Shattered Union

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 12+PEGI Violence

USA er gået i opløsning efter den samme inkompetente bøh-hat for anden gang er blevet valgt til præsident efter et mistænkeligt afstemningsresultat.
Seks grupperinger af stater kæmper om magten i landet, i dette stragispil. Selv EU har sendt en styrke over dammen, så de kan lære de indfødte, at fodbold er noget, der spilles med fødderne og uden styrthjelm på.

Det måtte simpelthen ske

USA er gået i opløsning efter den samme inkompetente bøh-hat for anden gang er blevet valgt til præsident efter et mistænkeligt afstemningsresultat.
Seks grupperinger af stater kæmper om magten i landet, og EU har sendt en fredsbevarende styrke af sted som samtidig kan forklare de indfødte at fodbold er noget, der spilles med fødderne og uden styrthjelm på.

Så langt så godt. - Men inden du nu styrter ned og hamstrer restoplaget af Coca-Cola og bløde fritter fra McDonalds, så vær lige opmærksom på at det ikke er virkelighed... endnu!

Det, vi har fat i her, er strategispillet "Shattered Union" fra PopTop Software. Et lettilgængeligt turbaseret strategispil der tager udgangspunkt i en tænkt situation, hvor USA er blevet kastet ud i en borgerkrig mellem 6 rygende uenige geografiske grupperinger, og hvor du tager kontrollen over den ene af grupperne. Målet er at løse krisen efter den traditionelle amerikanske problemløsningsmodel; vold, magt og militær råstyrke.

Når strategi bliver tortur

Efter en kort intro, præsenterer Shattered Union dig for et trist og skrabet strategisk kort over USA, opdelt i et antal regioner, der ikke nødvendigvis følger grænserne mellem staterne. Hver af spillets fraktioner besidder et antal områder for start. Områderne adskiller sig fra hinanden ved at have forskellig værdi i forhold til økonomi og produktion. Værdier der er vigtige for at have råd til nye militære enheder. Det er på det strategiske kort du rykker rundt med dine hærenheder, og det er her du træffer beslutninger om, hvilke områder du vil erobre og hvilke områder du vil bruge ressourcer på at forsvare.

Desværre er det strategiske kort også spillets klart svageste punkt. At det er lige så kedeligt som en julefrokost i en afholdsforening, ville være til at holde ud, hvis ikke det også var så frygteligt frustrerende at spille på.
Dine enheder må f.eks. kun kæmpe en gang i hver tur. Så hvis du har brugt alle dine enheder i et område på at angribe fjenden, så må de ikke forsvare sig hvis der angribes tilbage bagefter. Så efter at have brugt timer på at erobre et område, oplever du ofte at computeren straks kvitterer ved at snuppe det forsvarsløse område tilbage igen.

Samtidig er computeren blottet for selv den mest elementære strategiske forståelse. Ingen af de computerstyrede modstandere kan finde ud af at slå sig sammen om at gå i flæsket på en modstander, der er blevet for stor. De vil gladelig blive ved med at bekrige hinanden om de få stykker land de (eller du) har tilbage, mens spilleren der allerede har erobret to tredjedele af kortet, i ro og mag også kan hugge de sidste områder uden nogen form for gengældelse.
Og da spillet er helt uden nogen form for diplomatiske muligheder, så kan du ikke engang lave alliancer, men må passivt acceptere at det udvikler sig sådan gang efter gang.

Endelig går det løs

Når du vælger at angribe et af modstanderens territorier, eller omvendt, så skifter spillet til det taktiske kort. Her er det, spillet for alvor folder sig ud. For lige så kedelig den strategiske del er, lige så sjov er den taktiske. I denne del af spillet har du langt mere brug for dine militære evner. Du skal mestre kombinationer af infanteri, artilleri, mobile panserenheder og flystøtte, og du skal nøje vurdere, hvornår du vil spille defensivt og drage fordel af terrænet, og hvornår du vil satse alt og gå i offensiven for at slutte slaget. Med til at gøre denne del ekstra nervepirrende er, at de militære enheder dels er hundedyre at erstatte, hvis de går tabt, dels at dine enheder optjener erfaring og bliver bedre undervejs. Så det er en bitter pille at sluge, hvis dine bedste og mest rutinerede enheder bliver slagtet i et ugennemtænkt forsøg på en hurtig sejr.

På din vej gennem USA fra slagmark til slagmark, holder spillet styr på de forskellige områders helbredstilstand og husker dem resten af spillet. Så hvis du, af taktiske årsager (eller måske bare fordi du synes den er grim), beslutter dig for at jævne Frihedsgudinden med jorden, så er den permanent reduceret til murbrokker for resten af spillet - Der er ingen fortrydelsesret. Den slags gerninger ser man naturligvis ikke let på i den amerikanske offentlighed, så jo mere du får ødelagt undervejs i spillet, desto mindre bliver din popularitet, og risikoen for at du f.eks. får guerillakrigere på nakken bliver tilsvarende større.
Din adgang til specielle "supervåben" afhænger også af hvor beskidt, du spiller. Den fromme får adgang til "rene" våben, mens den brutale og hensynsløse får adgang til atomvåben.

Multiplayer

Multiplayerdelen er (heldigvis) begrænset til at spille de taktiske slag. Men her kan selv de taktiske baner blive en noget langtrukken affære, hvis man spiller mod en modstander, der tager sig god tid til sine træk. Hvis man gerne vil prøve kræfter med rigtige mennesker af kød og blod, er det imidlertid den pris, man må betale.

Vores indre borgerkrig

Shattered Union er et spil, der har svært helt at beslutte sig til om man skal elske eller hade. For hver gang man frustreres over den strategiske del, frydes man kort tid efter over den taktiske. Man undgår ikke at sidde med en lidt kedelig smag i munden over at udvikleren ikke lige brugte de sidste 20% på at få gjort spillet helt færdigt - ikke mindst fordi potentialet helt klart er til stede.
Men på et marked der ikke ligefrem er overrendt af turbaserede strategispil, er Shattered Union helt klart et frisk pust. Så, hvis Civilization IV er for langhåret til dig, så er det måske den moderne amerikanske borgerkrig du skal kaste dig over.

Om Jesper Søtofte