En Nintendo platform uden en version af Mario kart, er omtrent lige så fuldendt som et juletræ uden stjerne i toppen. Men kan Mario stadig holde dampen oppe, her 15 år efter han første gang han hoppede i gokarten på Super Nintendo?
Et af universets mysterier er, hvorfor Mario kart kan blive ved at underholde. Hvert spil i serien indeholder i reglen mindst 80% gentagelser fra forgængerne, så på papiret kunne det ligne en døende race. Persongalleriet er næsten uden udskiftning, våben såsom skjold og bananskræller ændrer sig ikke fundamentalt, og nøglen til succes ligger i høj grad i at lære banerne at kende forfra, bagfra og med udspring fra kommoden.
Sidst, vi fornøjede os i selskab med Mario og de små miniput racere, var i Double Dash, som introducerede muligheden for at spille sammen, og bemande henholdsvis bilens rat og våben-affyringsrampe. Når man som undertegnede næsten har slidt en GameCube konsol op med det sublime Double Dash, kan Mario Kart DS give bange anelser om at gameplayet nu træder et skridt tilbage. Heldigvis er Mario ikke gået i stå, tværtimod. Da det er svært at spille to på en lille DS, er han i stedet gået online, og lader dig spille mod spillere fra hele verden – og dét er mindst lige så sjovt!
Men lad os starte med begyndelsen. Som altid har vi et Grand Prix mode, hvor man kan låse op for nye baner efterhånden som man høster sejrstrofæer. Der er i alt otte grand prix’er, med hver fire baner, og vi løber altså op på imponerende 32 baner i alt. Halvdelen af banerne er nydesignede, og den anden halvdel er klassikere taget fra Super Nintendo, GameCube, Gameboy og Nintendo 64 tiden. Det kan virke som billigt genbrug, men faktisk er det enormt hyggeligt at fræse rundt i de vante omgivelser (og hvor er det egentlig skræmmende, hvor umuligt det er at huske f.eks. telefonnummer eller et password, mens ældgamle Mario Kart baner man ikke har spillet i årevis stadig sidder på rygmarven).
Kurt (og Mario) ka’ li’ kubik!
Hvert grand prix kan gennemføres i 3 forskellige motorklasser, de sædvanlige 50, 100 og 150cc. Man skal ikke lade sig narre af cubic-angivelserne! Ikke alene stiller større cc-klasser højere krav til køre- og reaktionsevner, men aggressiviteten blandt modstanderne stiger også betragteligt.
Herefter skal man bare vælge bil & fører, og så er løbet i gang. Såvel grafik som lyd er i absolut topklasse. Aldrig har Mario, venner og omgivelser set bedre ud. I hvert fald ikke på en håndholdt konsol. Ja det er faktisk fristende at udkåre Mario Kart til at være et af de absolut flotteste spil i hele vores DS samling. Udsynet foregår på øverste skærm og i 3. person perspektiv, og den nederste skærm viser tydeligt kortet.
På Mario Kart Double Dash kan man på et kort i siden af skærmen følge med i, hvor langt man er i forhold til konkurrenterne, men Mario Kart DS viser et detaljeret udsnit på nederste skærm. Det betyder, at man virkelig kan se, hvem man har lige i hælene, og ikke mindst hvor de er henne i forhold til en selv. Hermed bliver de våben man kaster bagud, for første gang rigtigt anvendelige. Dette er en klar fordel, når man på en kneben førsteplads kæmper sig rundt i det sidste hårnålesving, med f.eks. en bananskræl i arsenalet. Det er faktisk ikke umuligt at placere sig foran nr 2, og droppe skrællen lige i sylten på ham. Bisset, usportsligt, og helt fantastisk fedt!
Som single player er det, man fristes til at sige, “som sædvanligt”, desuden muligt at kæmpe i kategorien time trials. Her ræser man mod uret, og den bedste tid kan gemmes som ghost data, hvilket giver en fortrinlig mulighed for at studere og dermed forbedre ens egen kørsel. Som en ny online feature er det nu også muligt at downloade andres ghost data, og dermed lære af dem, der er bedre end en selv. Ikke noget nyt i forhold til mange spil på andre platforme, men alligevel rart at Mario nu har samme mulighed.
