Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Det måtte jo komme - et dansespil til Nintendo GameCube med hele Japans yndlingsblikkenslager i hovedrollen. Men kan Konami virkelig præsentere et dansespil, der kan sprænge rammerne for genren, eller bliver Dancing Stage Mario Mix endnu et let fordøjeligt og hurtigt gennemspillet dansespil?

I det mindste forsøgte de

De fleste vil sikkert forbinde dansespil med fester, hvor en flok stangstive gæster vælter rundt på gulvet foran dit fjernsyn og gør livet for din underbo til et levende helvede (så kan hun fandme lære det - den ko). Men sådan er Dancing Stage Mario Mix naturligvis ikke - her er tale om et dansespil, der forsøger at gøre brug af danse-konceptet til at præsentere et spil med et plot (om end et meget tyndt et af slagsen) og hvorvidt det er en succes, kan man godt diskutere.

Handlingen, der som nævnt ikke er noget større litterært værk, er som følger: Hele Mushroom Kingdom rammes af en tragedie, da Waluigi stjæler nogle magiske Music Keys, der rummer al rytme i universet (eller noget i den stil). Med dem har Waluigi tvunget alle i Mushroom Kingdom til at danse, og der er kun en der kan stoppe ham... og ja det er naturligvis dig, Mario.

Nu kunne dette være et oplæg til endnu et platform spil i Mushroom Kingdom, hvor Mario skal samle endeløse mængder af dimser sammen for at komme til næste bane - men det er det ikke. I stedet udspiller Marios eventyr og kampe mod bosses sig som dansespil. Man går et lille stykke langs den fastlagte rute på oversigtskortet, og så præsenteres man for en sekvens, hvor man skal gennemføre et lille dansespil, imens man kan iagttage Marios handlinger på skærmen. Enkelte gange, er der små variationer i det klassiske dansespilskoncept, men for det meste handler det om at hoppe til musikkens rytme og ramme de pile, der langsomt daler ned over skærmen - præcis som man kender det fra Konamis nærmest endeløse Dance Dance serie.

De enkelte variationer, der dukker op i spillet, kommer i form af små gimmicks i dansespillene. Nogle gange skal man for eksempel trykke to gange på samme pil eller også er der objekter mellem pilene, man ikke må "træde" på... det er ikke raketvidenskab det her, men det var der vel næppe nogen der forventede af et spil som dette. Bosskampene er heldigvis en smule anderledes, da de gerne kræver, at du skal samle serien af genstande, efterhånden som de glider ned over skærmen, hvilket så skaber en ting, der generer din modstander. Det er en smule mere komplekst, dog uden at Dancing Stage Mario Mix på noget tidspunkt bliver et svært spil. For at variere konceptet en smule er der drysset en række minispil ind i spillet, der dukker op undervejs igennem Story mode - men de er ret hurtigt overstået, og de fleste er baseret på det samme spinkle koncept.

Dancing Stage Mario Mixs story mode kan vel gennemføres på to timer eller lidt mindre, hvis du er vant til dansespil. Gennemfører man, kan man låse op for en højere sværhedsgrad. Det kan gøres flere gange, så man kan låse op for "super svære" sværhedsgrader, der, når det kommer til stykket, slet ikke er så svære og egentlig ikke værd at spille spillet igennem fem eller seks gange for at befri. Desuden byder spillet på muligheden for at spille i free mode, hvor du kan danse til de sange du vil eller muligheden for at spille sammen med en ven, hvis du ellers investerer i en ekstra dansemåtte.

Visuelt er Dancing Stage Mario Mix faktisk ganske nydeligt - præcist som jeg havde forventet det af et Nintendo spil. Masser af klare farver og velkendte områder og steder fra Mushroom Kingdom. Det er præcis den slags Nintendo-fans vil have, og det er basalt set en smagssag om man syntes om den slags, men man kan ikke komme udenom at det er flot og farverigt. På lydsiden står Dancing Stage Mario Mix en smule svagt efter min mening. Der er ikke så mange sange og melodier i spillet, og dem der er, er generelt af en svingende kvalitet. Nej der er ikke tale om kendt popumsik som ide normale dansespil, men en række Nintendo-sange og et par enkelte genindspillede numre (samt remixes af hele baduljen). Okay lydsporet kunne være værre, men der er så sandelig også plads til forbedringer.

På bundlinjen er dette et børnespil, der kan fungere som en rigtig god introduktion til dansespilsgenren - og det tæller for en hel del i min karakterbog. Dancing Stage Mario Mix er ikke for de dansetossede, der spiller Dance Dance Revolution hver eneste weekend, men derimod for børn, der skal have et spil, der leverer farverig og nuttet grafik og så ellers giver dem noget at danse til på en sværhedsgrad, der er overkommelig, og det får de så sandelig i Dancing Stage Mario Mix.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).