Man ved at man sidder med et enormt spil, når man det ene øjeblik kæmper mod frygtindgydende kæmper i mørke klippehuler og det andet øjeblik jagter hjorte til middagsmaden i en smukt belyst, fredfyldt skov. The Elder Scrolls IV: Oblivion tildeler spilleren et virtuelt liv i en flere hundrede kvadratkilometer fantasiverden – med en frihed og kompleksitet, der fuldstændig overgår forgængeren på alle tænkelige måder. Dette er et af de bedste rollespil nogensinde, utvivlsomt.
Blot ved at kigge på en liste over spillets features er man ikke i tvivl om at rollespillenes herre, den stærkt roste Elder Scrolls-spilserie, er tilbage i en fremragende fortsættelse til Morrowind fra 2002. Her taler vi om en spillevende, åndende verden, som man kan bevæge sig frit i som man vil. Den farverige natur, de store byområder og mægtige skove er perfekte til både brutal kamp, opdagelse og afslappende vildtjagt. De andre mennesker i byerne og på landet, lever deres eget liv og er ikke klistret ind i landskabet, ventende på spilleren, men har deres personlige rutiner og gøremål. De snakker med hinanden, arbejder, spiser og integrerer sig i samfundet, som var det folk fra den virkelige verden.
Og nej, det er ikke for godt til at være sandt. Bethesda Softworks har samlet alt, hvad der skiller et rollespil ud fra andre genrer, videreudviklet det og gjort det så unikt, så intet andet spil kommer bare i nærheden. Man kan vælge at følge hovedhistorien, der i forvejen tager tonsvis af timer at gennemføre, eller man kan lade sig rive med af de mange, mange forskellige sidemissioner, som vil tage måneder at få bugt med – hvis det kan gøre det. Noget ganske særligt ved PC udgaven er muligheden for at udvikle sine egne modifikationer til spillet, og det vil udvide mulighederne til uoverskuelige proportioner indenfor kort tid.
Soloridt for de veludrustede
Når man har sundet sig over de utrolige minimumskrav til PC’en, som spillet kræver for at kunne køre nogenlunde acceptabelt (denne anmeldelse er skrevet ud fra højeste opløsning, bedste detaljeringsgrad på den anbefalede PC specifikation), vil det være en ganske god idé at sætte sig ind i manualen, der er en fin hjælpekilde, hvis man er i tvivl om spillets mange facetter. Men det er først når man har formet sin karakter med alt lige fra hårfarve til det mindste svaj i næseryggen, at tingene bliver endeligt sat på plads. I ægte Elder Scrolls-stil starter man som en ukendt fange i en fængselscelle. Kejseren, der flygter fra et mordforsøg, skal bruge en hemmelig flugtvej som tilfældigvis starter i ens celle. Her genkender kejser Uriel Septim, stemmeindtalt af Star Trek-stjernen Patrick Stewart, ens karakter fra en af sine drømme. Det fører snart til en stor dunkel undergrundsgrotte, hvor man lærer de fleste basale ting i Oblivion på en indbydende og grundig måde.
I træningsmissionen lærer man at kaste besværgelser, slås, snige sig frem, dirke låse, benytte missionsoversigten, udnytte ting man samler op og en række andre nødvendige features. Man tilpasser også sin karakter, alt efter hvilken personlighed, type og hvilke evner man vil fokusere på. Synes man at det at stjæle og snige sig uset frem er sagen, så kan man vælge at blive en tyv, eller er man bedre med en bue og pil, er det klogt at blive en elver med særligt hurtige og præcise egenskaber. Der er selv sagt et utal af muligheder for at udforme sin karakter lige efter sit eget hoved, og før man for alvor begiver sig ud af mørket, til det smukke Cyrodiil, får man chancen for at ændre sine valg.
Blændende flot!
Udendørsscenerierne er ekstremt smukke. Sigtbarheden kan måles i kilometer, og detaljeringsgraden er så dybdegående, at man kan se selv det mindste lille blad på et træ blafre i vinden. Græs, planter og træer svajer i vinden, og lyset fra solen, fakler og lignende oplyser på en skræmmende realistisk måde hårde såvel som bløde overflader såsom det spejlblanke vand og høje mure med en virkelighedstro skyggeeffekt. I sammenligning med Xbox 360-versionen, som undertegnedes kollega Lasse stadigvæk spiller til ukendelighed inde ved siden af, er der næsten ingen forskel, hvis man vel at mærke har koblet sin Xbox 360 til et solidt HD-tv. Med andre ord: Oblivion kræver en kraftig maskinkraft, men så får man til gengæld også smæk for skillingen.
Når man ankommer til den første by, kommer et af spillets bedste features hurtigt i spil. Indbyggerne ser i første omgang ud til at følge nogle fastlagte, forarbejdede rutiner, såsom at lægge sig til at sove om natten, finde og spise mad om dagen og ellers arbejde og leve deres daglige liv. Men deres gøremål er højest dynamiske og uforudsigelige – også bestemt ud fra deres humør og private situation. Ved at bruge sine talegaver kan man komme i nærmere kontakt med et menneske, enten ved at rose, opmuntre eller hakke på dem. Man kan også bryde ind i deres huse, stjæle alt deres mad og senere se dem forsøge at finde mad et andet sted. Der er stort set frihed til at gøre alt hvad man har lyst til. Systemet hedder Radiant AI og kontrollerer Oblivions mange indbyggere. Selvom det lyder noget nær en umulig kunstig intelligens, fungerer det faktisk gnidningsløst. Et eksempel er at man selv kan være med at forme en indbyggers fremtid. Ved at hjælpe og blive gode venner med en person, kan man senere, hvis man er i problemer, også selv blive hjulpet af selv samme person. Det er detaljer som disse som virkelig gør det værd at springe ud af hovedhistorien og tage de mange undermissioner, som Oblivion er fyldt til randen af.
