Med udgangspunkt i en – angiveligt – kultfilm fra 1979 lokker Rockstar dig indenfor til en ordentlig sæk øretæver. Loven parkeres på handicappladsen, og der gives fuld skrue på vej gennem betændte gader. Tænder du også på at smække uskyldige i nakken med et baseballbat? Så er det her, hvad du altid har sukket efter.
Der er et eller andet sært fascinerende ved at tæve folk til lirekassemand med et stykke træ. Det skal ikke forstås, som om jeg personligt render rundt i byen og smækker ældre koner i hovedet med bambusrør – her snakker jeg udelukkende om konceptet som digital underholdning. Min interesse blev fanget i spil såsom Double Dragon, Renegade og Final Fight. Titler der var uendeligt simple i deres opbygning, men ikke desto mindre holdt mig fanget foran skærmen. På et tidspunkt tog genren en seriøs deroute. Maskinerne blev så kraftige, at de kunne tilbyde langt mere avanceret og varieret gameplay. Nu bringer Rockstar os dog en titel, der i bund og grund går tilbage til rødderne.
The Warriors er baseret på filmen af samme navn. En oplevelse der ifølge redaktør Henrik Schou ikke er noget man bør skrive hjem efter. Titlen er der derimod mere saft og kraft i. Rockstar har alle tider udvist samme elegance som en elefant i et glashus, når det kommer til politisk korrekthed. Det er også tilfældet i The Warriors, hvor man får lov til at give den fuld gas i rollen som gryende bandemedlem. Allerede efter en lille halv time har man smækket rundt med nogle stakkels alkoholikere, nappet bilradioer, begået indbrud, sprøjtet graffiti og generelt været en skidt knægt.
Allieret med dit keypad kommer du inden længe til at uddele seriøse øretæver. Styringen er herligt intuitiv, og hurtigt mestrer du de basale bevægelser. Enkelte tryk vil variere mellem bløde og hårde slag samt greb. Alene disse vil føre dig langt, men det er naturligvis fuldt ud muligt at udøve endnu grummere vold. Dette sker gennem et overraskende dybt “combo” system, hvor kombinationer af knaptryk giver adgang til endnu flere bevægelser. Det udnyttes endda fint, at man oftest bevæger sig i flok. Dette ved at visse kombinationer bliver udført i skøn forening med andre bandemedlemmer. Styringen er utvivlsomt et springende punkt i en titel af denne kaliber, og det er herligt, at den er fanget så godt.
Til at supplere dine normale angreb kan du også samle våben op. Stilen holdes dog med kamp mand mod mand – dog eksempelvis forlænget med knuste flasker, tunge kasser, hårde brædder eller skarpe knive. Min personlige favorit er Molotow cocktails. Der er noget dejligt befriende ved at tyre sådan en satan i nakken på en intetanende modstander. Hvorefter man læner sig mageligt tilbage og nyder hans skrigeri og spastiske dans. Styringen med kastevåbnene kan dog godt føles en smule akavet. Jeg havde i hvert fald til tider rimeligt svært ved at sigte særligt præcist. Generelt er der et bredt udvalg af våben, som alle er med til at give yderligere variation til masseslagsmålene.
Der er generelt en ganske god variation i The Warriors. Det gælder både i udvalget af missioner som i udvalget af fjender. Målet er heldigvis ikke hver gang blot at tæve alt til det dør. Der spædes også op med objektiver, som er med til at holde legen levende. Det kan eksempelvis være at man skal spraye graffiti hos en konkurrerende bande, måske skal man forsvare nogle butikker mod hærgende bander eller også skal man liste sig vej ind i en bygning. Personligt fandt jeg at snigemissionerne var unødigt frustrerende. Siden Splinter Cell har der været en irriterende tendens i actionspil til at indføje snigeri som en gimmick. Det fungerer bare ikke særligt godt i spil, hvor styringen ikke er designet til denne spilform. The Warriors skinner når der er fuld fart på, og næverne svinges i den rene fryd.
Grafisk er the Warriors holdt i dunkle, jordbundne toner. Det giver et råt, beskidt look som egentlig klæder begivenhederne fint. Desværre er både teksturer og figurer temmelig udetaljerede. Det er lidt skuffende, selv om det da giver plads til, at der ofte render mange folk rundt på skærmen samtidig. Lyden er til gengæld gennemgående glimrende. Det originale soundtrack er hentet ind, og det klæder spillet fremragende. Det gælder ligeledes for stemmerne, hvilket samlet er med til at skabe en god gennemgribende stemning.
The Warriors er en gennemgående gennemført titel, som benytter sig oplæg til fulde. Det varmer mit hjerte med den kække tilbagevenden til en ellers smådød genre. Teknisk er der tale om klassisk Rockstar arbejde, med lidt forvaskede teksturer. Her trækker lydsiden dog op, og formår egenhændigt at hive illusionen en tak opefter. Folk der deler mine absurde lyster, bør samle the Warriors op, og ellers ryge en tur til psykologen.
Loading ...