Oblivion er et af de spilfænomener, der er så store, at man ikke bør gå glip af det, hvis man har en Xbox 360. Det er konsollens hidtil bedste titel og lever op til alle de skyhøje forventninger i sådan en grad, at spillet sandsynligvis kommer til at lokke endnu flere til at købe en Xbox 360 bare pga. Oblivion. Og det er bestemt heller ikke nogen dum ide…
Hvor starter man, når man skal skrive en anmeldelse af et spil, der her nærmest ubegrænsede udfoldelsesmuligheder – og som i øvrigt lader til at have flere hundrede timers spilletid? Hvor lang tid skal man overhovedet spille et sådant spil, før man er kvalificeret til at give det en karakter? Her mod anmeldelsens afslutning har jeg spillet i omtrent 35 timer, fået 10 achievements og er level 16. Jeg har råspillet spillet hele ugen, og har stadig svært ved at slippe det. Der er masser af steder, jeg ikke har set, og masser af spændende quests, jeg endnu ikke har givet mig i kast med. Ikke af mangel på lyst, men simpelthen fordi spillet indeholder så mange muligheder, at man ikke kan nå det hele på en gang.
Elder Scrolls IV er ganske som sin forgænger Morrowind at fabelagtigt spil, der tilbyder en frihed og størrelse, som ingen andre rollespil kommer i nærheden af – i hvert fald ikke på konsol. I Oblivion bliver du rodet ind i et stort episk blot, der involverer at få den retmæssige tronarving indsat på Cyrodiils trone, fordi du ved et uheld er blevet placeret i den fængselscelle, hvor kejserens hemmelige løngang befinder sig. Man følger efter kejseren, der flygter med nogle få af sine betroede vagter, og hører hans sidste ord: “Find min sidste overlevende søn”. Vejen ud gennem slottets kloaksystem fungerer som en form for tutorial, hvor man slås mod svage fjender og finder mange af de basale ting, man kommer til at bruge gennem spillet: nærkampsvåben, buer, pile, fakler, dirke, penge og tøj samt lidt rustning. Alt sammen svage ting, men modsat i Morrowind, hvor man startede ud uden noget som helst, giver denne intro en meget større tilgængelighed for folk, der ikke lige er hardcore rpg-spillere uden at skræmme os andre væk. Dette tema går igen i alle spillets facetter: Meget mere tilgængeligt, men med (næsten) samme dybde som forgængerne. I løbet af tutorial-delen vælger man også klasse, race, mv. og til sidst får man mulighed for at ændre disse valg, inden man slippes løs i spillets store verden.
Frihed!
Når jeg før skrev, at man bliver rodet ind i et stort og episk plot, så løj jeg lidt, for jeg burde nok have skrevet, at man kan blive rodet ind i dette plot. Hvis man ønsker det, men selv hvis arvefølgen ikke lige interesserer en, så vil der stadig være mere at foretage sig, end der er i konkurrenternes spil. Faktum er, at man står i en vidtstrakt åben verden, og kan vælge at gå hen lige, hvor man vil, selvom ens kompasnål peger mod kejserens søn. Overalt man går, finder man nye ruiner, templer, dungeons, beboelser osv. Og alle steder er der et eller andet at lave. Mange af missionerne kan endda løses på forskellig vis – altså enten via vold, list eller bestikkelse eksempelvis. Det understreger igen spillets store frihed. Med et tryk på den højre analoge styrepind skifter man let mellem første og tredje persons udsyn. Selv foretrækker jeg fps udsyn, men skifter, når jeg kommer op på en hest. Hesten er i øvrigt ganske godt programmeret. Der er i sandhed sket meget siden Epona dukkede op i Zelda: Ocarina of Time for omtrent ti år siden.
Man bevæger sig gennem en dynamisk verden med vekslen mellem dag og nat, årstider og klimaændringer fra nord til syd. Grafikken leverer alt det, som Morrowind ikke kunne grundet sidste generations tekniske begrænsninger. Det hele er flot og betagende med mange detaljer. Selvfølgelig er der ikke kælet ligeså meget for hver enkelt ting, som i f.eks. Dead or Alive 4, da det er umuligt med denne størrelse spil, men ikke desto mindre så har grafikken det niveau, hvor man kan nyde en solopgang og betages over den varierede arkitektur i de forskellige byer. Spillet kører også godt – igen størrelsen taget i betragtning. Det vil sige at det hakker lidt, når man bevæger sig i nærheden af de steder, hvor spillet loader et nyt område ind, men at spillet ellers for det meste kører 30 frames per sekund med en smule fald i ny og næ. Spillet kan i øvrigt fryse, når man loader et helt nyt område. Det er sket tre gange i anmeldelsesperioden. Heldigvis autosaves der ofte, og man kan i øvrigt geme, hvor man vil. Forvent i øvrigt ekstra lange loadetider, hvis du er et af de to mennesker i Danmark, der ikke har harddisk til din 360er.
