Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Rare og Nintendo har en lang historie sammen. I de lykkelige 16-bit dage, hvor Super Nintendo var den dominerende konsol, lykkedes det Rare at skabe interesse for en genre, mange fandt udtrådt og slidt. Nu er Rare som bekendt begyndt at udvikle til Xbox, men det stopper dem ikke fra at lave nye spil til Nintendos bærbare. Vi har kigget nærmere på Donkey Kong Country 3.

Tilbage i de gode gamle dage var udgivelsen af det første Donkey Kong Country en utrolig stor begivenhed. Folk kunne simpelthen ikke tro på, at den præ-renderede grafik kunne lade sig gøre på en 16-bit maskine. Ved hjælp af noget kløgtigt PR og en meget kreativ teknisk fortolkning, blev spillet lanceret som et spil med 32-bit grafik. Det var måske så meget sagt, men pænt var det i hvert fald. Det var så pænt, at folk lidt glemte, at der under den pæne grafik egentlig ikke var noget fantastisk spil. Gameplayet var ganske glimrende, men det var ikke hverken nyt eller banebrydende. Spillet blev et hit primært fordi det var flot. De to efterfølgere leverede nye ting, men det var mest småting. Tilbage i 2003 tog serien så - som så mange andre 16-bit titler - springet til GameBoy Advance. Vi sidder med tredje udspil til GBA, og det er med lidt blandede følelser.

Kiddy Kong Country

Ligesom i 2'eren styrer man heller ikke denne gang titelaben Donkey Kong. Han er nemlig sporløst forsvundet. I stedet har man på skift kontrol over den blonde abe Dixie Kong og hendes fætter Kiddy Kong. Dixie kan bruge sit hår til at svæve, og Kiddy er en robust lille abe, der er i stand til at løfte og kaste tunge ting. Sammen kan de to opnå mere end hver for sig - Kiddy kan f.eks. smide Dixie op i luften, hvor hun så kan nå højere op end ellers, og Dixie kan omvendt bruge Kiddy som våben ved at smide ham efter fjenderne.

Donkey og Diddy Kong (stjernerne i det første Donkey Kong Country) skal findes, og det gøres ved at traske, hoppe, svinge, svæve, svømme og løbe igennem et utal af baner. Spillet byder på utroligt mange minigames, hvor man kan lave forskellige ting. Undervejs skal der samles 6-7 forskellige slags dimser. Bananer, guld- og sølvmønter, farvede fugle og balloner er blandt de forskellige ting, man skal være på udkig efter. Det virker lidt fjollet med så meget der skal samles, men det er efterhånden ved at være standarden for Rare-spil. De to aber bliver fra tid til anden skiftet ud med nogle "guest stars", der sørger for lidt variation. Der er en haj, en edderkop, en papegøje og en elefant. De ekstra dyr dukker hverken op for ofte eller for sjældent.

Væmli' hæmli

Spillet tilbyder også en masse hemmelige ting, man kan finde, så der faktisk er god grund til at udforske de forskellige baner grundigt. Det lidt ærgerlige er, at mange af tingene ikke er synlige. Hvis man vil finde den hemmelige grønne ballon, skal man som regel hoppe ud fra toppen af et hus, for at ramme det sted i luften, hvor den befinder sig. Med andre ord leder man i blinde, og skal gætte sig til alt for mange ting. Man ender med at hoppe rundt som en galning lidt for tit, og det er en skam. I Mario-serien er de fleste skjulte ting placeret, så man skal være lidt snedig eller opfindsom for at finde dem.

Ikke så pænt som på TV

Grafikken på den lille skærm er knap så imponerende som den var på fjernsynsskærmen. Den er pæn, men ikke længere så overvældende. Enkelte baggrunde virker gnidrede, og man kan nemt blive forvirret i nogle af spillets snebaner. Det er ikke altid til at se, hvor man kan gå sikkert, og hvor man styrter i døden. Udover det, så er spillets grafik - og specielt spillets animation - ganske nydelig. Musikken er lavet om fra det originale spil, så det bedre passer til GameBoy Advance. Den nye musik passer fint til spillet og giver en god stemning. Styringen er desværre lidt anstrengende. De forskellige dyr er nemme nok at styre, men tempoet er lidt for højt og udsynet lidt for dårligt. Resultatet er, at man somme tider dør frustrerende pludseligt. Man føler også lidt, at der er klemt for mange funktioner ind på de få knapper, maskinen har. De mere avancerede manøvrer er lidt problematiske somme tider.

Dommen

Donkey Kong Country 3 er et udemærket spil, dog uden at være det kæmpe hit det var til Super Nintendo. Det egner sig udemærket til korte bus- og togture, men ved længere omgange bliver man irriteret på spillets små skønhedsfejl.

Om Søren Vestergaard