Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Violence

Du har med sikkerhed dræbt tusindvis af zombier igennem tiden i diverse spil - nu er det tid til selv at være en af de levende døde. Men pas på, menneskehjerner giver luft i maven - så er du advaret.

Selv om Stubbs The Zombie in Rebel Without a Pulse er det første spil fra Wideload Games i Chicago, er det bestemt ikke nybegyndere der står bag spillet. Wideload Games består af flere medarbejdere fra Halo teamet hos Bungie, men forvent ikke et nyt Halo med Stubbs The Zombie - de to spil kunne næsten ikke ligge længere fra hinanden.

Edward 'Stubbs' Stubblefield

Man tager rollen som Edward 'Stubbs' Stubblefield, der som forretningsmand i 1933 knoklede for at skaffe nok til dagen og vejen. Desværre er det alt sammen forgæves arbejde, da han brutalt bliver myrdet og blev smidt i en grav på en mark i Pennsylvania. 26 år senere bygger milliardæren og playboyen, Andrew Monday, et monument til ære for sit eget ego, nemlig byen Punchbowl - en, dengang, højteknologisk fremtidsby, som skulle sætte standarden for alle kommende byer. Punchbowl er placeret på den samme mark hvor Stubbs blev begravet af sin morder og han bliver nu vækket til live uden at vide hvem der dræbte ham og hvorfor han pludselig er vågen igen - det eneste han ved er, at han har lyst til at spise menneskehjerner.

En hær af zombier

Stubbs the Zombie er i bund og grund et modificeret beat'em up. I stedet for at rende rundt og lave Chuck Norris cirkelspark på hundredvis af fjender, skal man her tæve løs på skrækslagne Punchbowl indbyggere, politibetjente og andet godtfolk - og naturligvis spise deres hjerner til man revner. Som bekendt genopstår man som zombie hvis man bliver slået ihjel af en zombie, så snart har man en hær af bøvsende, savlende og gryntende zombier i hælene. Skulle Stubbs få for mange problemer, kan han fløjte efter de hjernedøde følgesvende, som kan angribe fjenden eller blot virke som kanonføde, så Stubbs kan komme tættere på fjenden uden at blive angrebet. Stubbs har en række specielle angreb til sin rådighed - han kan f.eks. tage sine indvolde ud igennem et stort hul i sin mave og kaste dem efter fjenderne som granater, han kan tage sin ene arm af, som kan sætte sig på hovedet af fjenderne, som han så kan kontrollere dem, han kan slå nogle grimme hørmere, som lammer alle fjender omkring ham (menneskehjerner giver åbenbart gusten luft i maven) og hans hoved kan bruges som bowlingkugle.

Halo zombier

Spillet er som nævnt i starten udviklet af en gruppe tidligere medarbejde fra Bungie. Stubbs the Zombie er da også bygget på sammen engine som Halo - men det er umiddelbart ikke til at se. Halo fans vil dog med det samme kunne sætte sig ind i styringen (specielt af køretøjer) og måden hvorpå ens energi bliver fyldt op på når man står stille, er let genkendeligt fra Halo. Grafikken er ganske glimrende, designet er gennemført og henover skærmen ligger der ligesom et "beskidt filter", for at give grafikken et 50'er film look. Da spillet som nævnt foregår i en futuristisk by i slutningen af 1950'erne, er byen fyldt med neonskilte, flyvende biler, servicerobotter, monorailtog og andet isenkram, præcis som man ser det i fremtidsfilm fra 1950'erne. Animationerne er gode og grafikken bevæger sig uden de mindste hak. Lydeffekterne er meget standard - dog er soundtracket virkelig godt. Det er en perfekt blanding af elskede klassikere fra 50'erne og nutidens musik, bl.a. med danske The Raveonettes.

Kort og kedeligt

Stubbs the Zombie indeholder en god portion humor - ikke noget man bryder sammen af grin over, men det skal med sikkerhed nok få de fleste til at trække på smilebåndet op til flere gange. Desværre er spillet meget kort (kan gennemføres på 6 timer), det er meget ensformigt og ikke specielt sjovt at spille. Det meste af gameplayet går ud på at bevæge sig fra punkt A til punkt B og på sin vej tæve løs på mennesker og æde deres hjerner - det er svært at få øje på de egentlige missioner og det bliver temmelig kedeligt efter kort tid. Det er synd, for spillet har en fed stil, det er fedt selv at spille zombie, men det holder bare ikke i længden. Man skal nok være en temmelig stor zombie fan, for at bliver underholdt af Stubbs The Zombie in Rebel Without a Pulse.

Om Palle Jensen