Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Enkelte serier har eksisteret så længe, at ingen rigtig kan huske, hvordan det hele startede. Heldigvis får man ret ofte flere chancer for at opleve den spæde start, når spilfirmaerne udgiver nye versioner af de første spil. Final Fantasy er sådan en serie, og det fjerde spil i serien er lige blevet genudgivet. Igen.

Ikke så "final" igen...

Det er ikke specielt længe siden, vi så på genudgivelsen af de første to Final Fantasy-spil. De udkom samlet til GBA under titlen Final Fantasy I&II, og hvis man undrer sig over, hvor seriens tredje spil blev af, så kan vi da for god ordens skyld fortælle, at det er blevet annonceret til udgivelse på Nintendo DS. Til gengæld kommer spil nummer V og VI til GBA i løbet af året. Gode nyheder for rollespilsfans med meget fritid. Vi er godt klar over, at mange nok ikke vil kalde Final Fantasy for et "rigtigt" rollespil, men vi har valgt at følge vores amerikanske anmelder-kollegaer, der kalder det for et RPG - altså Role Playing Game.

Rød Cecil? Nej, sort!

Den mørke ridder Cecil har det hårdt. Han er leder for Red Wings, som er en samling soldater fra byen Baron. På det seneste er Cecil og Red Wings blevet kommanderet til at gøre nogle ting, som Cecil egentlig ikke har lyst til. Han får besked på at stjæle vigtige krystaller og såre uskyldige mennesker. Cecil har det meget dårligt med disse ting, men adlyder alligevel, indtil det en dag går op for ham, at han måske slet ikke følger dem, han troede. Cecil bliver frataget sin kontrol over Red Wings, og smidt ud fra byen Baron, hvor han boede. Mange mennesker lader til at gå imod ham, deriblandt hans bedste ven, Kain. Sådan begynder spillets historie, der i løbet af spillets cirka 30 timer kommer vidt omkring. Set i forhold til resten af serien, er spillets historie både kort og simpel, men i forhold til langt de fleste andre spil både nu og i særdeleshed dengang, så var og er historien i Final Fantasy IV faktisk ganske medrivende. Spillets små personligheder, som den dystre Cecil selv, eller de to drilske troldmandslærlinge Palom og Porom tilføjer mere kulør end man skulle tro, så historien blidt fører spilleren igennem forløbet.

Den gamle skole

Som (næsten) altid i denne serie, er Final Fantasy IV et turbaseret rollespil. Man har en lille samling helte, der vader rundt på et kort, i en by, eller i en dungeon af en art. En gang imellem skifter skærmbilledet over til en kampskærm, og så har man oplevet en Random Monster Encounter, eller et tilfældigt monstermøde. Der er mange, der bliver irriterede over denne slags møder, men i spil af denne slags er det nødvendigt, hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om at blive stærk nok til at klare spillets senere dungeons. Når man vinder over uhyrerne, får man nemlig erfaringspoint, og med tilpas mange erfaringspoint går man "level op" og bliver en anelse stærkere. Spillets forskellige figurer er vidt forskellige, og til forskel fra mange af de senere Final Fantasy-titler, så er der faktisk også utrolig stor forskel på, hvor anvendelige figurerne er. Man kan have op til fem personer på sit hold, men det er først meget sent i spillet, man selv kan få lov at sammensætte. På holdet skal der stå tre i forreste række og to i bagerste række, hvilket tilføjer en lille smule ekstra strategi til et lidt simpelt kampsystem. Ved level op får man heller ikke selv lov til at styre udviklingen af sine figurer. Hvis de når en bestemt level, så lærer de nogle foruddefinerede evner. Ingen dikkedarer der.

Lidt ekstra godt i posen

Som noget nyt på GBA er der en ekstra dungeon til sidst i spillet. Det samme gjorde sig gældende i Final Fantasy I&II. I denne dungeon kan man møde fjender fra forskellige spil i serien, og man kan få noget eksklusivt udstyr. Det er ikke meget ekstra, men lidt har også ret. Når spillet i forvejen er lidt kortere end mange nutidige spil i samme genre, så er det ekstra indhold nemt at sætte pris på.

PLING PLING

Grafikken er faktisk ikke så tosset, som man kunne forvente. Animationerne er somme tider lidt stive, og de ellers så fantastiske karakterbilleder er alt for små til rigtigt at imponere, men baggrundene gør sig eksempelvis rigtig godt på den lille skærm. Alt i alt ligger spillet meget tæt på samme niveau som de fleste GBA-spil idag. Spillet indeholder de samme melodier som stort set alle de andre Final Fantasy-spil, og de lyder så godt som det nu kan lade sig gøre på en GBA. Effekterne kan dog godt blive lidt irriterende. Specielt blev jeg irriteret over den lyd, en af stavene giver, når man angriber med den. Ellers en glimrende stav, men jeg valgte hurtigt at udstyre min troldmand med noget mindre belastende.

Et udmærket køb

Som ivrig RPG-fan er det med blandede følelser, man modtager en importeret udgave af et spil som Final Fantasy IV Advance. På den ene side har SquareEnix haft mulighed for at finpudse og forbedre et af de spil, der har formet genren til det, den er idag. På den anden side har man selvfølgelig spillet det tidligere på Playstation, da det blev udgivet som del af Final Fantasy Anthology-pakken - og dengang var spillet endda krydret med helt nye filmsekvenser. Hvis man har sig en GBA og aldrig har prøvet Final Fantasy før, så er det her et fint sted at starte. Man får et glimrende konsol-rollespil for pengene, og spillet egner sig (takket være en ny quicksave-funktion) både til fem minutters hurtigt spil i frikvarteret og til en hel aften i selskab med tapre krigere og magtfulde magikere.

Om Søren Vestergaard