Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

ICO blev totalt overset da det udkom for 4 år siden, på trods af at det var et af de bedste spil i 2002. Nu er teamet bag ICO tilbage med et nyt spil, Shadow of the Colossus. Ligesom med ICO, venter der spillerne en helt speciel og meget anderledes (men desværre også frustrerende og ensformig) oplevelse.

ICO udkom for knap 4 år siden og var noget så sjældent som et spil der kunne vække følelser hos spilleren, det havde en helt unik visuel stil og bød på en meget anderledes og velfungerende spil-oplevelse. I kølvandet på ICO opstod der faktisk diskussioner rundt omkring på nettet om, hvorvidt spil kunne være kunst. Så stort indtryk gjorde det på de få, der var modige nok til at købe det.

Mange spørgsmål

Nu, 4 år senere, er teamet bag ICO tilbage med Shadow of the Colossus. På trods af en række (hovedsagligt visuelle) ligheder, er Shadow of the Colossus ikke en fortsættelse af ICO. Der er ikke megen historie i spillet og fra starten stilles der flere spørgsmål, end der nogensinde gives svar på. Det eneste man ved, er, at man er en ung gut, som på ryggen af sin trofaste hest Aros, kæmper sig gennem et ufremkommeligt landskab, for at placere en livløs pige på et alter i et stort tempel. Er hun død? Hvem er hun? For at bringe pigens sjæl tilbage, får han, af en mystisk stemme i templet, at vide, at han må slå 16 kæmper, som vandrer rundt i landet, ihjel. Hvem, eller hvad, er stemmen? Hvorfor skal disse kæmper slås ihjel? Hvad har disse kæmper med pigens sjæl at gøre?

Spilhistoriens største skabninger?

Shadow of the Colossus er i bund og grund et uhyre simpelt action-adventure. Man bliver ikke belemret med tilfældige kampe og massevis af mere eller mindre ligegyldige fjender - nej, her drejer det sig om de 16 kæmper som skal nedlægges og intet andet. Som hjælp til at finde frem til disse enorme vandrende kæmper, har man sin trofaste hest og et specielt sværd, som viser vejen når solens stråler rammer det. Shadow of the Colossus er et spil der kræver tålmodighed. Man kan bruge lang tid på nakken af sin krikke i sin søgen efter kæmperne og når man endelig finder dem, skal man finde ud af hvordan de kan besejres. Kæmperne har en række svage punkter og de er ganske snedigt highlighted med nogle lysende tatoveringer - det kan f.eks. være på hovedet, på maven eller på ryggen. Disse kæmper er nogle af de største skabninger vi nogensinde har set i et computerspil - de er høje som skyskrabere og der venter derfor et hårdt klatrearbejde forude for vores helt. Hver kæmpe har sig eget temperament og væremåde og det betyder meget at kunne gennemskue hvordan de reagerer, når man skal klatre igennem pelsen og over den hårde skællede krop - de vil nemlig gøre alt hvad for at slippe af med den lille ubudne gæst. Man kan klamre sig til pelsen og forskellige udvækster på kæmperne, men det tærer på kræfterne. Når kræfterne er ved at slippe op, skal man skynde sig at finde en platform eller et andet roligt sted, hvor man kan samle kræfter til den videre færd - og det er naturligvis lettere sagt end gjort.

Faldne kæmper

Når man finder de svage punkter, er det med af få jaget sværdet i kæmpen, som vrider sig i smerte og brøler så det runger i omgivelserne. Efter flere drøje hug, styrter kæmpen til jorden og man har vundet og fortsætter mod den næste kæmpe. Af en eller anden årsag, føler man medlidenhed med disse store og nærmest godmodige kæmper når de styrter til jorden. Disse smukke og majestætiske kæmper, som måske har levet og vandret rundt i landet i millioner af år, bliver langsomt slagtet en efter en og de har ikke engang gjort vores ven noget, ofte er de ikke engang aggressive - men han står i en grim situation, hvor han bliver nødt til at slå dem ihjel, hvis pigen på alteret skal have sin sjæl tilbage.

