard spillene, en bowling turnering, abe-skydetelt osv. Det hjælper alt sammen på afvekslingen, men igen driller sprogbarrieren når introerne til minispillene er på engelsk. Men rygraden i spillet er og bliver platforms-opgaverne.

Spillet er som sådan ikke særligt langt, og kan for lidt mere øvede børn gennemføres på et par aftener. Det er lidt en skam, for når gameplayet nu er så godt, vil man gerne fortsætte så længe som muligt.

Selv om tricket med at få spilleren til at indsamle objekter er set i hobetal tidligere, må vi huske at dette spil er til børn, som af naturlige årsager ikke har årelang erfaring med at suse rundt på diverse platforme på jagt efter spiselige eller skinnende genstande. Sammenholdt med at Ice Age 2 er nydeligt udført grafisk (lydsiden er ikke noget at skrive hjem om, endsige nævne i en anmeldelse), ja så byder spillet faktisk på en helt ok indførelse i platformgenrens noble mål for alle små poder.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).