Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Sonic Team forsøger sig med at skubbe Sonics univers i en mere voksen retning. Desværre lykkes dette ikke særligt godt. Faktisk er der ikke rigtigt noget, der fungerer i Shadow the Hedgehog - udover en flot intro.

Tilbage da det var SEGA og Nintendo, der dominerede konsolmarkedet, havde begge mastodonter deres udvalgte maskot. For Nintendo var fanebærer naturligvis den italienske blikkenslager Mario, mens det blå pindsvin Sonic markerede SEGA. I de glade todimensionelle dage vandt Mario på sit lette puzzlebaserede gameplay, mens Sonic tromlede fremefter på ren fart. Overgangen til den tredje dimension skilte vandene for de to kamphaner. Mario blev nærmest løftet til nye højder med Mario64. Kernen blev bibeholdt, men vandt helt klart ved de nye muligheder. Det gjorde sig så ikke gældende for Sonic Adventure. Gameplayet led voldsomt ved overgangen, hvor den tredje dimension gjorde det hektiske forløb noget nær uspilleligt.

Shadow the Hedgehog (Shadow) føles fra starten helt forkert. Sonic Team har ikke taget ved lære af tidligere tiders fejltagelser. I stedet vælger de at klippe elementer ud fra andre populære titler, og klistre dem på et allerede usammenhængende forløb. Shadow følger tidens mest populære trend: Nu skal vores hovedperson også kunne veksle mod den mørke side. Dette a la Jak & Daxter og Prince of Persia. Principielt er historieforløbet delt op i grene, som man frit kan følge frem mod i alt 11 forskellige slutninger. Vekslen står naturligvis mellem lyset og mørket, hvilket dog ikke ændrer gameplayet markant. Reelt set har det mest af alt effekt på, hvem du skal slå ihjel.

Det ville jo så være fint, hvis man havde en egentlig kontrol over hvem man vil ondulere. Problemet er, at kontrollen i Shadow er under alt kritik. Kameraet styrter ukontrolleret rundt - hvilket jo er herligt i et spil baseret på kombinationen mellem platformshopperi og fart. Banerne veksler mellem alle de klassiske opsætninger. Lidt spøgelseshus, futuristiske omgivelser og tempelruiner. Her kan man så drøne forvirret rundt, i håb om at man dræber de rette fjender. Det er ikke muligt at styre, hvem den tyndbenede satan skal angribe, hvilket selvsagt giver anledning til tonsvis af frustration. De korte øjeblikke hvor spillet faktisk fungerer, er når man drøner rundt i loop i afsindig fart på bedste Sonic maner. Grunden til det fungerer her er, at man reelt set ikke selv skal styre noget her.

For yderligere at kopiere andre spil på markedet har Sonic Team også valgt at smide såvel våben som køretøjer ind i legen. Udover at det føles en kende underligt i en Sonic titel, så er implementeringen elendig. Skydevåbnene er ganske enkelt umulige at bruge. Sjældent har jeg været ude for så tåbelig styring. Du kan ikke selv veksle mellem målene, og ender derfor at skyde på må og få. Inden længe lader man våbnene ligge, og satser på andre løsninger. Køretøjerne fungerer marginalt bedre, men det er kun fordi man sammenligner dem med, når Shadow er til fods. Der er dog ingen følelse af tyngde, og sekvenserne føles ude af sammenhæng med resten.

Historieforløbet veksler som sagt mellem det gode og det onde. Shadow lider af hukommelsestab, og det er derfor hans hungren efter fortidens glimt, der styrer hans ageren. Som koncept er det fint, at forsøge at skubbe Sonics univers mod et ældre publikum. Det er også prisværdigt, at man giver spilleren en række alternative slutninger. I Shadow fungerer det bare ikke videre godt. Spillets forløb - universet og dets beboere er stadig rettet mod helt unge. Det er så kliche at det halve kunne være nok. Fjendens leder der hedder "Black Doom", missionen om at samle syv "Chaos Emeralds" - det er det niveau vi bevæger os på. Samtidig føles det uendeligt ligegyldigt, hvilken fraktion du støtter.

Teknisk starter Shadow op med et brag. Introsekvensen er virkelig yderst lækker. Herefter går det hastigt ned af bakke. Grafikken ligner noget der hører til i starten af Playstation2s livscyklus. Figurerne er kantede grundet mangel på polygoner, omgivelserne består af sært grumsede teksturer, animationerne er mangelfulde og hastigheden tager ofte nogle seriøse dyk. Kombinerer man dette med et hjernedødt kamera, så kunne noget tyde på, at Team Sonic aldrig har fået tæmmet maskinen. Lyden bevæger sig på det absolut gennemsnitlige, med vekslende kvalitet i musikken og yderst anonyme lydeffekter.

Det er svært ikke at være dybt skuffet over Shadow the Hedgehog. Ud over en masse nostalgi - især når man drøner igennem et loop - er der ikke meget at komme efter. Produktionen er ødelagt af dårligt banedesign, et frygteligt kamera, tekniske problemer, et juvenilt plot, elendig styring og en flad grafik. Jeg kan ikke se nogen som helst grund til at samle spillet op, når der nu er så mange bedre alternativer.

Gamesector Frarder

Om Alan Vittarp Rasmussen