Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Oz. En kort titel der fænger og skiller sig ud. Ligesom Rez, bare uden r og e. The Sword of Etheria. En halvlang titel der lyder som noget kliche-præget mainstream bras. Alligevel er spillet bag titlerne det samme. Hvorfor spillet har skiftet navn i Europa vides ikke, men heldigvis er Oz det mest sigende navn til spillet, og dets kvaliteter er tilsyneladende ikke påvirket af navneskiftet.

Guderne er onde. Det er præmissen for historien i The Sword of Etheria. Menneskene lever i små landsbyer i konstant frygt for guderne, der har for vane at sende deres eliteenheder, de såkaldte envoys, for at dræbe alt. Gudernes stærkeste eliteenhed hedder Oz, og da to tidligere medlemmer af Oz en dag deltager i et angreb på landsbyen, hvor spillets hovedperson Fiel bor, bliver det afgørende for alle involverede. Fiels lillesøster bliver kidnappet sammen med resten af landsbyens børn, og Fiel selv viser sig at have kræfter på niveau med gudernes envoys. Han kan ligesom dem føle og drage fordel af den kraft, kaldet etheria, der findes i alt levende. Under hans kamp mod de to tidligere Oz-medlemmer brydes den forbandelse, som guderne kontrollerede dem med, og fulde af anger indser de, hvad de har gjort mod menneskene. De beslutter sig for at hævne sig på guderne, og for at hjælpe Fiel med at finde sin lillesøster. Spillets historie fortælles hovedsageligt i flotte drømmeagtige mellemsekvenser og i klassiske tekstfyldte dialogbokse. Det er lidt primitivt, men hovedpersonerne er interessante og sympatiske og historien sød og rørende, hvorfor det alligevel fungerer virkeligt godt. Der er desuden korte dialoger under selve spillet, hvilket hele tiden skaber nærhed og sympati med spillets hovedpersoner og deres modstandere. Den engelske voice-acting er her meget veludført.

Selvom The Sword of Etheria er et forholdsvist traditionelt tredjepersons action-spil, så hæver det sig alligevel over mængden. Først og fremmest pga. den rørende historie og de, for genren, dybe hovedpersoner, der kunne være et RPG værdigt, men også pga. den skarpe og farverige visuelle stil. Spillets illustrator har i høj grad sat sit eget præg på spillet, idet illustrationer, der i andre spil formentlig ville være blevet omtegnet eller rentegnet, er brugt direkte i mellemsekvenser og menuer. Det ser specielt ud, og gør at spillets overflade virker grov og uden finpudsning. Grafikken under selve spillet er velfungerende, men hverken teksturer, animationer eller effekter er på niveau med, hvad Konami ellers har præsteret. Det skæmmer overfladen, men ødelægger ikke oplevelsen. Det er tydeligt, at spillet ikke har haft samme budget som lignende Konami-spil, men samtidig virker det forfriskende og meget udtryksfuldt. Ligeså stor betydning for spillets udtryk har den fantastiske musik, der er komponeret af Castlevania-komponisten Michiru Yamane. Introsekvensens klassiske stil tilsat japansk vokal er enestående, og den elektroniske 16-bit rock, der præger spillet, akkompagnerer den retro-simplistiske spilmekanik helt perfekt.

Spillet er opdelt i næsten 20 missioner, der hver især består af kampe mod en masse svagere modstandere og en afsluttende boss. Banerne er meget lineært opbyggede, hvorved fokus holdes på kamp og højt tempo, mens tiden holdes under 30 minutter per mission. Der er ingen behov for egentlig udforskning, hvilket dog ikke er så trivielt og ensformigt, som det lyder. Der er nemlig forskellige faktorer som sørger for at hver mission føles ny, f.eks. at en række krystaller skal ødelægges eller, at hovedpersonerne er på flugt, og at spilleren dermed skal skynde sig mere end sædvanligt. Hertil kommer et mindre antal valgfri bonusser, som kan findes med lidt omhu.

Det er dog kampsystemet som skal tilskrives den største ære for, at missionerne ikke bliver ensformige. Fiel og de to tidligere Oz-medlemmer kæmper side om side med spilleren i rollen som Fiel (til at starte med). Bevæbnet med en kat, der kan lave sig om til et sværd, heraf spillets europæiske titel, skal Fiel nedlægge både monstre og guder. Det kan gøres ved bare at slå med sværdet, men når fjenderne vrimler frem, viser det sig hurtigt at være nyttelyst. I stedet skal der opbygges momentum, som kan udløse stærkere angreb, og det er måden dette momentum opbygges på, som gør kampsystemet specielt. Fiel og hans kolleger skal nemlig jonglere med fjenderne ved at slå dem op i luften eller mellem hinanden. Der er lidt volleyball over det, og det kræver en del øvelse at mestre, fordi der samtidig med at én fjende jongleres, skal laves undvigemanøvrer i forhold til 10 andre fjender. Kontrollen er ikke perfekt, og kameraet kan drille lidt, men generelt set fungerer det rigtigt godt. På trods af at kampene stort set kun går ud på at jonglere fjender og udløse momentum til kraftige angreb på de stærkeste fjender, så forbliver de underholdende gennem hele spillet. Der er en dybde, om end den er lav, som simpelthen ikke kan ignoreres, hvis kampene skal vindes.

Efter hver mission optælles den etheria, der er indsamlet fra de nedlagte fjender, og faktorer som tid og antal jongleringer bruges til at udregne en score, som kan forbedres med forskellige ekstras som belønning. Den indsamlede etheria kan bruges til at skabe nyt udstyr og til at forbedre hovedpersonernes udholdenhed og angrebsstyrke. Det er simple RPG-elementer, men de giver spilleren mulighed for at tilpasse personerne deres egen kampstil og fungerer derfor helt fint.

Med en varighed på 8 - 10 timer er The Sword of Etheria ikke noget langt spil, men længden er perfekt tilpasset historien og virker derfor meget passende. Ønskes der længere holdbarhed er der forskellige ekstras, sværhedsgrader og andet som kan udforskes, men den første gennemspilning er dog spillets største styrke og bestemt en oplevelse værd. Det er især historien og dens personer der drager, men den audio-visuelle side og det specielle kampsystem samler det hele i en mindeværdig oplevelse, der på usædvanlig vis leveres af et spil med en lav produktionsværdi.

Om Jimmy Marcus Larsen