Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Det er efterhånden blevet en selvfølge, at der følger et computerspil i kølvandet på lanceringen af enhver ny storfilm. Vi har set det med Ringenes Herre, Harry Potter, King Kong og The Chronicles of Riddick for blot at nævne nogle få. For det meste kan disse spil ikke løfte sig op over middelmådigheden, selvom der dog er enkelte tilfælde hvor spillet faktisk er bedre end filmen, som det eksempelvis var tilfældet med Alexander, uden at spillet dog derved var bedre end på det jævne. Nu er turen så kommet til en filmatisering og spilificering af C. S. Lewis kendte børneeventyrklassiker: Løven, Heksen og Garderobeskabet.

Løven, Heksen og Garderobeskabet

The Chronicles of Narnia: The Lion, The Witch and The Wardrobe (herefter Narnia) er ikke overraskende et action-adventure spil, der lægger sig meget tæt op ad filmen. Faktisk så tæt, at har du ikke set filmen, og du har tænkt dig at gøre det, så bør du gøre dette inden du giver dig i kast med spillet, for ud over at simulere mange af filmens scener, er spillet fyldt med videoklip fra filmen.

For de der ikke kender historien, er her et kort overblik. De 4 Penvensie søskende er gæster i et gammelt hus. Under en gemmeleg kravler den yngste søster, Lucy, ind i et garderobeskab, og kommer herved til landet Narnia, der er en parallel verden beboet af alskens eventyrvæsener som dværge og talende dyr. Narnia er hærget af krig. Den onde hvide heks, og hendes hær af onde skabninger, forsøger at indhylle Narnia i en evig vinter og holde befolkningen i et jerngreb. Anført af løven Aslan, der er den personificerede godhed, kæmper Narnias befolkningen mod ondskaben. Lucy og hendes tre søskende - Peter, Susan og Edmund bliver indfanget i krigen på de godes side.

Mere action end adventure

Narnia hører til action-adventure genren. Spillet indeholder 15 levels, der i grove træk sætter spilleren i de fire søskendes sted, via en kronologisk gennemgang af filmen. De fire børn har hver deres stærke og svage sider. Peter, der er den ældste, er den, der er stærkest i nærkamp, mens Susan som den ældste søster er ferm med bue og pil. De to yngre søskendes evner er primært baseret på mobilitet. Edmund er god til at klatre, mens Lucy, som den mindste, er den eneste der kan komme ind i små sprækker og gange og udføre førstehjælp på de andre.

Ud over deres individuelle egenskaber, kan børnene også diverse specielle tandem-moves, der kræver, at to af dem udfører det i fællesskab. Disse er alle meget brugbare, men temmelig overdrevne. Peter kan f.eks. svinge Edmund som en kølle, mens Susan kan affyre Lucy som et projektil. Det er ofte nødvendigt at bruge nogle bestemte evner for at gennemføre en level. Er din opgave f.eks. at krydse tynd is, for at nå noget på den anden side, er Lucy, grundet sin størrelse det rette valg. Havde du brugt Peter i en sådan situation, var han utvivlsomt gået igennem isen, og du kunne have begyndt forfra. Det er dog ikke altid, at alle fire søskende er til rådighed i en given bane, ofte er det kun to eller tre du kan bruge.

Overraskende varieret

Spillets største styrke er uden tvivl det meget varierede og gennemtænkte banedesign. De 15 levels byder på masser af variation, både hvad angår landskab, puzzles og sværhedsgrad. Man er ofte nød til at tænke kreativt og benytte sine tilgængelige karakterers egenskaber på nye måder. Dermed ikke sagt at det er et svært spil. Personligt gennemførte jeg de 15 levels på lige under 8 timer. Målgruppen må være børn i 8-12-årsalderen, og især de yngre af disse vil nok bruge betydeligt længere tid på at gennemføre spillet. Desværre lider Narnia af det samme problem som de fleste andre puzzle spil, når man først har gennemført det, er der ikke megen grund til at spille det igen. Dermed ikke sagt at det eneste du skal, er at løse nogle puzzles, blot at disse puzzles er baggrunden for de enkelte levels.

Ikke overraskende er der masser af kamp i spillet, ja faktisk mere end i filmen, men bortset fra enkelte bossfights, er kampene meget simple og ikke den store udfordring. Udfordringen ligger primært i puzzle aspektet, og her spiller kamp også ofte en stor rolle. I føromtalte situation hvor du som Lucy skal krydse tynd is, kan det sagtens forekomme at du bliver beskudt, og dermed skal undvige pilene. Det kunne også tænkes at du kunne sætte Susan til at skyde på fjenderne for at hjælpe Lucy på vej. Det er i dette samspil mellem karaktererne at de enkelte puzzles bliver interessante. Selvom du frit kan skifte mellem de personer, der er til rådighed, kan du kun styre én person ad gangen, med undtagelse af de kombinationer der kræver to personer. Én af udfordringerne er derfor hele tiden at styre den optimale Penvensie.

Rigmand med hul i lommerne

I næsten alle baner har du muligheden for at samle mønter, som du efterfølgende kan bruge til at købe nye evner eller mere liv til de enkelte børn. Måden disse mønter samles på er forskellig fra baner til bane, men oftest ligger de blot fuldt synligt spredt ud over banen, som vi kender det fra f.eks. Sonic spillene. Andre gange skal du rent faktisk "finde" dem, som eksempelvis i allerførste bane, hvor du
Finder dem ved at smadre møblerne i det gamle hus. Systemet virker mildest talt urealistisk, og lugter lidt af, at udviklerne ikke kunne finde en bedre måde at håndtere karakterforbedringer på. Ud over mønter kan du også finde statuer og andre genstande, der åbner op for filmklip og andet ekstramateriale.

Spillets grafik er rigtig flot hvad angår de enkelte landskaber og karaktermodellering, men animationerne af karaktererne er mindre god. Edmund ligner en hjulbenet, pukkelrygget dreng, der har gjort i bukserne. Ellers må man sige, at børnene ligner filmens skuespillere forbløffende godt. På lydsiden er der naturligvis gjort brug af filmens soundtrack, der indeholder en række stemningsfulde numre, der dog ikke imponerer synderligt. Effekterne er grafisk flotte og lydmæssigt passende.

Konklusion

Alt taget i betragtning er Narnia et ganske fornuftigt spil, især for børn i 8-12-årsalderen. Det varierede banedesign og den udmærkede grafik gjorde, at undertegnede var ganske vel underholdt de 8 timer, det tog at gennemføre spillet, men det er dog næppe et der vil blive pillet ned fra reolen mange gange i fremtiden. Er du fan af Narnia-universet, eller har du et barn, der kunne trænge til at variere spilsamlingen med et udfordrende action-adventure, så er The Chronicles of Narnia: The Lion, The Witch and The Wardrobe værd at kigge nærmere på.

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk