Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

For to år siden havde Castlevania-serien sin Playstation 2-debut med det fremragende Castlevania: Lament of Innocence, og nu er Konami så på banen med endnu et spil i serien. Det låner fra både førnævnte og det mindst ligeså fremragende Castlevania: Dawn of Sorrow til Nintendo DS, men er alligevel mest sit eget.

Hvor Lament of Innocence gav os det første kapitel i Castlevania-sagaen, så springer Curse of Darkness ind midt i det hele. Et kendskab til seriens univers er derfor en fordel, men spillet gør alligevel et forsøg på at introducere spilleren til den efterhånden ganske omfangsrige historie om Belmont-familiens evige kamp mod Dracula. I 1476 lykkedes det Trevor Belmont at besejre Dracula, og jage resten af hans klan på flugt (den historie blev også fortalt i NES-spillet Castlevania III: Dracula's Curse fra 1989). Blandt klanens fremtrædende medlemmer var de to djævlestøbere Isaac og Hector, og det er dem dette spil handler om. Hector har siden Draculas nederlag forsaget ondskaben, og lever et stille liv med sin kæreste. Da Isaac en dag blander sig og får Hectors kæreste henrettet, ser Hector sig dog nødsaget til at genoptage sit hverv som djævlestøber og igangsætter et hidsigt hævntogt. Isaac skal dø, og det kan ikke gå hurtigt nok. Historien udvikler sig en smule, men indeholder ingen større spændingsmomenter og kun få overraskelser. Meget er forudsigeligt, og kun de spredte referencer til resten af serien fornøjer. Referencer, der selvfølgelig kun er interessante, hvis man har spillet andre spil i serien.

Som Lament of Innocence så er Curse of Darkness grundlæggende et tredjepersons action-spil i stil med Devil May Cry, God of War og lignende. Det som længe har adskilt serien fra sine konkurrenter er dog sit komplekse level-design og de mange rollespilselementer. Sidstnævnte har spillet videreført på fin vis. Der er et simpelt leveling-system, et våben-skabelses-system i stil med det som findes i Castlevania: Dawn of Sorrow til Nintendo DS og ikke mindst det djævlestøber-system som er det specielle ved netop Curse of Darkness. Hector har evnen til at materialisere ånder som kan hjælpe ham i kampene mod spillets monstre. Det er denne evne som Hector genfinder, og som giver ham adgang til op til seks forskellige djævlehjælpere. En af djævlene er en lille fe der kan helbrede Hector, en anden er en stor kolos, der slår temmelig hårdt og en tredje er en troldmand der kan stoppe tiden. Der er altså rigeligt med variation, og det har da også stor betydning for kampene hvilken djævel der fremmanes hvornår. Mod flyvende fjender er kolossen f.eks. ikke meget bevendt (indtil den evt. lærer at skyde). Djævlene har tilmed deres eget leveling- og job-system, som medfører at hver af dem kan formes på forskellige måder. Det er desværre ikke synligt hvilket job spilleren er i gang med at oplærer sin djævel til, hvilket let fører til en meget lidt brugbar djævel, fordi det samtidig ikke er muligt at omgøre oplæringen, uden at prøve igen med en ny djævel.

Oplæringen af hjælpere er central for spillets kampe, og det er Hectors valg af våben der bestemmer hvilket job hjælperne oplæres til. Der er våben i de fem klasser; sværd, økse, knojern, spyd og specielle våben, og der er stor forskel på kampene afhængig af hvilken klasse der bruges. Det tilfører igen kampene lidt variation, og der er naturligvis også nogle taktiske overvejelser forbundet med valg af våben. Med en stor tung økse kan det eksempelvis hurtigt gå galt mod et lille letbenet monster. Med våbnene kan Hector udføre nogle simple kombinationsangreb, men det er desværre minimalt hvad der kræves for at gøre dette. Minimalt og overfladisk er da også de ord der bedst beskriver spillets kampsystem, men med de førnævnte taktiske overvejelser forbundet med både valg af våben og djævlehjælpere er det alligevel ikke helt så trivielt og kedeligt som det lyder. Det største kritikpunkt ved kampene er da også den automatiske kameraføring der alt for ofte filmer begivenhederne fra komplet umulige vinkler, hvilket let kan betyde døden for Hector. Det statiske kamera fra Lament of Innocence er savnet.

