Granatchok. Verden lyser et øjeblik op, og holder sin flænsende hvide farve. Et dumpt drøn bliver fanget som en knugende lille plet midt i mit hoved – truende med at kunne eksplodere hvert øjeblik. I en fjern tåge kan jeg fornemme mine kammerater, der skriger omkring mig. Helvede på jord er en realitet.
Så er Activision tilbage med endnu en udflugt tilbage til anden verdenskrig. Vi får lov til at rejse rundt på en eksotisk tur, som byder på alt fra Normandiet til Stalingrad. Vejret står på en hvinende sky af granatsplinter og bankende kugleregn. I et filmisk oplæg bliver nerverne konstant bombarderet af et hektisk pumpende gameplay, der virtuost er bundet op på overvældets dumpe kunst. Sidste omgang var en forrygende gang krigskunst, som omdannede ellers lineære scenarier til stor morskab. Det skyldtes mest af alt en imponerende egenskab til at tage hjertet fra Medal of Honor, og sætte det ind i en ny mere levedygtig skikkelse. Modsat Frankenstein vender denne skabning sig ikke mod sin skaber, tværtimod er den tilbage endnu mere fyldt af liv.
Det første man lægger mærke til, efter at have været igennem noget af en installationsomgang (Call of Duty 2 (CoD2) kommer på et ordentligt læs skiver), er at CoD2 er en virkeligt flot titel. Vi er ikke oppe i samme klasse som F.E.A.R. – men mindre kan også gøre det! Fra første færd bliver skærmen et glødende inferno af tumult. Krigens barske kerne gengives i skarpe teksturer, hvor masser af polygoner ånder liv i hovedpersonerne. Det kræver dog sin maskine og vigtigst af alt et grafikkort af den nye generation. Selv her vil man fra tid til anden opleve af skærmen fanges i et kort hosteanfald. Dette sker især når mange partikler slynges rundt på skærmen, eksempelvis ved kombinationer af byger og eksplosioner.
Snart er man svøbt ind i et tæppe af bombastiske toner. Med den rigtige omsætning bliver man hurtigt fanget i en blanding af krigens skyggesider og strofer a la Hollywood. Effekterne er gode – fulde af tyngde. Det lyder unægtelig godt når man skridter over slagmarken, mens man klamrer sig til sin riffel. Som det var tilfældet sidst spiller ens krigskammerater en væsentlig rolle. De vil kæmpe sig fremefter sammen med dig side om side. De vil skyde på fjenderne, benytte omgivelserne til dække, udpege fjender for dig, kravle rundt når de er sårede og falde livløse sammen når de bliver ramt fatalt. Alt sammen er det noget, der er med til at opbygge den tætte illusion. Selv om man selvfølgelig får en kraftig finger med i forløbet, lykkes det at skabe indtrykket af, at man blot er en bonde i det store spil.
Det er ikke der er noget videre historie at snakke om. Vi føres igennem de klassiske scenarier fra anden verdenskrig – fortærskede klicheer som egentlig burde være udkogte som suppeben. Alligevel er det en overvældende kraftig ret man får serveret. Det skyldes, at der satses hundrede procent på stemning. Heldigvis fungerer det. Helhedsindtrykket er fascinerende. Man kan ikke lade være med at blive revet med fra starten. Som sidste gang er spillet strengt taget lineært. Det brydes dog op af, at man denne gang kan have flere objektiver, hvor man selv rækkefølgen man vil løse dem i. I bund og grund gelejdes man som kvæg i fællesskab med sine kammerater indenfor relativt smalle stier. Det glemmer man bare lystigt imens adrenalinen pumper og musikken buldrer. CoD2 er som en tryllekunstner god til at fange ens opmærksomhed et givent sted.
Som det er tilfældet for ens allierede, har fjenderne også omløb i deres digitale hoveder. Den kunstige intelligens er overbevisende nok til at give glimrende modspil. Man fanges lynhurtigt i en stepdans mellem geværild og granater. Især sidstnævnte benyttes med djævelsk præcision. Det giver nærmest en ekstra dimension, eftersom man konstant skal være opmærksom på flere vinkler samtidig. Fjendernes opførsel er med til at spæde til den overordnede illusion. En illusion der på ingen måde er i realismens navn, den brydes af flere parametre heriblandt det Halo-inspirerede helingssystem. Derimod er det som at være del af en god actionfilm. Et militært epos, hvor man ikke skal stoppe og trække vejret alt for længe af gangen. Bliver man alligevel træt af virtuelle venner og fjender, er der naturligvis også mulighed for at spille over nettet. Tretten baner kan huse op til 32 spillere samtidigt. Det er intet ekstraordinært, men som resten af spillet er det en herlig gang adrenalinudløsning.
CoD2 er endnu et kapitel i den tilsyneladende uendelige historie om anden verdenskrig. Realismen er placeret på bagsædet i et stykke actionisenkram, som har fuld fart under fødderne fra startskuddet. Teknisk er det en prangende præstation, hvor det mest af alt er ens hardware, der sætter begrænsningerne. Er man på udkig efter et godt actionbrag, behøver man ikke lede længere.
Loading ...
