Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+

Der er ved at komme skub i filmatiseringen af eventyrlige fortællinger, siden Peter Jackson skulle bruge en ladvogn for at slæbe sine filmpriser hjem for Ringenes Herre. C. S. Lewis´s Narnia bøger (som der er syv af, hvis det kan interessere nogen) står nu for skud og den anden bog i krønikerne er i filmatiseret form på vej mod de danske biografer.

Deeet for børn

Det er sikkert ikke gået nogen forbi, at Disneys store julesatsning er filmatiseringen af den anden bog i Narnia krønikerne skrevet af C.S. Lewis - nemlig The Chronicles of Narnia: The Lion, The Witch and The Wardrobe, der som de fleste sikkert ved, er en eventyrfortælling med temmelig stærke religiøse undertoner. Når den enormt anlagte film dukker op på det store lærred skal der naturligvis også udgives et spil eller fem baseret på filmen - og det bliver der så sandelig også i denne omgang.

Det kan næppe komme bag på nogen, at spillet følger filmen (som vi må antage følger bogen). Spillet er et børnevenligt og let fordøjeligt action adventure, der er krydret meget meget lette puzzle-elementer. Det er bestemt ikke noget for voksne spillere, men børn og barnlige sjæle kan med sikkerhed finde nogle timers underholdning i The Chronicles of Narnia.

Rent teknisk er spillet opdelt i 17 kapitler, der følger de fire søskende Lucy, Peter, Edmund og Susans eventyr i det magiske rige Narnia (som de tilfældigvis opdager en portal til bagerst i et klædeskab). Da der er tale om et eventyr (eller en tidlig forgænger for fantasy om man vil) er denne verden naturligvis befolker af alskens godtfolk og diverse monstre, som man kan interagere med.

Du styrer et af de fire børn (det er bestemt hvilket i hvert kapitel, så du kan ikke vælge frit) set fra en isometrisk synsvinkel, mens resten af de tre søskende så følger din karakter slavisk. Der er ikke den store forskel på de fire søskende, der alle har et simpelt angreb og et super-angreb de kan bygge op ved at holde angrebsknappen nede. For det mest fokuserer gameplayet på at man skal banke sig vej igennem diverse monstre for at komme til banens slutning, mens der enkelte steder er et simpelt puzzle i vejen. Nogle puzzles kræver, at du har lært børnene nogle specielle færdigheder, som man kan tjene undervejs i spillet ved at snakke med nogle af de mere venligsindede væsner. Andre puzzles involverer, at man skal bevæge sig varsomt over tynd is eller klatre op af en vindblæst isdækket klippe, uden at skvatte ned. Ikke puzzles, der ligefrem kræver, at man har alle de små grå i rotation. Andre specielle færdigheder kan anvendes i kamp, såsom helbredende formularer eller bedre angreb. Har man ikke lært helbredende formularer, kan man dog stadig klare sig, for der er masser af helbredende mad at samle op i spillet, for sværhedsgraden i The Chronicles of Narnia må siges at være meget lav.

En sjov lille feature er, at Narnia jo er dækket af is og sne. Der er med andre ord koldt som i en vis kropsåbning på en brøndgraver. For at holde varmen skal børnene med jævne mellemrum spise eller drikke noget varmt eller varme sig ved et bål, hvis de ikke skal fryse ihjel. Det er kun en sjov lille gimmick og det bidrager bestemt ikke til spillets sværhedsgrad, da der er masser af mad og bål at varme sig ved.

En anden sjov lille feature er muligheden for at spille spillets 17 baner igennem i co-op med en anden spiller (kræver naturligvis linkkabler og så videre). Umiddelbart er denne feature nødvendig for The Chronicles of Narnia er simpelthen utroligt kort. Mange af banerne kan gennemføres på under fem minutter og der er ingen risiko for at man kommer til at sidde fast, da spillet er utroligt let - med andre ord kan hele spillet gennemføres på noget, der ligger i nabolaget af 2 timer, hvilket er kort - selv for et børnespil.

Den tekniske udførsel af spillet - det vil sige kontrollen, grafikken og lyden er faktisk forbløffende gennemført. Grafikken er ganske nydelig med let genkendelige objekter og ganske nydeligt animerede figurer. Omgivelserne er en smule tomme fra tid til anden, men generelt er det samlede grafiske indtryk meget positivt, især fordi vi snakker om et børnespil på GameBoy Advance. Musikken og lyden er også ganske nydeligt udført, selvom det bliver en kende ensformigt at lytte til begge dele i længden.

På bundlinjen er The Chronicles of Narnia et børnespil, der befinder sig et sted over midten. Det er ikke helt så kynisk et forsøg på at tjene penge på en filmtitel, som vi tidligere har set, men på den anden side så er The Chronicles of Narnia både lidt for let og lidt for kort til at man kan snakke om fuld valuta for pengene.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).