Ikke uden problemer

Gameplayet er ikke specielt afvekslende; "find frem til kæmpe, find svage punkter, hug sværd i svage punkter indtil kæmpe falder - gentag 16 gange". Man skal dog bruge vidt forskellige strategier for at få de forskellige kæmper ned med nakken, så derfor bliver spillet aldrig forudsigeligt og dermed aldrig rigtigt kedeligt - men man kan bestemt ikke beskylde det for at være afvekslende. Der er desværre en række ting, som er med til at spænde en smule ben for den ellers gode oplevelse som Shadow of the Colossus dog alligevel er. Den ene ting er styringen, noget andet er kameraet og endelig er der den tekniske side af grafikken - det sidste kommer vi til om lidt.

Udfordrende styring

Styringen og kameraet kan være noget frustrerende at kæmpe med. Styringen er meget løs og man føler aldrig at man har 100% kontrol over karakteren og ofte går der alt for lang tid fra man har trykket på knappen på kontrolleren, til at karakteren reagerer - og så er det måske for sent. Styringen når man rider på Aros er til at blive vanvittig af, fordi hesten ikke altid reagerer på ens kommandoer, den har ofte sin egen mening om hvor man skal ride hen og det er voldsomt irriterende når den pludselig stopper op, fordi der er en lille bakke den ikke kan komme ned af eller en busk, den ikke kan overskue at ride udenom. Kameraet gør det heller ikke nemmere. Mens man rider over de golde sletter og igennem de tætte mørke skove, forsøger kameraet at give spilleren nogle dramatiske og smukke vinkler, hvilket det også gør, men disse vinkler er ikke altid nogle man kan bruge til noget, så man bruger meget tid på at justere på kameraet så man kan se hvor man skal hen. Når man klatrer rundt på de enorme kæmper, fungerer det dog for det mest ganske godt.

Sublimt grafisk design

Den tekniske side af grafikken i Shadow of the Colossus spænder fra dårlig til fremragende. Lyseffekterne er fremragende og de enorme kæmper er fantastisk lavet, sublimt animeret og indeholder tonsvis af detaljer. Desværre hakker grafikken ofte voldsomt, der er masser af pop-up, hakkede kanter og utydelige teksturer, som får det hele til at se meget groft ud. På den æstetiske side, er Shadow of the Colossus et kapitel for sig. Selv om landskaberne er helt øde (eller måske nærmere derfor) er de meget stemningsfulde og næsten skræmmende i deres golde og tomme fremtoning. Templer, broer, ruiner og andre bygninger besidder arkitektur som man ellers kun finder i drømme.

Stemningsfuld lydside

Det er dog kæmperne som er stjernerne i dette spil. De fleste er så store, at man har svært ved at forstå det og deres størrelse understreges af deres langsomme men meget kraftfulde animationer. De er fremragende detaljeret og de er alle forskelligt designet - den ene mere respektindgydende end den anden. Det er ærgerligt, at den tekniske side er så mangelfuld, for det æstetiske er i verdensklasse. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan spillet ville have været med en bedre styring, et mindre livligt kamera og en grafik der var up-to-date. Lydsiden er glimrende, med et godt og meget stemningsfuldt soundtrack, som bruges med omtanke og kun hvor det er nødvendigt. Ofte er fuglekvidder, vindens susen og Aros' hove mod jorden, det eneste der kommer ud af højttalerne. Stemmerne er på japansk med engelske undertekster, hvilket er med til at bevare den specielle stemning i spillet.

Et godt afbræk

Shadow of the Colossus er det et action-adventure som du med sikkerhed aldrig har oplevet det før. Stemningen er helt unik og spillets design er ganske enkelt fantastisk. Desværre er det også et spil stort set uden indhold, næsten uden historie, med en klodset og frustrerende styring og så kan det nemt gennemføres på en weekend. Havde det været et almindeligt action-adventure med sådanne problemer, havde man smidt spillet væk for længe siden, men Shadow of the Colossus' specielle stemning og næsten meditative oplevelse, holder alligevel spilleren fænget. På trods af spillets problemer, er Shadow of the Colossus et dejligt afbræk i lavinen af metervare-udgivelser og en god oplevelse - men det er ikke i nærheden af magien fra ICO, som i øvrigt genudgives i forbindelse med udgivelsen af Shadow of the Colossus.

Om Palle Jensen