Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 3+

Efter den noget lunkne start på serien sidste år, er EA atter på banen. Den står på overlegen boldbehandling, som oser af stil. Et hav af verdens største stjerner står klar til at møde dig i en fræk gang gadebold.

Med god ret fik det første FIFA Street verbale klø fra et forbavsende enigt korps af anmeldere. Ideen var ellers god. Blæret gadebold sammen med en masse af verdens absolut største stjerner. Udførelsen var desværre ikke videre heldig. Fokus var så skarpt rettet mod alskens boldkunster, at EA vist glemte at få styringen med. Det har dog ikke fået dem til at give op. På vanlig facon følges der nu op med den årlige opfølgning, hvilket er endt ud i en ganske underholdende titel.

Lad det være sagt med det samme: At anmelde dette som et almindeligt fodboldspil er hul i hovedet. Det giver ingen mening, hvis folk klynker over, at det, der sker på skærmen, er dybt urealistisk. Endnu værre bliver det, hvis man prøver at drage paralleller til eksempelvis Pro Evolution Soccer. Tankerne skal i stedet flyde i retning af Sega Soccer Slam og Mario Smash Football. Titler, der er som skabt til multiplayersjov, hvor håneretten er i centrum, imens man overlegent jorder sine venner.

Modsat disse titler har FIFA Street 2 faktisk også en ganske veludviklet singleplayer del. Her får man lov til at kæmpe sig vej op gennem rækkerne. Undervejs går man fra menig spiller til at blive holdkaptajn, indtil man til sidst repræsenterer sit land som stjernespiller. Inden man når så langt, skal man dog igennem en djævelsk masse kampe. Disse varierer en anelse, men i bund og grund er de blot afskygninger af samme tema: Jord eller bliv jordet.

På klassisk EA manér har man rig mulighed for at modellere udseendet på ens alter ego. I første omgang den rent fysiske fremtræden, og efterfølgende kan man både forbedre vedkommendes egenskaber samt købe diverse lir. Det er et afprøvet koncept, og man kommer ikke udenom, at det giver spillet personlighed.

Personlighed og stil er også nøgleordene når det går løs på banen. Man skal forsøge at løsrive sig de gængse koncepter, og i stedet fokusere på blær. Det er fire mod fire på en lille bane. Undervejs vil man komme til at stå både med og imod nogle af verdens absolut største boldspillere.

Højre joystick er nøglen til sejr. Det er nemlig her, du kontrollerer driblingerne. Bolden kan vippes over modstanderen, men kan lave træk til begge sider eller man kan lave tunnel på modstanderen. Sidstnævnte er den ultimative nedværdigelse, og nogle baner er sågar dedikeret netop dette trick. Det kan eksempelvis være man først skal score ti point - og dem scorer man så enten via almindelige mål eller tunneller.

Ved at lave frække driblinger, kombinationer eller kæk jonglering vil man indsamle point. På et givent tidspunkt har man scoret nok point til at udløse en "gamebreaker". Her har man et givent tidsrum, inden man skal have bolden i kassen. Ved at udføre tricks inden man afslutter, kan man gøre det endelige mål mere værd. Det dog under den risiko, at bolden kan blive nuppet fra én, og tiden løber ud. Det fungerer faktisk ganske glimrende, og er med til at belønne frækt spil.

Den voldsomme fokusering på driblinger har naturligvis også sine omkostninger. Værst af disse er, at den defensive af spillet er voldsomt negligeret. Ved hjælp af det højre joystick kan man foretage tacklinger - det fungerer nogenlunde, selv om det er noget upræcist. Problemet ligger i, når man bliver fanget i én af modstandernes driblinger. Her bliver man fanget i en langsommelig animation, hvor ens spiller som oftest falder på halen. Det tager ham så små hundrede år at komme på benene igen, og her kan modstanderen imens fyre sin næste dribling af, som man også bliver fanget i.

Man har muligheden for at blokere ved at benytte højre joystick. Men eftersom der er fire overordnede angrebsbevægelser, skal man selv ramme den rigtige - hvilket der er 25 procent chance for. Det giver selvsagt en voldsom vægt mod det offentlige (modsat det private eller hva' Alan? -red) spil. Så længe det går godt, er det selvsagt underholdende, men det er tænderskærende irriterende at betragte sine spillere, der konstant sætter sig på halen, når det går dårligt.

Imens ens spiller endnu engang lige så langsomt sætter sig ned, kan man i stedet bruge tiden på at betragte spillets grafik. Her vil man give animationerne et anerkendende nik. Det ser umiskendeligt frækt ud, når ens stjerner kaster sig ud i kælen boldbehandling. Baggrundene ser generelt godt ud, hvor især asfalten er overbevisende. Der kunne dog godt være noget mere variation. Ligeledes er der nogle underlige situationer, hvor de lange prædefinerede animationssekvenser ender ud i grafikfnidder.

FIFA Street 2 er ikke noget dårligt spil. Samler man det op under de rette forudsætninger kan det faktisk være ganske god underholdning. Det man skal forvente, er et spil, der ser stort på realisme, og som fungerer super godt en aften sammen med vennerne. Træerne gror dog heller ikke ind i himlen. Der er nemlig både noget grafisk miskmask samt en lidt underlig balance mellem offensivt og defensivt spil.

Om Alan Vittarp Rasmussen