Burnout Revenge

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 3+

Burnout Revenge til Xbox 360 har mange ligheder med den udgave, man finder på den gamle konsolgeneration, men det er ikke bare en kedelig konvertering, hvor kun det grafiske har fået en højere opløsning - sådan som Tony Hawk's American Wasteland var det. Criterion Games har rent faktisk brugt tid på at tilføre nye features til det velfungerende indhold og forbedret et i forvejen glimrende spil med andet end flot grafik. Det skal Burnout Revenge have ros for.

Det er ikke bare en direkte konvertering fra Xbox og PS2, som dumpede ind ad brevsprækken hos redaktionen forleden, om end det stadig er Burnout Revenge i sin generelt samme indpakning. Kort sagt gælder det om køre rigtig stærkt, smadre konkurrenterne med de mest brutale metoder i historien og vinde løbet på at køre råddent. De fleste af koncepterne fra den oprindelige udgave er bibeholdt, men hvorfor ændre på noget som i forvejen fungerer glimrende? Der er dog stadigvæk ikke mulighed for at opsætte et enkelt løb efter egne indstillinger. Her er man nødsaget til at bruge spillets allerede konstruerede racerløb.

Men nyt er det store fokus på hævn især på Xbox Live. Bliver man smadret af en anden bil i et online-spil, bliver det fremover ens rival, og en rød pil over vedkommende indikerer fremtidigt at det er en rival - og man belønnes for at gøre hensynsløst gengæld. Listen over rivaler vokser sig større eller mindre, alt efter hvor råddent man kører og giver en mere intenst køreoplevelse end nogensinde før. En nyhed er også muligheden for at gemme specielle, mindeværdige 30 sekunders momenter ved hjælp af den nye delingsservice på EA's servere. Herfra kan andre Xbox Live-medlemmer så hente og se dine bedste øjeblikke, ulykker og eksplosioner, og du kan selvfølgelig se deres.

Bredt, velkendt gameplay

World Tour er spillets karrieredel, der er inddelt i 10 forskellige rangtyper - hver enkelt med en stor blanding af forskellige events, som bygger på de forskellige måder at køre ræs. Hvis du har spillet Burnout Revenge før, så vil man hurtigt føle sig hjemme her, fordi det er præcis samme fremgangsmåde og opbygning. Man kan køre tidskørsel, hvilket giver sig selv; elimination, hvor den bagerste bil udgår, hver gang der er gået 30 sekunder; Road Rage, hvor det gælder om at smadre så mange modstandere som muligt; Crash, hvor det ganske politisk ukorrekt gælder om at lave det værste trafikuheld i historien (her er alt ved det gamle, bortset fra at man først skal have et vist antal køretøjer samlet på ét sted, for at en eksplosion kan finde sted); samt det nye Traffic Attack, hvor man scorer points ved at smadre den almindelige trafik ud over kløfter og ind i autoværn - selvsagt et must for den destruktionselskende Burnout-fan.

Den store forskel i forhold til Burnout 3 og Burnout Revenge må siges at være måden den øvrige trafik er håndteret på. Hvor det førhen var et selvmord at ramme civile køretøjer, ofte resulterende i et kæmpe sammenstød, er det nu muligt stort set at kaste rundt med trafikken. Faktisk er det i flere af førnævnte kørselstyper påkrævet at kollidere med andre trafikanter, simpelthen for at optjene boosts, der får bilen til at accelerere meget hurtigere. Man kan også bruge andre biler som let kasteskyts mod konkurrerende rivaler, hvilket kan give store fordele i forsøget på at vinde et løb. Alt kan smadres i samme kørselsretning som en selv, på nær store køretøjer såsom lastbiler og busser. Rammer man en modkørende, er det med et kæmpe brag af en ulykke som følge. Under ulykken kan man slå over i slow-motion og forsøge at styre sammenstødet med den analoge styrepind - og derved få en konkurrerende bil med i fælden.

Fuld fart fremad!

Criterion Games har pillet en smule ved spillets gameplay, så det nu generelt set er en smule sværere. Primært er det racerbilernes kontakt med hinanden, som har fået et løft. For eksempel er de meget tungere at have med gøre, hvilket gør det yderligere besværligt at bruge dem som rambuk end tidligere. Man kan derfor ikke længere bare komme flyvende i en 45 graders bue og presse den computerstyrede konkurrent ud i rabatten. Det kræver snarere taktik og tålmodighed end fart og aggression at score de store points i Burnout Revenge.

