Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Prinsen af Ægypten dukker op fra asken efter den sidste skuffelse. Med kanonerne i stilling bombarderes man fra stillingerne fra første titel. Det er umådeligt svært ikke at blive charmeret.

Prinsen af Ægypten er tilbage i endnu et fabelagtigt eventyr. I en sandstorm af silkebløde animationer vil han endnu engang forsøge at forføre dig som en anden arabisk mavedanserinde. Efter den forrygende succes med det første Prince of Persia - baseret på en titel undertegnede eksempelvis nød på sin Amiga - kom Ubisoft lidt ned på jorden med opfølgeren. Fokus blev mere flimrende, og det var svært på samme måde at blive betaget. Den tydelige leflen til det mørke var egentlig udmærket, men det hele faldt lidt på jorden når kanterne blev føjet sammen. Skuffelsen var måske ekstra stor med det første Prince of Persia frisk i erindringen. Dette skummet op af de lækre screenshots Ubisoft løbende bombarderede vores synsindtryk med. I denne tredje ombæring er balancen på knivsæggen atter fundet - vi er begejstrede.

Scenen åbner på et skib, hvor vores helt er på vej retur til Babylon som sejrsherre. Sammen med ham på båden er hans elskede - den meget smukke Kaileena. Alt ånder tilsyneladende fryd og idyl, men det ved vi jo godt vil ende. Det ville jo være en anelse tamt, hvis vi blot skulle styre prinsen rundt i hans fredelige dagligdag. Som præsten prædikede er Babylon belejret af frygtelige indere. Flammer omspænder den engang så stolte by, der nu ligger i ruiner. Fjendtlige soldater venter på vores fotogene kriger, og snart slår flammende pile ned mod båden. I panik bliver jollen vendt, men desværre for sent. Inden længe ligger prinsen og hans elskede i drivtømmer.

Det må naturligvis blive starten på vores eventyr. De to turtelduer bliver skilt fra hinanden, og det kan vi selvsagt ikke tillade. Det er på tide at løbe på vægge, hoppe over afgrunde, springe mellem søjler og nedkæmpe fjender. Fra starten bliver det klart, at Ubisoft er vendt tilbage til mange af etterens dyder. Væk er den mørke poprock, og i stedet erstattet af mellemøstlige toner. Der er stadig referencer til det mørke, da prinsen har adopteret en mørk side. Denne gang nøjes det dog med udelukkende at være et element i gameplayet, i stedet for at være den generelle stemning. Det er noget, der i mine øjne fungerer langt bedre.

Fra starten bliver vi vidne til et af seriens store forcer - men samtidig også et af dens problemer. Prince of Persia er bundet utroligt op på timing. Fremgangsmåden er konstant den samme. Træd ind i et nyt område, dan dig et overblik og tag så ellers fat på at løbe og hoppe. Ting skal gøres på den rette måde i den rigtige rækkefølge ellers kommer du meget hurtige til at stå i problemer til langt over livet. Det giver spillet et solidt puzzlepræg, da omtanke belønnes langt mere end hovedkulds hovmod. Mange sekvenser får man lov til at genspille gentagne gange, indtil man har gennemskuet, hvad det egentlig var meningen, man skulle gøre. Det kan være utroligt tilfredsstillende, når man endelig knækker en særligt hård nød.

Spillets force er så selvsagt også dets ulempe. Man kommer ikke udenom, at det kan være ganske nervepirrende frustrerende til tider. Nogle gange opgiver man nærmest at sætte sig ind i udviklernes snørklede tankegang, når man for Gud ved hvilken gang, hopper galt fra en søjle. Det varer så lige indtil man finder ud af, at man faktisk skulle løbe langs en væg i stedet. Denne måde at strukturere banerne på - som en række udspekulerede dødsfælder - kan jo heller ikke undgå at gøre spillet lineært. Det ser jeg dog ikke som det store problem. Så længe det er spillets intention, så kan det være helt rart at have isolerede problemstillinger. Faktisk synes jeg det er en skæv tendens, at alle spil skal være åbne a la GTA.

Et andet problem jeg bliver nødt til at nævne, er spillets kampsystem. Ikke at det er decideret dårligt - det er hvert fald markant bedre end originalen - det føles bare en smule overflødigt. Det er frygteligt enkelt, og består mest af alt af at trykke på en knap. Bevares resultatet er lækkert at betragte. Prinsen er endnu mere atletisk end nogensinde. Det kan bare ikke lade være med at tage form af tidsspilde imellem spillets største force - nemlig de afsindigt intrigante hoppesekvenser. Det kan godt være at det er forcen af disse der nedvægter betydningen af kampene, men jeg føler uagtet, at hele systemet godt kunne have tålt en ordentlig omvæltning. Jeg må dog indrømme at inkluderingen af at kunne dræbe uden kamp er kærkomment - mere af det!

Historien i The Two Thrones er fremragende fortalt. Der er kommet markant mere dybde på såvel "The Dark Prince" som prinsen selv. Spillet mellem netop disse to er vel præsenteret gennem glimrende udført dialog. Det hele bringes til live af absolut glimrende grafik. Babylons varierede arkitektur er dragende i sin udførsel. Farvespillet, de flydende animationer, de detaljerede baggrunde og den imponerende dybde - alt er det med til at blæse prinsens skizofrene eventyr til live. Jeg må indrømme at det ikke når samme niveau som God of War, men alene det at jeg sammenligner er kudos. Faktisk tåler de to spil sammenligning på mange områder, hvor Prince of Persia dog trækker det korteste strå de fleste steder.

The Two Thrones er en opvækning af en serie, der ellers var begyndt at halte lidt. Historien er yderst interessant, prinsen har denne gang fået langt mere dybde som person. Gameplayet står og halter på om man er til det stærkt puzzleprægede forløb. Er man det vil man elske denne ombæring. Teknisk er det en meget stærk titel, som suger det sidste saft og kraft ud af den aldrende maskine. Har man allerede nydt God of War, så er dette bestemt ikke et dårligt sted at hive ny fornøjelse.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen