Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+

Det vælter frem med "Classic" spilsamlinger, som lader os spille de gamle arcade-klassikere på vores respektive konsoller eller PC. For nyligt så vi på Taito Legends, der med et bundsolidt lineup af klassikere fik den samlede redaktion til at mene, at nu blev det vist ikke meget bedre. Ikke desto mindre sidder vi nu med Capcom Classics i Xboxen, og spændingen er stor: kan Capcom hamle op med Taitos stærke udspil?

Tilbage til dengang mor var dreng

I 80'erne sang Huey Lewis "It's hip to be square", og det motto gælder åbenbart stadig. Betegnelsen "Nørd" er efterhånden et prædikat, mange påtager sig med stolthed. Derfor er det også uden det mindste rysten på hånden, at vi indrømmer hvor meget vi elsker de knitrende, hakkende og bippende arcadespil fra 80'erne. Blottet for plot og mening, og ofte med en direkte jammerlig grafik & lyd, slugte de vores mønter på stribe.

Når gamle spilfirmaer som Capcom, Atari, Taito osv. i dag smider opsamlinger på gaden, kan jeg næsten ikke lade være med at tænke på min antenneforenings programpakker. "Kun 199 kr for 200 kanaler" forkynder den farvestrålende folder muntert. Men vi ved jo alle, at når de tyske, italienske, tyrkiske og mellemøstlige frekvenser er sorteret fra, er der sjældent mere end en håndfuld brugbare kanaler tilbage. Derfor var det første vi foretog os, da Capcom Classics menuen var loadet ind, at tjekke hvor mange spil vi huskede, ud af de 22 som æsken proklamerer tilgængelige.

Og minsandten! Der var kun ganske få vi ikke havde spillet mere eller mindre intensivt for de der 20 års tid siden!

Emulationen af de forskellige spil fungerer generelt meget fint. For de verticale spil såsom Commando, kan man vælge at få skubbet score informationerne ud i siden, så skærmen udnyttes mere optimalt "på den høje led". Nogle af spillene har desuden en sound remix option, som retter op på de værste blip-blop effekter, så du ikke får sonisk sukkersyge efter mange timers spil.

Kontrollen kan godt drille lidt. Jeg betvivler ikke at et moderne tommelfingerstyret joysticks præcision er fuldt på højde med de gamle digitale stålpinde, der sad på arcadekabinetterne. Men følelsen er afgjort en anden, og jeg vil vædde med at min score i Commando kunne forbedres med et sådant gammelt joystick (det er i al fald min undskyldning når jeg bliver til grin på redaktionen, fordi jeg fumler ind i en fjendtlig håndgranat efter 3 sekunders spilletid). Problemerne med kontrollen er ikke uoverskuelige, og de gælder generelt for alle de konverteringer vi har set på - så det er svært at klandre Capcom Classics for dette problem.

Gensynets glæde

Hvis man er opvokset med Counter Strike som det mest simple spil, man nogensinde har prøvet, kan man undre sig over, hvorfor nogle folk overhovedet kan hidse sig op over den pixellerede grød en spilsamling som Capcom Classics disker op med. I så fald er al håb ude, og man bør gå i en stor bue udenom denne titel. Men har man engang fodret mønter i et spil som 1942, ved man at gammel kærlighed aldrig ruster. Men selv om man er begejstret for 1942, behøver man langt fra elske alle spillene. De spil, man aldrig har prøvet, endsige set, er svære at knytte tætte følelsesmæssige bånd til i dag. Det er og bliver favoritterne fra dengang ruder konge var knægt, der løber af med sejren (og dine nattetimer).

Her følger de spil, der vakte størst begejstring på redaktionen generelt, og hos undertegnede specielt. Og husk: smag og behag er forskellig, og de maskiner som netop min lokale grillpusher importerede, danner mit personlige dømme-grundlag.

1942

Min kærlighed til 1942 vil aldrig dø. Hvis jeg genopstår som spøgelse efter min død, er det mit faste mål at hjemsøge gamle tivolier og grillbarer, udelukkende for at kunne spille 1942 efter personalet er gået hjem. Ren nirvana.
Efterfølgerne, 1943 og 1942 Kai er da meget søde, men intet slår et originalt slag 1942.

Ghost 'n' Goblins

Tænk, et spil med en introsekvens! Godt nok kun på ca 10 sekunder, men alligevel. Store sager dengang i 80'erne. En skønjomfru bortføres af en dæmon, og en ridderhelt (dig) springer i aktion. Soundtracket er ifølge undertegnedes ringe mening, en af æraens bedste! Som med 1943 er efterfølgerne Ghouls 'n' Ghosts og Super Ghouls 'n' Ghosts pæne, men uden forgængerens sjæl og nyskabelse.

Commando

Hundesvært! Giv den gas som kommandosoldat, i et sindsoprivende tempo. Undervejs møder du fjendtlige motorcykler, morterer, bosser, og andet skidtfolk. Prygl dem med dine håndgranater, og bomb dem tilbage til stenalderen. Et af de sværeste spil i samlingen, som jeg allerede har spillet så mange gange, at havde det foregået i en spillehal, ville jeg på nuværende tidspunkt have spillet mig fra hus & hjem, og være henvist til at spille mundharpe på strøget kun iført blomstrede underhylere og med en gammel hat foran mig! Soundtracket tangerer Ghost 'n' Goblins, men taber med et mulehår.

Gun Smoke

Commando, bare med meget mere cowboyder. Den løjerlige kontrol for højre/venstre/midt sigtekornet, kræver cirka 200 kroner i en spillehal (jeg taler af erfaring) inden det er ordentligt indlært. Men når styringen er på plads, er der fed, fed underholdning og seje boss fights så langt øjet rækker.

Sonson

Et overset spil. En eller (helst) to spillere suser derudaf i denne scrolle platformer. Alt foregår i et hæsblæsende tempo. Minder på en eller anden måde om Bubble Bobble, og alle der kender det spil, ved at en sådan sammenligning er en af de fineste hædersmærker man kan opnå.

De andre

I samlingen finder vi desuden 3 spil i den berømte Street Fighter serie: Street Fighter II, Street Fighter II Hyper Fighting, og Street Fighter II Champion Edition. Selv om Street Fighter var, og er, vigtige titler, var jeg aldrig helt vild med de 2D fightere, der kom efter det oldgamle Karate Champ. Tekken serien gjorde at jeg genoptog kontakt med genren, men der er en helt anden historie.

Dertil kommer Exed Exes, Pirate Ship Higemaru, Mercs, Section Z, Bionic Commando, Forgotten Worlds, Legendary Wings, Trojan, Final Fight, samt det historiske Vulgus, som iøvrigt var Capcoms første spil!

Menuerne og spillets indpakning er pænt udført, personligt synes jeg nu den er lidt for tegneserie-gimmick-agtig i forhold til f.eks. den Taito pakke vi så på for nyligt. Loadtiderne er mikroskopiske, og det er let og hurtigt at skifte mellem spillene. Er man den mindste smule retro-fan, er dette en pakke der er svær at komme uden om! Det vildeste er dog næsten prisen: på nettet har jeg set priser ned til 159,- af danske devaluerede! Et forrygende køb, ganske enkelt.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).