Men spillet er dog stadigvæk usandsynligt intenst og spækket med fart til den store guldmedalje. Det er virkelig, virkelig hurtigt! Ingen racerspil på markedet kan hamle op med de hastigheder som Burnout Revenge disker op med, så man får med andre ord smæk for skillingen, hvis man er vild med at køre stærkt. Jo hurtigere man kører, jo mere sløret bliver billedet, og i perioder kører man snarere på instinkt end på egentlige styreegenskaber. Det er en vanvittig lækker kørefornemmelse - det kan man næsten ikke rose udviklerne nok for. Banedesignene er skabt til denne hastighed, hvilket også inkluderer store og lange lige strækninger, smalle gyder og skarpe sving. I forhold til Xbox-udgaven er der dog ikke nogen nye baner, men de allerede tilstedeværende fungerer meget fint.

Små ridser i lakken

Der er nogle små problemer med spillet, der dog ikke kan ændre den samlede spilleglæde. Det tager stadigvæk lang tid at hente hvert enkelt løb, mellem tyve sekunder og næsten et halvt minut selv med den store hukommelse i Xbox 360. Derudover kan det livlige kamera til tider gøre mere skade end gavn. Hver gang man smadrer en modstander, skifter kameraet vinkel til modstanderens ulykke, og det fjerner det totale fokus fra ens eget løb, hvilket af og til kan forårsage slemme fejl når man vender tilbage til sit eget perspektiv. Når man i forvejen kører med mange hundrede kilometer i timen kan disse små klip frem og tilbage ødelægge udsynet i netop det splitsekund, det tager at undvige en stolpe eller en væg.

Flottest på Xbox 360

Burnout Revenge pressede grafikken til det yderste på Xbox, så flot som det aldrig før var set i serien. Derfor kunne man frygte at den nye udgave til Xbox 360 ikke ville give samme mavepumper, men det er i hvert fald tæt på. Som nævnt før er spillet ekstremt hurtigt, og det utrolige er, at frameraten sjældent kommer under 50 selv under de mest grafiktunge situationer. Der er mange forskellige grafiske effekter på en stor håndfuld scenerier. Stort set alle objekter kan smadres og splintres, hvilket giver spillet tonsvis af fremragende partikeleffekter at generere. Bilmodellerne er ganske detaljerede og lakken genspejler solen, så det er en ren nydelse at se på. Bilerne viser nu også tydelig beskadigelse, efterhånden som løbet skrider frem. Lakken ridses af, sidespejlende smadres totalt, kofangeren bøjes eller rives af og lignende. Det gør hele oplevelsen lidt mere realistisk end tidligere - her blev bilerne på magisk vis udskiftet med splinternye, hver gang de blev smadret til ukendelighed.

På lydsiden er det den same høje standard som bibeholdes. EA har dog ikke tilføjet nye numre til soundtracket. Derfor hører vi atter bands som Bloc Party, Junkie XL, Morningwood og en række faktisk udmærkede kunstnere. Revenge lyder dog langt meget bedre på Xbox 360. Lyden af metal der skraber mod kantstenen, flyvende biler gennem luften, eksplosioner med baggrundsmusikken som underbyggende stemning er ekstremt tilfredsstillende. Det kan endda være anbefalelsesværdigt at slå musikken fra, for simpelthen at nyde lydeffekterne til fulde. Det er flot lavet dette her!

Et must for fartglade - og alle andre

Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med spillet til den nuværende, snart forhenværende, konsolgeneration, og kan man lide spil med fart over feltet, er der meget god grund til at drøne ned til den lokale spilforhandler og erhverve sig Criterions seneste udspil. Burnout Revenge til Xbox 360 er nemlig lige så fedt som man kunne forvente. Flottere grafik i high-definition, bedre lydmæssig oplevelse, mere rivaliserende online-del og en fartfornemmelse som aldrig er set mere intens i noget andet racerspil. Burnout Revenge er kort sagt et fremragende eksempel på hvad konsollen vil være i stand til at levere af buldrende ekstravagance i Burnout 5.

Gamesector Anbefaler

Om Lars Haslev