Perfect Dark Zero

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Dette spil af alle lanceringstitler blev allerede før udgivelsen sat i forbindelse med Bungie Studios' succesfulde Halo, fordi det på overfladen kunne ligne spillet, der skulle få Xbox 360 sat på verdenskortet, ligesom Halo gjorde det ved den første Xbox. Jeg kan dog med det samme slå fast med syvtommersøm at det er to selvstændige og forskellige spil. Også selvom de begge spilles gennem førstepersonsperspektiv og at de begge er aldeles fremragende. Læs videre her og få at vide hvorfor du bestemt ikke behøver at vente på Halo 3.

Engelske Rare står bag nogle af de bedste actionspil til Nintendo 64, GoldenEye 007 tilbage i 1997 og så sent som i begyndelsen af det nye årtusinde med Perfect Dark. Og har man spillet et af disse to, vil man hurtigt føle sig hjemme i den nye fortsættelse, der udkommer som lanceringstitel med Xbox 360. Perfect Dark Zero (PDZ), der har været længe undervejs, ja, faktisk lige siden Rare indledte samarbejdet med Microsoft for en del år siden, er et af de bedste bud på et næstegenerations-konsolspil på markedet lige nu. Det er det specielt hvis man først og fremmest går efter et førstepersonsskydespil, og hvis man søger et spil som med snilde kombinerer genrens bedste gameplay og en strålende dybde, af at rendyrket skydespil at være, med uovertruffen grafik og glimrende multiplayer.

Hvem sagde fortsættelse?

For tilbagevendende fans af det første spil til Nintendo 64, er lighederne bestemt til at få øje på. Stilen, atmosfæren og det basale i gameplayet er intakt. Handlingen udspiller sig i den nære fremtid, nærmere bestemt i 2020, og man kan lige så godt slå fast med det samme: Fremtiden ser mørk og dyster ud. Udstyret med det ultimative højteknologiske våbenarsenal, er heltinden og den tophemmelige agent, Joanna Dark, menneskehedens eneste redning. Singleplayer-delen forløber sig over 13 grundige missioner, inddelt i fire forskellige sværhedsgrader. De to sværeste, Perfect Agent og Dark Agent, er dog ikke åbnet op til at starte med, idet man først skal klare et af de lettere niveauer.

Man skulle umiddelbart undre sig over dette princip, men det særlige er at det ikke blot er fjendens intelligens og antal, der øges i takt med sværhedsgraderne - ekstra opgaver og undermissioner bliver også tilføjet i hver enkelt bane, jo højere agent-rang man stiler efter. Det gør også lysten til at vende tilbage og spille PDZ igen og igen. Som FPS er PDZ derfor præcis så ligetil som det kan blive. Nyankomne i spillets univers og genren i det hele taget vil hurtigt blive sat ind i tingene. Den første mission fungerer som optræningsdel og gør brug af de fleste af spillets styringsfacetter, således at man vænner sig til at bevæge Joanna Dark - så nogenlunde i hvert fald. For folk, der har spillet Halo, vil der være en obligatorisk tilvænningstid, men det er forholdsvist hurtigt overstået.

Glimrende variation

Hvad der dog især gør gameplayet i PDZ fremragende er variationen af opgaver, som man skal væbne sig på at imødekomme. Her handler det om alt lige fra typisk eliminering af et fjendtligt mål, sabotage eller simpel søgning efter et objekt eller lignende. Man skal altså derfor ikke tro, det missionernes opbygning bliver ensformig med tiden og at de ekstra opgaver, man bliver konfronteret med på de højere sværhedsgrader, er latterlige små gåder, der kan løses på få øjeblikke. Spillet tager sådan cirka 12-14 timer at gennemføre på det mellemste niveau, og vil i det hele taget tilfredsstille ved at føles som tidligere spil fra Rare i denne genre; at snige sig frem er en mulighed, men oftest ikke den reelle løsning, da et enkelt lille fejltrin kan få helvedet til at bryde løs og så er man lige vidt.

Hvis dette skulle ske, er der heldigvis mange våben og seje himstregimser at slå modstanden tilbage med. Man har plads til fire små håndvåben, mens for eksempel snigskytterifler eller shotguns fylder mere, og derfor giver dig grund til at tænke taktisk, når man sammensætter sit arsenal. Man kan løbende udskifte sine våben, og det vil for eksempel være klogt at kombinere kraftfulde våben med de mere præcis. Den almindelige P9P-pistol er ideel, idet den har kikkertsigte og slår hårdt, hvis man rammer fjenden i hovedet. Man finder samlet set mere end 20 våben i spillet, herunder maskinpistoler, rifler og lignende. Derudover får man undervejs brug for en række forskellige seje gadgets, der for eksempel kan hacke kodelåse, dirke døre op eller bruges som aflytnings- eller spionageudstyr med mere.

Solid styring

Med Microsofts tilføjelse af de optimale aftrækker-knapper på Xbox 360's styretøj, føles styringen endda endnu nemmere end på enhver anden konsol. Der er ikke store overraskelser her, om end det første man bemærker, er muligheden for at søge dækning bag enhver væg eller omkringværende faste horisontale overflade. Herfra kan man så tage sigte i ro og mag og pløkke sine fjender ned én for en i sikker afstand. Derudover kan man også lave nogle såkaldte undvigende rullefald, der gør det sværere at blive ramt. Det tager dog tid at mestre denne feature, ikke mindst fordi når man så bliver ramt under et fald, er det med et næsten præcist og dødeligt udfald. Man vænner sig efterhånden til styringen, ligeledes i takt med at man gennemfører træningsmissionen. Her kan Joanna Dark også både snige sig frem i kravlende form, zoome ind (for et mere præcist sigte) og samle efterladte våben og lignende op fra jorden med et snuptag.

