BoxshotLarge634202770044.jpg

Exit

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 7+

UbiSoft sørgede med Lumines for, at PSP ejere i Europa blev velsignet med et af de bedste puzzlespil vi har set i flere år – nu er UbiSoft igen på banen med et nyt japansk puzzlespil, nemlig Exit fra Taito. Selv om det ikke er på niveau med Lumines, er det stadig et godt spil, som egner sig perfekt til PSP.

Exit handler om, at man som den snedige Mr. ESC (Escape) skal hjælpe personer i knibe. De er alle fanget forskellige steder, f.eks. i en bygning i brand, i en oversvømmet undergrundsbane, på et hospital ramt af et jordskælv eller på en kemisk fabrik der er eksploderet. Man skal finde frem til de indespærrede personer og alle skal arbejde sammen, hvis de alle skal redde livet.

Fire persontyper

Der findes fire typer af personer og de har alle forskellige egenskaber. Der er teenagere, som har nogenlunde samme egenskaber som Mr. ESC, der er voksne som er meget stærke, så de kan skubbe tunge ting som Mr. ESC ikke kan flytte – de er dog ikke særligt mobile, så de skal bruge hjælp til f.eks. at kravle op på høje afsatser og de kan ikke hoppe ret langt. Der er ligeledes børn, som heller ikke kan hoppe ret langt og de skal have hjælp til både at komme op på, og ned fra, høje afsatser – til gengæld kan de kravle ind af snævre passager hvor ingen voksne kan komme ind og fordi de er lette, kan de gå på gulve som eller ville brase sammen hvis en voksen gik på det. Endelig er der patienter, som er sårede voksne, de kan slet ikke bevæge sig og behøver derfor hjælp til alt.

Samarbejde er nøglen

Exit er en sjov blanding af det originale Lemmings og klassikeren fra midten af 80′erne Elevator Action – altså en blanding af puzzle og 2D platform action. Det er klart puzzle-elementet der fungerer bedst – man skal skubbe til kasser, trykke på knapper, åbne de rigtige døre og bane vej for de reddede personer. Som nævnt tidligere, er samarbejde meget vigtigt og ofte skal man lade de fundne personer gøre det meste af arbejdet. Man kan give dem forskellige kommandoer, som f.eks. at bede dem om at gå hen til et bestemt punkt, gøre et bestemt ting, som at trykke på en knap, hente og bruge en rebstige, lægge et bræt over et hul og meget andet. Man kan også give dem besked på at hjælpe hinanden, f.eks. med at hjælpe en af de tunge voksne op over en kasse, et barn ned fra en afsats, eller med at skubbe en tung kasse ned i et hul. Kommandosystemet er uhyre simpelt – man bevæger en pil rundt på skærmen og alt efter hvor man trykker, giver man den valgte karakter en kommando.

Tung styring

Hvis man skal have alle personerne med ud i live, skal man tænke sig godt om. Gameplayet er meget trial-and-error baseret – altså hvor man lærer af sine fejl, for i starten af en bane, er det ofte umuligt at se hvordan man skal løse opgaven. Ofte lukker man sig selv inde, hopper ned i et hul man ikke kan komme op fra og lignende og så skal man starte forfra. Exit er ikke noget nemt spil og allerede efter 30-35 af de i alt 100 levels, begynder man at skulle bruge den store tænkehat . Spillet bliver ikke nemmere af, at det hele skal klares på tid og at den kunstige intelligens hos de computerstyrede personer ikke er den bedste. Det værste problem er dog den noget tunge og langsomt reagerende styring. Når man går stille og roligt rundt fungerer styringen fint, men skal tingene gå lidt hurtigere og man f.eks. skal løbe og hoppe over et hul, knækker filmen. Af en eller anden grund, hopper Mr. ESC først lang tid efter man har trykket på knappen og det kan være voldsomt frustrerende. En anden dum ting ved kontrolmetoden er, at hvis man ved et uheld sender ham ned af en trappe og man opdager man har glemt noget på den øvre etage, skal man vente på han når helt ned for enden af trappen, før man kan give ham besked på at klatre tilbage op ad trappen igen – noget tosset lavet.

Meget flot grafik

Grafisk er Exit et særdeles spændende bekendtskab. Baggrundene ser næsten håndtegnede ud og har et kraftige tegneserie-look. Men det er spillets karakterer som virkeligt rykker – vi har ikke set noget lignende før. De er alle næsten helt sorte, så de ligner simple silhuetter – men de få detaljer de har og deres utroligt flydende animationer, får dem til at se meget stilfulde og elegante ud. Mr. ESC holder på sin gule hat når han løber, skrider når ham skifter retning og hans røde tørklæde blafrer altid bag ham – meget meget stilsikkert design. Lydsiden er en blandet pose bolcher – musikken er god og tager ikke for megen opmærksomhed, præcis som musik i et puzzlespil ikke må – desværre er de indespærrede personers stemmer ganske forfærdelige og de gentager de samme sætninger i én uendelighed, så man er tæt på at blive tosset.

Originalitet

Som nævnt tidligere er der 100 levels i Exit og de bliver langsomt sværere – den sidste 1/4 del af spillet vil virkelig sætte de små grå på en prøve. Ikke nok med det, så kan du downloade yderligere 110 levels til spillet, så der er bestemt nok at give sig til med Exit. PSPs spilbibliotek er præget af PlayStation 2 konverteringer og nye versioner af gamle spil, så et spil som Exit er mere end velkommen. Exit er et fint puzzlespil og irritationsmomenterne er til at leve med, selv om man kan bande den tunge styring langt væk når den driller. Exit er dog et spil, vi ikke vil tøve med at anbefale til puzzlefans – om ikke andet så for at opleve den helt unikke og meget flotte grafiske stil og den mest originale credits del vi har set meget længe.

Om Palle Jensen