Et spil med næsten uendelige muligheder
Gameplayet er imponerende. Spillets egentlige historie, der går ud på at adskille Oblivion fra Tamriel – og redde verden – vil tage mellem 25 og 50 timer, alt efter hvor øvet og hardcore spiller man er, men de mange sidemissioner er alle både interessante, sammenhængende og kreative, og man kan tilmed gennemføre dem på flere forskellige måder, hvilket betyder at ét spil aldrig bliver det samme. Man kan tilmed vælge at være den gode hele vejen igennem og ikke myrde uskyldige mennesker, selvom missionerne beder dig om dette. Undervejs kan man tage små sidespring i skjulte grotter, hemmelige områder og finde dyrebare artefakter, våben og andre brugbare genstande. Man kan gå den tyvagtige vej og stjæle eller man kan vælge at bruge sit guld på at købe lovlige varer. Man bliver som førnævnt aldrig rigtig færdigt med spillet – ikke mindst takket være muligheden for modifikationer fra brugerne selv, der nok skal give god udfordring indtil næste udspil i serien.
Også kampene i Oblivion er noget af det bedste i noget RPG. Kampenes udfald og udfordring afhænger selvfølgelig af mange ting; kampene sammenblander våben, personlighed, klasse og evner i et klassisk action-orienteret hack’n'slash gameplay – enten set ud fra et førstepersonsperspektiv eller bagfra. Man bestemmer selv. Bethesda har videreudviklet den fremragende Havok-fysikmotor, der bringer en fantastisk kludedukkeeffekt med sig. Det er en ren nydelse at se sit sværd spidde en fjende og derefter se liget falde til jorden eller blive slynget væk på en ganske realistisk måde. Man kan endda gøre brug af fysikmotoren på en praktisk måde. Man kan for eksempel ramme et dyrt objekt i en butik med en pil, så tingen flyver hen i en mørk krog, hvor sælgeren ikke kan se en, og herfra er en smal sag at smugle objektet op under ærmet. Dette kræver udviklede egenskaber, som ens karakter selvfølgelig ikke lægger ud med at besidde i begyndelsen.
Frihed til at vælge karriere
Succes ved at snige sig rundt og forblive uset er dog ikke bare afhængig af karakterens snigeegenskaber. Det er i modsætning til det forenklede system, som Morrowind gjorde brug af, nu blevet nødvendigt at tage omgivelserne og lyset i betragtning, når man som tyv eller snigmorder bevæger sig rundt på rov i nattens mulm og mørke. Er man ikke til den skrækindjagende snigen, er bue og pil også vældig sjovt, takket være Havok-fysikmotoren. Der er også et sjovt lille dirkespil, når man forsøger at bryde igennem en låst kasse eller dør.
Men det sjoveste må siges at være at lege med magi. Vælger man at blive en troldmand, kan man kaste enorme besværgelser fra en stav i den ene hånd og sende ildkugler, eller lignende farlige sammensætninger, med den anden. Ens Magicka – som i de fleste rollespilssammenhænge kaldes Mana – vil automatisk regenerere sig selv. Alt på dette område er i det hele forbedret betydeligt i forhold til Morrowind. For eksempel kan en række fjender modsætte sig magien, og her skal man lære sig nogle særlige besværgelser, der kan gøre fjenderne sårbare for alt andet magi. Glimrende forbedring.
Stig i graderne
Systemet når man stiger i graderne og udvikler sin karakter – at stige i niveau som man siger i fagsproget – er noget lig det samme som i Morrowind. Man stiger i graderne ved simpelthen at gøre brug af sine evner. De syv store evner, som man vælger i starten af spillet, er de eneste, som reelt tillader spilleren at stige i niveau, mens spillets andre egenskaber er med til at skabe balance. Via spillets journal-oversigt, der er en form for menu, kan man holde styr på alle egenskaber, værktøjer, våben, beklædningsgenstande og meget andet. Nyt er muligheden for at holde styr på de mange forskellige missioner, man har takket ja til at gennemføre, og ved hjælp af et tilhørende kort spadserer man ikke helt forvirret rundt – sådan som det kunne ende med i Morrowind. Der er altid en rød tråd at følge til syvende og sidst, og det er netop dét, som gør Oblivion eminent. Det er selektiv frihed til den store guldmedalje.
Det bedste er blevet overgået
Seneste udspil fra Bethesda Softworks giver samtlige konkurrenter i genren baghjul, og er man i besiddelse af en veludrustet PC, er The Elder Scrolls IV: Oblivion det absolut bedste rollespil på markedet. Den enorme frihed overgår alt hvad vi tidligere har set i noget spil, og den frarøver alt fritid – så er du advaret! Jo længere tid du bruger på at læse denne anmeldelse, jo mindre kan du rent faktisk spille Oblivion. Køb dette spil øjeblikkeligt. Så enkelt kan det siges.
Loading ...
