For to år siden udkom spillet “UFO: Aftermath”. Aftermath var ikke officielt en efterfølger til X-Com serien, men ingen lagde skjul på, at Aftermath skulle være den åndelige efterfølger. Strengt taget så nåede spillet aldrig rigtigt op på samme højde som de første X-Com spil. Det forsøger Altar nu at rette op på med “UFO: Aftershock”.
Så er den gal igen. De fanatiske kulttilhængere har angrebet og erobret vores base i New York og dermed afskåret os fra forsyninger fra våbenfabrikken i Dallas og ammunitionsfabrikkerne i Detroit. Vores “Laputa” hænger over Tehran, hvor “Squad A” er på vej ned for at hjælpe de lokale med at fordrive en bande hærgende mutanter fra området. Vi har også modtaget nødsignaler fra Marokko, men vi bliver nødt til at tage den lange vej rundt om kloden og tilbageerobre New York, for vi holder ikke længe uden frisk ammunition. Men det bliver svært, for Richi Bloodmoon ligger stadig på hospitalet efter sidste mission, og Alexander har vi netop sendt på træningslejr…
For to år siden udkom spillet “UFO: Aftermath”. Aftermath var ikke officielt en efterfølger til X-Com serien der huserede på vores PC’ere i midten af halvfemserne. Men ingen lagde skjul på, at Aftermath skulle være den åndelige efterfølger. For de af os, der nærmest var slaver af X-Com serien, kom det nye spil som en gave fra himlen, og vi labbede det i os. Men strengt taget så nåede spillet aldrig rigtigt op på samme højde som de første X-Com spil. Det forsøger Altar nu at rette op på med “UFO: Aftershock”, et spil der giver os alt det vi savnede i Aftermath – næsten!
Endnu en gang får du det tunge ansvar for at redde jorden fra kløerne af en bande onde rumvæsener og deres håndlangere. Historien er nu skubbet frem til 50 år efter handlingen i Aftermath og tager udgangspunkt i, at du spillede uafgjort i det første spil og nu lever på en flyvende platform (Laputa) højt over jorden, mens rumvæsenerne har forsøgt at omdanne vores grønne planet til en kæmpecomputer.
Alt dette er du i princippet uvidende om, du har blot slået dig sammen med en masse ligesindede og fra jeres Laputa slår I nu til overalt på jordkloden, hvor I opbygger baser bygger forsyningsnet og slår til mod både rummænd, mutanter og andre fjendtligtsindede, i taktiske nålestiksmanøvrer.
Hele verden i dine hænder
Hele aktionen styrer du via et tredimensionelt oversigtskort over jorden. Herfra organiserer du dit forsyningsnet og planlægger og udbygger baser for at få den rette balance mellem forskning, produktion og viden. Og ja, denne gang får du faktisk lov til at bygge baserne. Den simplificerede model fra sidste spil er erstattet af et spindelvæv beslutninger, om hvilke bygninger der skal bygges på de enkelte baser og om kombinationen mellem højteknologiske baser, der kræver skoler og universiteter for at fungere og lavteknologiske baser, der kan spytte militært standardisenkram ud i lange baner. For overhovedet at få glæde af dine baser, skal de alle være forbundet med din hovedbase via et netværk af højhastighedsjernbaner. Erobrer fjenden et område med et jernbanespor, afskærer han samtidig alle forsyninger fra områder, der nu ikke længere er forbundet med din hovedbase.
I dine baser er der svimlende muligheder for forskning og produktion. Du starter med næsten ingen viden om noget som helst, men efterhånden som du forsker, åbner der sig hele tiden nye muligheder for mere avanceret forskning, nye våben, nyt udstyr og nye bygninger til brug for helt nye grene af produktion og forskning. Men regn endelig ikke med at udviklingen går stærkt. Tiden i spillet går næsten lige så langsomt som i den virkelige verden. Så, hvis din fabrik fortæller dig, at produktionen af en AK-47 riffel tager 2 dage, skal du ikke regne med at få den prøvet i kamp inden du går i seng.
Det er fra dit oversigtskort over jorden, at du modtager råb om hjælp fra dine allierede nede på planeten eller selv planlægger angreb mod nye områder. Når du accepterer en mission, bringer spillet dig til et skærmbillede, hvor du skal sammensætte og udstyre dit hold til missionen. Til hver mission har du mulighed for at vælge fra fire til syv soldater afhængig af missionstype og dit landingsfartøjs kapacitet. Alle dine folk har forskellige kombinationer af evner og specialer fordelt på mere end 20 forskellige områder. Du har opgaven med at sammensætte det hold, der er bedst til at klare opgaven og skal udstyre dem med våben ammunition og udstyr fra dit lager. Lageret består af de ting, du selv har produceret, samt de ting du har kunnet skrabe sammen under tidligere missioner på planeten.
