Black

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Forleden kunne vi ikke modstå fristelsen mere. Vi MÅTTE lige se, hvor langt vi kunne nå, hvis vi lagde alle redaktionens First Person Shooter spil i forlængelse af hinanden (vi nåede i øvrigt hele vejen ned til gaden og halvvejs hen til kiosken). Nu kan vi så forlænge rækken med Black. Har verden virkelig brug for endnu et spil i den slidte genre? Svaret viste sig, overraskende nok, at være ja. Læs med og opdag hvordan den samlede redaktion måbede kæberne af led!

Det var en usædvanlig søvnig eftermiddag på redaktionen. Kaffemaskinen snorkede, og sandkagen nægtede at slippe min gane. Lars og Lasse prøvede at skifte kedsomheden ud med en meningsløs diskussion om, hvorvidt Chuck Norris kan tæve Batman eller ej. Ovre i hjørnet var redaktøren ved at bygge en tro kopi af Mordor ud af pizzaæsker og sodavandsdåser.

En velkendt støj fra døren; noget blev stillet på måtten, efterfulgt af lyden af Post Danmark sko i hastig tilbagemarch. Simba, redaktionens hund, kiggede dovent op som for at sige "Jeg orker altså ikke idag..".

Ud til døren, åbne pakken, løbe dagens høst af spil igennem. Minsandten. Black var kommet. Endnu en First Person Shooter. Buhuu, og hvad så? Bevares, vi har downloadet pæne screenshots og set nydelige pressemeddelelser. Men skydespil nr. 200+, og så endda til hvad vi må betragte som en "gammel" konsol, nu 360'eren er kommet. Tja.

Nå, i med skidtet, snurre snurre i drevet, og vi er i gang. En dyster, underspillet og mørk introsekvens lover.. ja.. for at være helt ærlig: noget vi har set før. Eller har vi?

Menusystemet består af nydelige animationer bygget over et tema af roterende våben og flyvende patronhylstre. Tankerne ledes hen på den i øvrigt udmærkede God Of War med Nicholas Cage. Spillet starter med et forhør af vores hovedperson. En mystisk elitesoldat, der åbenbart er gået for vidt. Eller er han? Han er i hvert fald lagt i lænker og trues med at "fortroligt" stemplet fjernes fra de missioner, han har medvirket i, og at han dermed personligt stilles ansvarlig for de gerninger han har udført i tjenesten. Forhørslederen forlanger svar, og spillets handling begynder i form af en række tilbageblik.

I starten er plottet ikke synderligt medrivende. Elitesoldatens historie er da spændende, men anonymiteten og mystikken omkring hans person, gør det samtidigt svært at hidse sig op over hvem der har snydt hvem. Ind imellem missionerne vender vi tilbage til forhørslokalet, og det bliver hurtigt irriterende, at man ikke kan skippe filmsekvenserne.

Nydeligt!

Da den første mission starter op, ser alt ved første øjekast ud til at ligne sig selv. Vi befinder os i en sønderskudt by, et sted bag det der engang hed Europas Jerntæppe. Alt er ved det gamle, vi kigger ned langs et geværløb, og snart begynder fjenderne at dukke op. Business as usual - og så alligevel ikke helt! Følingen med kameraet og sigtekornet er tæt på optimalt. Man har med det samme fuld kontrol, og selv om Xbox controlleren ikke kan måle sig med en PC mus' præcision, er der en sublim oplevelse af stram styring. Det næste, man bemærker, er fraværet af en pædagogisk tutorial. Glem alt om at starte i en sandkasse bestående af udhuggede papfigurer. Efter nogle få tips til hvordan knapperne virker, er der action med virkelige fjender fra første sekund. Ej heller i manualen er der meget hjælp at hente, vi taler nærmest bare et foldet A4 ark, med en oversigt over sværhedsgrader og symboler.

Efter 10 minutter spil, skete det umulige: Redaktøren var begyndt at følge interesseret med ovre fra Mordor. "Hvor er radaren" råbte han. Og han havde ret. Den var væk. Muligheden for på et kort at se fjender inden de kan se dig, er udeladt. Da den første forskrækkelse havde lagt sig, viste det sig faktisk at give gameplayet et tiltrængt pift af fornyelse. Det gør spillet sværere, javel, men det betyder også at man er nødt til at så meget mere på dupperne for ikke at blive overrasket af fjender i en blind vinkel eller bag en mur.

Efter yderligere 10 minutter, sluttede Lars og Lasse midlertidigt fred, og kom over for at følge med (Lars fik sin vilje: Batman KAN åbenbart tæve Chuck Norris, men Chuck kan iflg Lasses mening bælle flest colaer). Jeg valgte at starte forfra, så de nytilkomne kunne få det hele med. Ved andet gennemløb viste det sig desværre hvor lineær handlingen egentlig er: fjenderne dukker op præcist de samme steder hver gang. Så meget for replay-værdien i Black.

Grafik+lyd+våben=wow!

