Urban Reign

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Namco er eksperter i kampspil. Tekken og Soul Calibur-serierne er begge med til at sætte niveauet for genren og hæver det lidt for hver ny udgivelse. Med Urban Reign tager Namco kampene ud på de åbne gader og simplificerer dem en del i processen. Resultatet er en lettilgængelig brawler ikke ulig EA's Def Jam: Vendetta.

Urban Reign indledes med en række klip, der fortæller, hvordan byen Green Harbor hærges af kriminelle bander, og hvad borgmesteren gør for at forbedre situationen. Et sted i byens kinesiske kvarter sidder Shun Ying Lee og beslutter sig for at tage sagen i egen hånd. Hun hyrer slagsbroderen Brad Hawk og beder ham rense ud blandt byens kriminelle. I spillets story mode danner dette grundlaget for en historie om hævn, respekt og de andre tvivlsomme værdier som byens gadebander holder højt. Historien er ikke specielt original og selvom flere små plottwists opstår undervejs, så bliver den heller aldrig rigtigt spændende. En gennemførsel af spillets story mode er derfor en kedelig oplevelse, hvis der da ses bort fra kampene.

De er nemlig trods alt lidt sjovere. Der er 100 kampe i story mode, og de går alle ud på at banke en eller flere modstandere med Brad. I nogle kampe er der et krav om at brække arme eller ben på en bestemt modstander, eller et krav om at holde en bestemt person i live indtil modstanderne er slået ned. Kampene udkæmpes på et afgrænset område, som f.eks. en parkeringsplads eller en baggård, hvor Brad kan bevæge sig frit omkring, mens et overraskende intelligent kamera forsøger at give spilleren det bedst mulige overblik. Biler, reoler og hvad der ellers findes i det aktuelle område kan ødelægges og udnyttes til at uddele ekstra stor skade, mens skruetvinger, baseballbats og lignende kan samles op og bruges som våben. Det fungerer godt og gør miljøerne levende og ikke mindst betydelige for kampenes udfald. I den sidste halvdel af story mode har Shun Ying Lee desuden opbygget sin egen lille gadebande med Brad i centrum, så her kæmper han ikke alene.

Selve kampsystemet er simpelt, men velfungerende. Der bruges en knap til slag og spark, en til kast, en til løb og ikke mindst en til at undvige med. Afhængig af hvilken retning der trykkes, hvilken stilling Brad indtager, og hvordan modstanderen er placeret, så reagerer knapperne forskelligt. Det virker i starten lidt tilfældigt, ikke mindst fordi de første 50 kampe er så trivielle, at en udforskning af kampsystemet ikke er nødvendigt, men i takt med at sværhedsgraden stiger, så bliver det hele mere gennemskueligt og tilfældige tryk på knapperne kan ikke længere føre til sejr. Gives spillets kampsystem nok opmærksomhed, så indeholder det endda en overraskende dybde, og en afhængighed af timing der næsten tangerer den vi kender fra Soul Calibur. Helt så afvekslende og taktisk dybe bliver kampene dog aldrig, men til gengæld kan de være djævelsk svære i specielt den sidste tredjedel af story mode. Nøglen til at vinde kampene her er at lære spillets fremragende undvige-mekanik at kende. Den kræver at fingrene flyttes ganske hurtigt mellem undvige-knappen og enten slag-knap eller kaste-knap, men med lidt træning bliver det muligt at dominere selv de sværeste kampe.

I kampene, hvor Brad har en makker, er der mulighed for lidt ekstra taktisk tænkning, da det er muligt at uddele ordrer. Makkeren kan kommanderes til at hjælpe, distrahere, bytte våben og til at udføre et dobbelt angreb. Jeg fik aldrig rigtigt brug for disse muligheder, men de fungerer dog efter hensigten. Der er dog dybest set ikke den store taktiske forskel på at kæmpe alene og som par, og det mest interessante ved disse kampe er da også makkerens styrker og svagheder og måde at kæmpe på. Det kan have afgørende betydning for en kamps udfald hvilken makker der vælges, da nogle f.eks. ikke modstår særligt mange slag eller ikke selv slår særligt hårdt. Jeg havde svært ved at klare en kamp mod to stærke modstandere, indtil jeg valgte en mere udholdende makker som kunne holde den ene modstander beskæftiget, indtil Brad havde nedlagt den anden. Det er rigtigt godt, at den slags strategiske valg kan have en indflydelse på kampene.

Efter at story mode er overstået, hvad der vil tage fire til seks timer afhængig af, hvor dygtig spilleren er, kan spillets andre gamemodes for alvor udforskes, og kampsystemet rigtigt komme til sin ret. I free mode kan samtlige kampe fra story mode genspilles, endda med andre kæmpere end Brad, og denne gang er målet ikke bare progression i den kedelige historie. I stedet er målet at optjene en høj score ved at lave kombinationsangreb, vinde hurtigt og undgå at blive ramt. Belønningen er at der åbnes for flere af de i alt over 50 kæmpere, hvoraf to er gæstestjerner fra Tekken-serien. De ekstra kæmpere tilfører kampene en tiltrængt variation, da de kæmper på helt andre måder end Brad. I challenge mode er målet at vinde så mange kampe af stigende sværhedsgrad som muligt uden at tabe. Det er her muligt at spille kooperativt med en ven, hvilket kun gør det hele endnu sjovere. Til sidst er der en rendyrket multiplayer mode, hvor en lang række forskellige typer kampe kan udkæmpes af op til fire spillere. Igen er det velfungerende, og spillets simplicitet i forhold til et kampspil som Tekken gør det lettere for utrænede spillere at være med.

Teknisk er spillet også godt. Loadingtider er der nærmest ingen af, og grafikken er flydende og uden fejl. Animationerne er gode, og det store antal personer og kampstilarter taget i betragtning, så er den også imponerende godt koreograferet - forstået som at når der er tilføjet et nyt slag eller spark, så er der også tilføjet en ny måde at undvige på (sådan virker det i det mindste). Fysikken, der dikterer personernes bevægelser, er realistisk, og det ser tilpas troværdigt ud, når en person bliver kastet mod en lygtepæl. Det grafiske design er dog gennemgående ret kedeligt, og spillet er fyldt med generisk og uoriginalt udseende personer. Farvepaletten kunne med fordel have været større, men den realistiske stil er trods alt gennemført. Lydsiden er ret anonym, ikke noget Def Jam her, men den ødelægger trods alt ikke noget.

Selvom spillets story mode, der for mange vil være den centrale, plages af kedelig historie og en særdeles triviel og ligegyldig første halvdel, så formår den i sidste ende alligevel at levere en middelmådig omgang underholdning. Den giver også en smagsprøve på spillets kampsystem, der på trods af umiddelbar simplicitet og et præg af tilfældighed har en overraskende dybde og ikke mindst en fremragende undvige-mekanik. I spillets andre gamemodes kan kampsystemet dyrkes i højere grad, og det er dette der alligevel formår at hæve spillet op over middelkarakter. Gives spillet tilstrækkeligt tid, vil der i spillets multiplayer mode måske endda kunne findes underholdning til en endnu højere karakter.

Om Jimmy Marcus Larsen