I VS mode kan man køre enten mod computerstyrede modstandere, eller over wi-fi netværk mod ens venner. Sidstnævnte er selvfølgelig klart det sjoveste. Selv om man i gruppen kun er i besiddelse af ét Mario Kart memory kort, er der ingen grund til at fortvivle. Ejeren af kortet kan nemt og bekvemt uploade Mario Kart til de andre spilleres konsoller, men som ved mange andre spil, der understøtter denne feature, er der ikke så mange baner til rådighed som hvis alle spillere (max 
er i besiddelse af hvert sit kort.
Battles
I balloon battle suser man rundt på en række specialdesignede “deathmatch” baner. Man har i starten 5 balloner som man skal forsøge at passe på. Kun en af dem er pustet op fra starten, og det gælder om hele tiden at have mindst én ballon pustet op. En sjov gimmick er, at man kan puste balloner op ved at blæse ind i DS’ens indbyggede mikrofon. Det er ret sjovt, men ikke nær så sjovt som at betragte andre spillere sidde og puste febrilsk på deres håndholdte konsol. En skæg og lidt innovativ gimmick, der dog ikke i væsentlig grad løfter spillet op over hvad vi er vant til i Mario Kart genren.
Den anden battle mode er shine runners. Her gælder det om at samle stjerner op. Spillere med færrest antal stjerner luges løbende ud, og det gælder altså om at være last Mario standing.
Begge modes er sjove, især i kortere tid. Perfekte til ventetider hvor man ikke har tid til at give sig i kast med et rigtigt grand prix.
Analog er ok!
Næsten uanset hvilket spil jeg propper i min DS, kommer jeg før eller siden til at mangle en eller to analoge sticks som vi kender dem fra næsten alle andre konsoller. Men i Mario Kart fungerer styringen forbløffende godt alligevel. Med de midler, der er til rådighed på denne konsol, vil jeg vove den påstand at styringen og følelsen af kontrol er så optimal som den næsten kan blive.
Foruden stereo og simuleret fup-surround, findes der også et lydspor optimeret til hovedtelefoner. Gennemført – og det hektiske soundtrack supplerer gameplayet perfekt.
Endelig online
Med al den omhu og kvalitet Nintendo har lagt i dette Mario Kart spil, ville det være unaturligt om ikke vi også fik muligheden for at gå online og spille mod andre personer over Internettet. Dette kræver dog at man er i besiddelse af et trådløst netværk med tilhørende bredbåndsforbindelse derhjemme. Hvis man har ADSL eller lignende, men ikke er blevet trådløs endnu, skal man altså alligevel ud og investere. Inden man afleverer sparegrisen til sin lokale datamat-pusher, kan man gå ind på Nintendos hjemmeside og tjekke hvilket udstyr de ved der virker…. men alligevel kan der stadig opstå problemer, f.eks. i tilfælde af uregerlige firewalls og andet teknisk lir. Er man ikke selv teknisk velbevandret, kan det anbefales enten at finde en Georg Gearløs i omgangkredsen, eller investere i Nintendos officielle USB-til-wi-fi dims til PC, og som skulle fungere med minimale tekniske krumspring. En sådan løsning kræver dog, at ens computer er tændt når man spiller, men det er jo en lille pris at betale hvis man for alt i verden vil undgå at læse manualer og dimse med ledninger og indstillinger.
Når man på den ene eller anden måde er online, har Mario Kart næsten uendelig levetid. Det er som sædvanligt bare så meget sjovere at køre mod rigtige personer end mod den indbyggede CPU. Man kan vælge enten at kæmpe mod de personer man har på sin venneliste, mod det Nintendo kalder rivaler, som skulle være spillere der har opnået spilmæssige resultater på niveau med dig selv, continental som er spillere der bor tilnærmelsesvist i samme område som en selv, eller slet og ret worldwide, hvor man kan få tæv af små unger fra eksotiske himmelstrøg. Og husk på: I modsætning til konkurrerende konsolproducenter, er det ganske gratis at spille online, og du skal ikke købe ekstra udstyr (ud over trådløst netværk, hvis du ikke allerede har et sådant).
Mario Kart fejer alle bange anelser af bordet. På trods af det simple gameplay, de mange lignende forgængere, og det forholdsvist store genbrug af gamle baner, tilbyder Mario Kart mange timers fed, fed ræs. Mario Kart DS er og bliver et af de bedste gokart spil nogensinde. Hvad enten man spiller grand prix med sig selv, eller online mod andre, er dette spil et klart hit som ingen DS ejer må snyde sig selv for.
Loading ...