At fortælle alt om menu-systemet, der nærmest virker optimeret til en controller frem for mus/keyboard, og hvordan spillet ellers teknisk fungerer, ville give en lang og kedelig smøre, men et par vigtige punkter skal nævnes. Alle de evner, man har, har en talværdi på 1-100, der stiger efterhånden som evnen bruges. Noget, der giver mere dybde end i Morrowind, er, at man får ekstra evner på hhv. 25, 50, 75 og 100 (de to sidste har jeg læst mig til – min højeste evne er pt. 56). Dette giver især et lidt mere involverende kampsystem, selvom folk, der går virkelig meget op i kamp, nok stadig vil kalde systemet ‘light’. Til mit temperament passer det perfekt, at det ikke er for komplekst men dog mere interessant end i Morrowind. F.eks. kunne jeg pludselig zoome med min bue i bedste sniper-stil, da jeg nåede 50. Et andet genialt nyt tiltag er at man kan bruge d-pad’et som hotkey til otte forskellige items, så man hurtigt og elegant kan skifte mellem f.eks. forskellige typer rustning og våben i stedet for at skulle ind at rode i menuer hele tiden.
Det springende punkt i at gøre spillet mere tilgængeligt og knap så uoverskueligt for n00bs, er dog det nye quest/kompas-system. Man har sin logbog, hvor alle de quests, man møder på sin vej bliver skrevet ind. Alene det, at alle quests nu har et navn, gør det mere overskueligt, men man kan til enhver tid gøre én quest aktiv. Kompas-nålen nederst på skærmen vil nu pege mod næste punkt i denne quest. Det fjerner jo noget af det udforskende element, da man slavisk kan løbe efter nålen, men omvendt sparer det også megen frustration, for ellers kan det faktisk være svært at finde en enkelt person i de store byer. Jeg blev hurtigt glad for det, ganske som jeg blev glad for fast travel-systemet, der lader en rejse hen til de steder på kortet, hvor man har været blot ved at trykke på en knap. Det var jeg ellers ikke så vild med først, men det holder. Det holder faktisk også at verden bliver farligere efterhånden som man stiger i level, så man ikke pludselig har taget nok quests til at man bare kan vade igennem spillets hovedhistorie uden modstand. Efter level 20 holder sværhedsgraden dog efter sigende op med at stige. I det hele taget er Oblivion et pænt udfordrende spil, og man skal ikke forvente at gennemføre uden at dø en pæn portion gange.
På lydsiden er der stemmer lagt på al tekst. Rollelisten er anført af Sean Bean, Patrick Stewart og Terrence Stamp, og de gør det (naturligvis) godt. Det gør de mere ukendte navne sådan set også, men et kritikpunkt er, at man begynder at lægge mærke til, at de enkelte skuespillere bliver genbrugt en del, så mange npc’er har ens stemmer. Musiktemaerne ligger fint i baggrunden. Tiden vil vise, hvor godt man kommer til at huske dem, når spillet er sat tilbage på hylden, men som baggrund fungerer de i hvert fald fint.
Det bedste
Bethesda giver alt og alle baghjul. Sådan her bør konsolrollespil fungere i fremtiden, for det er milevidt foran alle lignende spil. Den frihed, man her oplever, er fantastisk. Jeg har nu i en uge spillet så meget, som min rigelige fritid har ladet mig gøre, og jeg hungrer stadig efter mere. Ja, jeg var ikke til at starte med lige vild med alle ændringerne fra Morrowind, men skåret over én kam, så er det et stort skridt frem – ganske ligesom alle de tekniske ting, der er rettet, er det. Og den stærkt forbedrede grafik giver også en forbedret verden, fordi man lever sig bedre ind i den. Jeg anbefaler varmt spillet til alle. Men pas på, for det er en tidsrøver uden sammenligning. Til gengæld er der fuld valuta for alle pengene!
Loading ...