Spillets største svaghed er dog ikke dets kamera, men derimod et alt for ensformigt leveldesign. Et sted i spillet findes et tårn bestående af 50 identiske etager. På hver etage findes en gruppe svage monstre der skal nedlægges, og der er ingen mulighed for at forlade tårnet. Til sidst belønnes spilleren med et ligegyldigt stykke udstyr. Jeg vælger at tro (for jeg holder meget af serien), at designerne var klar over, at deres leveldesign denne gang var alt ensformigt, så derfor valgte de at parodiere det med førnævnte tårn. Helt så ensformigt er spillet selvfølgelig ikke hele vejen igennem, men det er helt sikkert det værste leveldesign, jeg har oplevet i et Castlevania-spil. Der er nogle få sære lyspunkter, som nok kan få en lille smilerynke frem, men langt størstedelen af spillet føles bare som en lang vandring gennem de samme mørke korridorer. Dette endda selvom store dele af spillet foregår udendørs i skove og bjergområder. Der er ingen alternative ruter, det hele er skammeligt lineært og alt foregår i ét plan; det kan tælles på én hånd hvor mange gange det er nødvendigt at hoppe for at komme videre i spillet (udenfor kamp). Serien har fuldstændig forladt sine rødder i platform-genren, og udforskning af omgivelserne belønnes ikke længere (der er dog heller ikke meget at udforske når det hele er så fladt). For mig føles det gameplay-mæssigt ikke som et Castlevania-spil, men nærmere som en tynd kopi.

Heller ikke grafisk er spillet så godt som Lament of Innocence. Detaljegraden er generelt den samme, men det største problem er dog et gennemgående mørkt og mudret præg, og en total mangel på variation. De samme mursten, de samme lysestager, de samme monstre og de samme revner i gulvet. Kontrasten er dog slående når omgivelserne, djævlene og de fleste monstre sammenlignes med Hector. Han er nemlig flot og detaljeret, og til forskel fra djævlene og mange af monstrene også særdeles velanimeret. Selv alle hans forskellige våben har fine detaljer og flotte teksturer. Det får dog bare spillet til at virke ufærdigt og sløset. Retfærdigvis skal det nævnes, at der er nogle flotte lyseffekter, af f.eks. lys der kastes gennem farvede ruder. Mellemsekvenserne er også virkeligt flotte, men det er kun hvad der kan forventes af Konami. Forventet var det også, at musikken er i top. Som altid er den meget fremtrædende, og den vel nok største faktor i skabelsen af den dystre og middelalderlige stemning der hersker i spillet. Flere af numrene er fremragende, men der er desværre også et par stykker som tilsyneladende kun forsøger at gengive grafikkens og leveldesignets repetive klang.

Igennem anmeldelsen har jeg været hård ved spillet, og det bliver da også kun til en oplevelse lidt over middel og langt under vanlig Castlevania-standard. Spillet gør det rigtigt på rollespilsområdet, med et godt våben-skabelses-system og det nye djævlestøber-system, men fejler stort hvad angår leveldesign. En længde på over ti timer er meget mere end spillet kan bære uden at blive ensformigt, og jeg tvivler på at andre end seriens største fans vil finde motivation til at gennemføre det helt. Dertil er det simpelthen for trivielt og kedeligt. Spil hellere Lament of Innocence en ekstra gang. Eller det endnu bedre Dawn of Sorrow.

Om Jimmy Marcus Larsen