Når du har sammensat dit hold og sendt dem af sted, skifter spillet til den taktiske del. Eller rettere sagt, et par minutter efter skifter spillet til den taktiske del, for loadtiderne mellem det strategiske spil og de taktiske missioner er simpelthen horrible, man føler virkelig på egen krop, hvor kedelig og monoton turen fra rumbasen og ned til jorden må være.
En tur med SAS uden at flyve
Når missionen endelig starter, foregår det på en bane, der er lavet i ægte 3D. Her styrer du rundt med dine soldater i en blanding af turbaseret- og real time-strategi – et fænomen som udviklerne kalder SAS (Simultaneous Action System). Princippet er, at du giver en række ordrer til hver enkelt af dine soldater ved at klikke rundt omkring på banen, hvorefter du trykker på “play” knappen og ser soldaterne udføre ordrerne i real-time. Hver gang der sker noget uventet – det vil sige når en fjende opdages, en soldat løber tør for ammunition eller lignende – så pauser spillet automatisk. Desværre har spillet en skummel vane med at flytte styring og kameravinkel hen til den soldat, der har forårsaget pausen. Så tit og ofte vil du opleve, at det pludselig er den forkerte soldat, du er ved at give ordrer. Heldigvis kan du minimere irritationerne ved selv at angive hvilke hændelser, der skal udløse en pause, i spillets opsætningsmenu.
SAS systemet kræver lidt tilvænning i starten, men ellers fungerer det fint til at skabe et spil, hvor der skal tænkes over hvert enkelt træk, og hvor du ikke bare kan mase på som i traditionel real-time strategi. I forhold til Aftermath, er det nu også muligt at bevæge sig i højden. Det vil sige, at man for eksempel kan placere sine snigskytter højt oppe, hvor de har bedre overblik. Til gengæld har udviklerne valgt at gøre banerne betydeligt mindre. Det har den fordel, at man ikke længere risikerer at rende rundt og lede efter den sidste fjende i en halv time, men til gengæld har det også fjernet noget af spændingen, ved at skulle finde frem til fjendernes positioner i starten af en mission. Missionerne byder desuden (ud over de obligatoriske rummænd) på et glædeligt gensyn med gamle kendinge som “Muckstar” og “Morelmanden”, men ellers virker fjendegalleriet generelt end anelse mere skrabet end i Aftermath.
Altar har desværre ikke udvidet mulighederne for styring af dit hold. Derfor er der stadig ingen mulighed for at vælge formationer, hvilket stiller dig overfor et valg mellem enten at flytte rundt på dine folk enkeltvis, eller lade dem klumpe sammen som i en fodboldkamp for 5-årige.
Historien i Aftershock udfolder sig langsomt og sikkert gennem spillet, og der dukker hele tiden nye ting op, der får spillet til at ændre karakter. Men udgangspunktet for historien er ikke nær så dyster og dommedagsagtig som i det forrige spil, og derfor savner spillet noget af den samme stemning. Med andre ord er der mere “Terminator” end “Alien” i luften denne gang. Grafikken har til gengæld fået en gevaldig ansigtsløftning. Selv om vi ikke er ovre i Half-Life 2 grafik, så er der lagt meget arbejde i at få personernes bevægelser til at virke livagtige – og hvem har måske tidligere set vaskægte “rag-doll” fysik i et strategispil?
De sidste ord inden vi vender tilbage til spillet
Når man er nyforelsket, kan det være svært at se sin kærestes fejl og mangler – og det er ingen hemmelighed at jeg altid har været en fan af den gamle X-Com serie. Aftershock minder på alle områder fantastisk meget om de oprindelige X-Com spil og samtidig er det et spil, der er klart bedre end Aftermath fra 2003. Men det betyder ikke at Aftershock er perfekt. Der er utroligt lange save og loadtider, der ødelægger rytmen i spillet, og der er stadig for få muligheder for at styre dine soldater effektivt i de strategiske missioner. For os, der er håbløst forelsket, er det herligt at spillets udvikling går så langsomt, at der ligger mange hundrede timers udfordringer, hvis man skal gennemføre spillet. For dem der ikke er lige så tændt af Aftershock, vil det garanteret bare virke voldsomt langtrukkent.
Loading ...