Famlende fjender

Fjendens kunstige intelligens kan til tider være den, der giver spillet lidt knas i maskineriet. Af en eller anden grund har spillets bad-guys en tendens til at blive rådvilde og styrte uroligt rundt, som om det ville hjælpe synderligt at fare frem og tilbage hurtigere end lynet. Desuden vil det tage adskillige almindelige pistolskud at få bugt med en skurk, med mindre man rammer hovedet direkte. Det tager omkring fem til seks skud at dræbe, hvis man skyder vedkommende i mave-regionen, og det kan man diskutere, om hvorvidt der skulle være brugt mere tid på at finpudse den computerstyrede intelligens. Det ikke mindst fordi sværhedsgraden og ens overlevelse, naturligvis, afhænger en del af præcisionen - under skuddueller for eksempel. Desuden føles plottet mærkværdigt tyndbenet i det lange løb. Det er skam ganske spændende i små fragmenter, men efterhånden som man opdager, hvor lidt kød der egentlig er på plottet, som en overordnet helhed, vil man blive mere imponeret og fænget af det glimrende gameplay, som PDZ jo næsten mestrer til perfektion.

Grafik og lyd som brillerer!

Og så må jeg hellere komme ind på det som virkelig hiver Perfect Dark Zero op på et niveau, der er en næstegenerationskonsol værdig. Spillets tekniske præstation er virkelig fornem. Grafikken er super sprød og fremragende detaljeret i de fleste af de store, åbne baner. Der er især kræset for våbnenes gengivelse og realistiske udseende - og hvilket syn, når man får fat på to lækre, glinsende maskinpistoler og går amok med dem begge på én gang! Jeg blev endda nødt til at gnide mig i øjnene flere gange. Spillet ser endda en smule bedre ud end de seneste, yderst flotte, skydespil til PC med alle detaljer slået til, og det underbygges blot af en meget høj opløsning og avancerede effekter såsom lyskilder, der får det hele til at se ganske realistisk ud. Rare har puttet en lidt mere tegneserieagtig følelse over spillets overordnede stil, og det kan være en af grundene til at man nogle gange får følelsen af, at det ikke er et næstegenerationsspil man sidder med. Men det er det altså - og hvor er det flot at det opretholder de mange lækre detaljer med 30 billeder i sekundet uden at hakke!

PDZ lyder lige så godt som det ser ud. Jeg må sige at alle Xbox 360 spil, jeg indtil videre har stiftet bekendtskab, har lydt bedre end det har gjort på tidligere konsoller - umiddelbart takket være understøttelsen af Dolby Digital 5.1 - og PDZ står også ganske fint på dette område. Alt lige fra våbnenes bragende affyring til patronernes susen om ørene er nøje gengivet, og omgivelsernes små effektfulde lydeffekter og skurkenes indbyrdes konversationer giver det hele et stemningsfuldt touch. At man så efter at være død for tiende gang er ved at rive sit hår ud med roden, over den drønirriterende kvindelige speaker som man bliver guidet rundt af under missionerne, er dog tilgiveligt. Soundtracket er en perfekt blanding af rendyrket James Bond-musik og lignende genrer, hvor action og spænding er i højsædet, men man støder også på mere specielt musik, alt efter hvor man befinder sig.

Multiplayer af høj kvalitet

Man kan enten vælge at spille lokalt på samme Xbox 360, koble flere konsoller sammen eller tage et spil klassisk online-spil på Xbox Live. Her er det faktisk ikke selvskrevet, at man vil foretrække sidstnævnte, idet man har mulighed for at spille hele spillet igennem med en kammerat på split-screen. Her går der først for alvor taktik og samarbejde i skidtet, og så får man pludselig motivationen, til at gennemføre PDZ et par gange mere, tilbage. Her er der igen modificerede udgaver af banerne - med alternative missioner og en ekstra håndfuld fjender som bonusindsprøjtning. Co-operative er derfor et af de bedste alternativer til singleplayer-delen, idet det bare ikke bliver sjovere end at have følelsen af en medsammensvoren af kød og blod stående ved sin side.

Det betyder dog ikke at det almindelige multiplayer på Xbox Live er kedeligt. Tværtimod er der også god grund til at smutte online, da PDZ allerede er et af de mest populære Xbox 360 spil lige nu. 32 spillere kan spille på samme tid i vidt forskellige spiltyper. Der er selvfølgelig de klassiske deathmatch-kloner, fang fjendens flag og så videre, mens de nye og mere originale af slagsen giver god variation. Her kan blandt andet nævnes Infection, hvor det gælder om at inficere alle modspillerne. Alle starter uinficerede, men når man dør, bliver man syg og så gælder det ellers om at inficere alle. Den der inficerer alle får points, mens den der eventuelt overlever runden uden at blive smittet også får points. Mulighederne er mange, og føler man sig ikke klar til at dyste med andre spillere fra hele verden, kan man kaste computerstyrede bots ind i manegen.

Dommen på bunden

Perfect Dark Zero er ikke på samme måde nyskabende som det originale Halo var til den første Xbox - sådan som det som lanceringsspil til Xbox 360 blev forudset til at være - men som et selvstændigt spil er det bestemt et af de flotteste, sjoveste og mest medrivende titler til Microsofts nye konsol lige nu. Og så er det samtidig en sjælden set komplet nydelse; både når man spiller alene og sammen med andre, kan man ikke undgå at have følelsen af at sidde med et yderst velproduceret produkt, der er alle pengene værd.

Gamesector Anbefaler

Om Lars Haslev