Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


PEGI 3+

For ikke længe siden lå jeg faktisk og cruisede USA i en Mustang. Dengang kørte jeg med en vis respekt for loven, selvom jeg egentlig havde lyst til at teste dyrets kræfter. Det har jeg nu fået mulighed for i "Most Wanted" - vel og mærke mens jeg urinerer loven godt op og ned af ryggen.

Jeg træder endnu hårdere på speederen. Bilen knurrer arrigt som svar, imens dækkene cirkulerer endnu hurtigere. Mine modstandere er ikke i syne. Kombinationen af vognens hestekræfter og overlegne acceleration - naturligvis spædet op med mine sublime køreegenskaber - var en for giftig cocktail. Det er et hårdt ridt mod toppen, men jeg er godt på vej. Blå blink og sirener hiver mig ud af min korte dagdrøm. Jeg er spottet. Den stjålne politiradio spytter detaljer om min højspændte øse ud. Jagtsæsonen er åbnet, og jeg er byttet. Øjnene er stadig fæstnet på prisen, jeg skal vinde dette løb! Motoren må give sig endnu en tand, imens gaderne forsvinder i en hastigt forplumret fartdis. Pludselig bliver alt sort. Kæresten har stillet sig foran skærmen, og forlanger at jeg giver Most Wanted en pause.

Need For Speed: Most Wanted er seneste skud på en serie, der har haft sine op- og nedture. Efter en længere dvale, skød højglanspolerede NFS Underground direkte ind på scenen. Dunkle gader kun badet i gadelysets skær gav rum til overdrevent ræs. Grafisk råt tiltrækkende med en velbalanceret styring, som hurtigt sugede ens opmærksomhed til sig. Toeren var ikke nær så vellykket. Faktisk blev det overkørt på kryds og tværs af Burnout, der både formåede at forny og forfine sit gribende gameplay.

Nu er Need For Speed så tilbage på gaderne. Denne gang i "Most Wanted" klæder og med et er herligt twist. Politiet er lukket ud i de trafikerede gader, og det åbner op for en helt ny dimension. Most Wanted bliver fortalt med et herligt lunt glimt i øjet. Historien præsenteres i nogle absolut velfungerende mellemsekvenser, som er bygget op som en kombination af video og computergrafik. Her er de klassiske karikerede figurer: Bøllen, hans følgesvende, brutale betjente og absolut letpåklædte piger. Ingredienserne er mikset sammen på overbevisende facon, og netop det faktum at det er så kliche, giver det faktisk en masse charme.

I løbet af lidt tid sætter historiefortællingen sig dog på bagsædet, og nu får du lov til at give den fuld gas. En liste med femten undergrundsracere skal forceres, og vejen frem er gennem et større antal løb og udfordringer. Afvekslingen her er absolut glimrende. Alle de klassiske væddeløb om at komme først er suppleret med en anelse nytænkning. Eksempelvis med et løb, som først og fremmest gælder om at passere forskellige punkter med den højeste fart. Det hele holdes sammen af, at man selv frit kan cruise rundt i gaderne og udvælge sig sin næste udfordring.

Det går generelt over stok og sten igennem spillets tre bydele. Farten er glimrende og styringen virkelig god. Der er naturligvis blevet plads til turbo, men sågar også en form for "Bullet-time". Her sløves tiden i en periode, hvilket man kan bruge til at forcere særligt ubehagelige sving. De første gange man gør det, kan man ikke undgå at sidde med et smørret smil. Efter noget tid, når man har memoreret de enkelte sving og har mestret styringen, tager det dog mere form som en gimmick.

Noget som bestemt ikke er en gimmick, er indblandingen fra det lokale politi. De almindelige løb kan pludselig blive spædet op med patruljevogne, som har spottet din overlegne væddeløbskørsel. Nu skal man ikke alene koncentrere sig om at komme først, man skal sørme også undvige de pokkers pansere. Dette er også præsenteret som selvstændig spilform. Dusøren der er på ens hoved spiller ind, når man vil op mod de hårde drenge, derfor kræves det at man går direkte i clinch med lovens lange arm. Det medfører hjernedøde biljagter, direkte kollisioner med vejblokeringer, udnyttelse af omgivelserne til at stække forfølgerne og generel destruktion af bymidten. Det er absolut glimrende underholdning, og giver det hele et herligt stænk variation.

Most Wanted er en temmelig sprød teknisk titel. Grafisk læskes vi med uhyre flotte biler - selvom udvalget er en kende uspraglet og begrænset. Lakken skinner lystigt i den gryende aftensol, der begærligt kaster sine stråler ned over den sprudlende metropol. Det er et klogt valg, hvor EA vælger at lade det som øjet fanger være mest detaljeret: Vognen og horisonten. Omgivelserne er ret beset temmelig basale - nærmest naivistiske - men de dækker behovet for en ramme. Lydsiden er derimod ikke videre imponerende. Motorlyden minder som altid mere om en forslugen Nilfisk, og soundtracket er relativt snævert.

Der er tale om en yderst velfungerende titel, som formår at puste lidt ekstra variation i en ellers stationær genre. Politijagterne er ganske enkelt hyle morsomme, og er med til at holde én fanget på vej op af listen som den mest eftersøgte. Sammenlignet med Burnout Revenge er banedesignet dårligere, og man mangler den vanvittige destruktion. Uagtet dette er Most Wanted en klart anbefalelsesværdig titel.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen