Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

De fleste kender nok kun Fire Emblem som de meget succesfulde rollespil til GameBoy Advance - men nu har serien så taget springet til Nintendo GameCube og sikke et succesfuldt spring det har været! Serien har beholdt sine kendetegn, så det vil være et absolut must have for enhver fan af serien.

Taktisk rollespil

Sjovt nok finder jeg, at det mest tiltrækkende ved Fire Emblem serien, er de trækbaserede kampe - det er forfriskende at spille et rollespil med et anderledes kampsystem, nu hvor vi har tærsket igennem det samme "stå på linje og slå på hinanden"-system, som f.eks. Final Fantasy serien har anvendt til døde. At spillene så som regel leverer et glimrende plot og nogle interessante karakterer er sådan set bare en fed bonus. Path of Radiance lever op til de håndholdte Fire Emblem spil ved at levere fantastisk underholdning og som nævnt og så det trækbaserede taktiske kampsystem, som jeg er så pjattet med.

Path of Radiance byder på et ganske udmærket plot, der fortælles gennem enkelte meget flotte og farverige cut-scenes og igennem den store mængde af tekst, der dukker op på skærmen under kampene. Historien i spillet følger den unge Ike, der overtager sin fars job - han bliver nemlig leder af et kompagni lejesoldater. Ike skal lede sine tropper igennem en tid med store omvæltninger, hvor to store nationer krydser klinger og indædt krig mellem menneskeheden og den vareulve-lignende race, kaldet Lagoz, raser på fuld kraft. Alt i alt er det noget af en muldfuld at tackle samtidig med at en ung og endnu ikke alt for sikker Ike skal forsøge at holde resterne af sin fars kompagni samlet.

Spilteknisk forløber spillet som en lang perlerække af slag (forklædt som kapitler). Vinder du et slag i et kapitel, fortsætter du til næste kapitel og lidt mere af historien fortælles. Heldigvis er slagene så medrivende og spændende, at man sjældent føler, at man bliver hevet gennem spillets i realiteten temmelig lineære opbygning.

Slagene er som sagt trækbaserede og minder meget om dem, man har oplevet i de gamle Vandal Hearts eller Final Fantasy Tactics spil - har man spillet Fire Emblem på GameBoy Advance, vil man med det samme kunne genkende systemet. Man kontrollerer Ike, og de enheder han bringer med til slaget - langt de fleste kampe afgøres, når den ene side er helt udryddet, men der er variationer, hvor man skal nå et bestemt område på kortet eller nedkæmpe en bestemt modstander. Som altid i denne type spil er nogle enheder gode til at dræbe enheder af en anden bestemt type, men er samtidig svage overfor angreb fra en tredje type enhed. Det gælder både for samtlige troppetyper, at de altid er gode mod et og svage mod noget andet, hvorfor en varieret blanding af dem er at foretrække - en stor del af taktikken i Path of Radiance er netop, hvordan man udnytter de fjendtlige enheders svagheder til størst effekt, mens man forsøger at minimere sine egne svagheder.

Kamp i Path of Radiance er som man kender det fra GameBoy Advance versionerne af Fire Emblem: utroligt dødbringende. Du er ofte i seriøst undertal, og dør Ike er spillet tabt. Dog kan du holde til at miste alle andre personer i kampen, men når folk er døde, ja så er de altså døde. Det vil sige at der ikke er nogen mulighed for at få dem igen, så man skal tænke sig om og være meget varsom med sine gode enheder. Især fordi kamp som nævnt er dødbringende, så der skal ikke mere end et par træffere til før de er ormeføde. Heldigvis er der en lind strøm af nye karakterer, du kan tage med i kamp, så selvom en eller to skulle ryge i svinget, står du aldrig helt uden kanonfø... jeg mener... nye soldater.

Path of Radiance er trods alt et rollespil, så dine karakterer tjener erfaringspoint, hvis de deltager i (og overlever) et slag. Det er endnu en grund til at passe lidt på dine folk, for det er surt at miste de erfarne kræfter. Dog kan man opbygge nye soldater uden at tage dem med i kampe, hvor de ellers ville være chanceløse - man får nemlig en smule bonus-erfaringspoint, som man frit kan dele ud blandt de soldater, der ikke deltog i kampen. På den måde kan man hele tiden holde folk på et niveau, så de vil være klar til at erstatte eventuelle tab taget under kampene.

Visuelt er der desværre ikke så meget at råbe hurra for i Path of Radiance. Ikke fordi spillet er grimt, for det er det ikke, men 3D grafikken er bare en smule tam og ser lidt gammeldags og upersonlig ud. Til gengæld er der skruet helt op for charmen når der vises 2D cutscenes i klassisk anime-stil, hvilket virkelig giver spillet en rigtig god tegneserieagtig stil. Musikken præges af en række ret stemningsfulde numre, der desværre gentages lige en gang for meget eller to, men bortset fra det er der ikke meget at klage over ved lydsporet i spillet.

På bundlinjen er Path of Radiance et solidt og anderledes rollespil der byder på både en god historie og et ganske glimrende kampsystem, der desværre anvendes alt for lidt i andre spil i genren. Der er enkelte skønhedsfejl her og der - primært i grafikken, men det burde ikke stoppe nogen fans af genren fra at købe Path of Radiance, der er et af julens bedste spil til Nintendo GameCube - hvilket desværre ikke siger ret meget.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).