Første mission er hurtigt overstået, og inden længe befinder vi os ude i en mørk skov. Her begynder Black for alvor at spille med musklerne. Effekterne af lys der i stråler falder gennem trækronerne, er mildest talt overbevisende. Græs og buske er sædvanligvis ubevægelige statiske 2D objekter, men i Black bevæger underskoven sig på en næsten naturtro måde. Det betyder at man hurtigt får paranoia i lårtykke stråler: hvis noget bevæger sig, kan det være en fjende - eller en busk. Det gælder om at se godt efter!

Når man affyrer sin gøb, flyver patronhylstre ind forbi synsfeltet, og faldne fjender kaster sig ud over skrænter og rækværk på en facon, der leder tankerne hen på en rigtig god cowboyfilm med John Wayne. En anden imponerende feature er omgivelsernes evne til langsomt at gå i stykker under beskydning. De færreste dækninger kan holde til hvad som helst. På et tidspunkt havde jeg forskanset mig i et hus, mens fjenderne myldrede frem overalt udenfor. Efter ildkampen gik jeg en tur rundt om slagmarken, og forbløffedes over hvor medtaget bygningen var blevet. Vinduer var blevet til takkede kratere, murerne var fyldt med fordybninger efter projektiler, gulvbrædder var blevet flænset op, døren var kun et gabende hul, og på førstesalen hvor jeg havde beskudt angriberne, havde der samlet sig en stor dynge afskudte patronhylstre. Sådan skal en slagmark tage sig ud!

De baner der foregår i byer eller på beboet område, er i reglen propfyldt med ammunitionskasser og eksplosionsfarlige objekter såsom lastbiler og olietanke. Her gælder det selvfølgelig om at beskyde disse genstande, så de eksploderer på det rigtige tidspunkt og tager flest mulige fjender med sig i faldet.

Til et godt billede hører en god lyd, og også her brillerer Black. Stemmeskuespil er der ikke meget af, men ellers er der ikke noget i lydsiden som kan kaldes ordinært. Når man f.eks. befinder sig i en smal gang eller tunnel, er efterklangen af skud og andre lyde, helt perfekt. I skoven suser en sagte vind, hvert enkelt våben i Blacks ufatteligt store arsenal, lyder forskelligt. Lydbilledet er perfekt, og medvirker i allerhøjeste grad til at give en sublim spiloplevelse.

Tvillinger? Firlinger? 1000-linger?

Selv om fjenderne opfører sig fornuftigt i det store hele, er der desværre ikke meget variation over dem. De er sorte, der er bunker og atter bunker af dem på lur, og de er alle meget meget ens. Enkelte typer skiller sig ud, især de uhyggeligt udseende "Jason-Fredag-Den-13" lookalikes, der kommer stormende med deres pumpguns, iklædt hockeymaske, hjelm og svære flakveste. De kan tage enormt mange fuldtræffere uden at gå ned, kan jeg hilse og sige. Det er der heldigvis også råd for; det gælder om at skyde hjelmen af dem, hvorefter et velplaceret headshot løser de fleste problemer. Det kræver øvelse og præcision, men når det lykkedes er følelsen af at man er übercool bare så meget større.

Midtvejs i tredje mission, var gulvet foran redaktionens Xbox efterhånden drivvådt. Af savl. Primært på grund af vores begejstring over Blacks lyd & grafik, sekundært fordi Simba havde fået et nyt tyggeben, så vi kunne spille i fred. En ny kande kaffe blev brygget, og vi var enige om, at det var tid til at gå online og få Black-stryg af små unger fra eksotiske himmelstrøg. Men hov? Der står IKKE "Xbox Live" på kassetten? Heldigvis kan vi genkende en trykfejl når vi ser den, så vi hoppede i menuen alligevel. Men... jammer! Det var sandt! Ikke så meget som en lille bitte 2 player splitscreen!?! Hvad dælen er meningen!

Black er et totalt over mega kodylt singleplayer spil, men at udgive en Xbox First Person Shooter i 2006 uden Live mulighed, er som at spise et udhulet franskbrød uden flødeboller i!

Et andet irritationsmoment er spillets checkpoints. Man kan sætte den til automatisk at gemme, men man kan ikke forlade et spil og så vende tilbage til det sted nogenlunde, hvor man kom til. Man er nødt til at gennemføre en hel mission på én gang, og dermed at låse op for den næste, ellers skal man starte forfra næste gang. Helt urimeligt surt show.

Ikke bare fedt. Overfedt!

Trods sure opstød, især angående manglende Xbox Live opkobling, er det ikke til at komme uden om at Black er et af de fedeste spil, vi har modtaget i månedsvis. Og det ikke bare på den gamle Xbox, jeg mener i det hele taget! For nyligt gennemførte jeg Call Of Duty 2 på Xbox 360, og det var da meget sjovt, men stemningen, styringen og polishen i Black er ifølge mine ydmyge smagsløg, en kende bedre. Selvfølgelig kan grafikken som sådan ikke måle sig med de Xbox 360 baserede konkurrenter, men der er alligevel effekter og gimmicks som giver storebror kamp til stregen. Gameplayet i Black er fantastisk veloplagt og lækkert skruet sammen.

Efter mange timers spil, kan det blive en anelse trivielt, men hånden på hjertet: sådan er det med de fleste spil, ikk'? Bryder man sig bare en lille smule om First Person Shooters, er Black et klart must! Køb det, stjæl det, lej det!!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).