En tilbagevendende event på Nintendo-konsoller er spilserien Mario Party, der kombinerer de kendte Nintendo-figurer med masser af minispil samlet i et brætspils-lignende univers. Konceptet bør være velkendt for de fleste Nintendofile, og da Nintendo lader til at være tilfredse med den velkendte formel fra de tidligere spil, er alt altså som det plejer at være.
Igen med mikrofon
Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, at udviklerne hos Nintendo var begyndt at kigge folkene hos EA Sports over skulderen. De følger i hvert fald samme formel: årlige udgivelser af en spilserie, der med minimale ændringer og tilføjelse af en ekstra feature og et par nye minispil, kan udgives som et nyt spil i serien. Mario Party 7 er således ikke langt fra sin forgænger Mario Party 6, der sjovt nok ikke er langt fra sin forgænger der sjovt nok… ja I fatter pointen.
Præmisserne for alle minispillene og det efterfølgende multiplayer kaos, der er så kendetegnende for denne spilserie, er denne gang et krydstogt. Mario er åbenbart nedslidt efter at have lagt rør ind hos prinsessen (han er trods alt blikkenslager), så han inviterer de fleste af sine venner, det vil sige alle de velkendte figurer fra Mario-universet, med på et krydstogt, der naturligvis ender i kaos. Denne ferie udspiller sig på klassisk brætspils-facon, kendt fra de tidligere spil, hvor op til fire spillere (otte i en speciel super multiplayer mode) dyster om at komme først til bestemte felter på brættet og samtidig sabotere de andres chancer.
De enkelte felter på spillepladen udløser som bekendt spillets kerne: minispil i en lind strøm. Minispillene er den samme samling af relativt forskellige, men stadigt meget simple spil, hvor spillerne enten i hold dyster mod hinanden eller spille alle mod alle om at komme først, længst, trykke mest rytmisk, komme højest / først eller fange flest dimsdutter. Nye minispil er kommet til, andre er blevet genbrugt fra tidligere Mario Party spil og for variationen og levetidens skyld kan nogle af minispillene spilles på flere måder – hvilket vil sige at minispillets objektiv ikke nødvendigvis er det samme, hver gang man spiller det.
Mario Party 7 kommer igen i år med en mikrofon, så de små musik/syngespil fra Mario Party 6 gør også deres indtog i dette års udgave. Det er stadig et glimrende lyspunkt, at dette er inkluderet og jeg må indrømme, at det hæver underholdningsværdien i det ellers lidt slidte koncept en smule. Den største “nyhed” i spillet er at enkelte af de omkring 85 minispil kan spilles af otte spillere i en speciel mode. Da der ikke er otte controllere til GameCube, der som bekendt kun kan tage fire, må to spillere deles om hver controller, således, at de hver bruger den ene side af controlleren. Heldigvis er kontrollen i disse minispil så banal, at det sagtens kan lade sig gøre og det er i det mindste en anderledes gimmick, der fortjener ros – selvom jeg egentlig hellere ville have set noget mere udvikling i gameplayet.
Ser man samlet på Mario Party 7 er der ikke meget, der adskiller det fra de foregående spil. Okay der er lidt nye modes og gimmicks og en bunke nye minispil, men hvad angår gameplayet er alt ved det gamle – om det så er godt eller skidt må være en smagssag. Grafikken er også som den plejer – typisk simpel, men meget farverig Nintendo grafik af den slags man enten elsker eller hader, men den slags passer godt til spillets stil og man må indrømme, at det hører sig til i spil med Mario. Det samme gør det overgearede lydspor, der heller ikke har udviklet sig meget siden de foregående udgivelser.
På bundlinjen er Mario party ikke helt så slagkraftig en serie som, det var engang. Konceptet er ved at være slidt, selvom Mario party 7 stadig kan levere en festlig eftermiddag eller to, hvis man ellers kan samle et publikum, der finder det meget børnevenlige koncept tiltalende. Manglen på regulær nytænkning og mod til at sprænge rammerne for serien er, hvad der er galt med spillet. Vil Nintendo fortsætte serien, skal der efter min mening snart andre boller på suppen.
Loading ...
