Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Der er bare noget ekstremt fedt over gamle arkade-opsamlinger. Noget retro - noget der bringer tankerne tilbage til de tågede og mørke spillehaller og de næsten magisk lysende spillekonsoller, der for et betydeligt indhug i de sparsomme lommepenge kunne få den ene pjækkedag efter den anden til at flyve af sted.

Capcom kan og vil også

Vi har tidligere set på arkadeopsamlinger fra bl.a. Midway og Taito ,og nu er det så Capcom, et gammelt og hæderkronet spilfirma, der står for skud. De har præsteret opsamlingen "Capcom Classics Collection", der indeholder 22 gamle og mere eller mindre kendte Capcom spil. Traditionen tro er der tale om en blanding af relativt store og kendte spil, der skal sælge samlingen, og en langt større række af mindre kendte spil, der nok ikke vil blive spillet overdrevet meget, når de først har været prøvet i et kvarter eller to.

Før vi går videre, må vi hellere præsentere holdet. De 22 spil, der er at finde på denne ellers ganske lækre opsamling, er: 1942, 1943, 1943 Kai, Street Fighter II, Street Fighter II Hyper Fighting, Street Fighter II Champion Ed., Ghosts´N´Goblins, Ghouls´N´Ghosts, Super Ghouls´N´Ghosts, Son Son, Exed Exes, Pirate Ship Higemaru, Vulgus (der for resten var Capcoms allerførste spil og derfor lidt af et klenodie), Commando, Mercs, Gun.Smoke, Section Z, Bionic Commando, Forgotten Worlds, Legendary Wings, Final Fight og Trojan

Genremæssigt spænder Capcom Classics Collection måske ikke så bredt som andre opsamlinger - her er suverænt flest shooters - klassiske horisontalt og vertikalt scrollende og en række sidescrollende kampspil eller beat´em´ups.

Alle de 22 spil afvikles ganske fint i den "nye" Playstation 2 udgave med ganske god kontrol og fine muligheder for at manipulere skærmens opsætning. Der er naturligvis tale om originale udgaver, så både hvad angår grafik og lyd, er den, som man kunne erindre den (eller måske netop ikke erindre den) fra de gamle dage i spillehallerne. Det eneste spil, det knaser lidt med, er udgaverne af Street Fighter II, der ikke helt lever op til arkadeversionerne.

Den største charme ved opsamlingen er umiddelbart to ting: 1) muligheden for at spille co-op i flere af de gamle spil og 2) den række klassikere, som de fleste hardcore gamere med garanti har stiftet bekendtskab med i de lokale spillehaller landet over. Co-op mulighederne dækker vidt og bredt, da der er mulighed for at spille sammen med en ven i en række af spillene i Capcom Classics Collection - men der er desværre ikke rigtig nogle spil, der efter min mening er helt oppe og ringe i samme kvalitet, som f.eks. Bubble Bobble i multiplayer. Men ikke desto mindre, så er det i multiplayer, at man skal finde den vedvarende levetid i Capcom Classics Collection, når gensynets glæde først har fortaget sig.

De gamle klassikere, der helt sikkert vil blive spillet et par gange eller tre og som sikkert også vil bringe nostalgiske tanker frem hos de ældre spillere er klassikere som 1942, Commando, Ghosts´n´Goblins og spillets tre versioner af Street Fighter II. En række af spillene er måske mindre kendte, men stadig at betegne som "hits" i deres tid, for eksempel Gun.Smoke (der i Playstation 2 versionen bibeholder sin meget specielle kontrol), Legendary Wings, Bionic Commando, Mercs og Final Fight. De resterende spil siger ikke mig ret meget, selvom jeg må indrømme, at Son Son i korte perioder var ganske underholdende.

På bundlinjen er det altid svært at bedømme sådanne opsamlinger, for den fornøjelse man får ud af dem afhænger altid med hvilke minder man har, og hvilke af de gamle spil man har et forhold til. Har man spillet nogle af de gamle Capcom spil i spillehallerne, så vil man med sikkerhed nyde Capcom Classics Collection, og den indeholder da også så bred en vifte af Capcom spil, at langt de fleste gamle og garvede computerspillere vil finde et spil eller to, de kan huske, på opsamlingen. Ringer navne som Commando, 1942 eller Final Fight derimod ikke nogen klokker, så bør man nok lade opsamlingen stå på hylden og glemme alt om den, for Capcom Classics Collection er en opsamling, der langt hen af vejen bygger på nostalgisk værdi.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).