Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Det første Serious Sam var lidt af et surprise hit, og er siden blevet lidt af en kult-titel i visse kredse. Kan toeren løfte arven? Det svarer GameSector´dk actionjunike Lasse Winther Wehner på i anmeldelsen af Serious Sam II til Xbox. Kig med indenfor.

Serious Sam er lidt af en kult-titel på Xbox, og toeren er nu endelig udkommet. Spillet er mere af det, etteren gav os, nemlig en titel du kan samle direkte op og spille uden at skulle bruge tid på at sætte dig ind i diverse avancerede regler. Serious Sam 2 er en actionfyldt first person shooter, der byder på både fantasifulde våben og fjender - og begge dele i rigelige mængder.

Der er faktisk en historie i spillet. 'Serious' Sam Stone bliver tilkaldt for endelig at få gjort regnskabet op med ærkeskurken Mental, der undslap sin skæbne i etteren. Introen lægger linien for humoren i hele spillet, og det er en af de sjoveste, jeg har set, på det seneste. For at besejre Mental skal Sam rundt til fem verdener og samle stumper af et artefakt, der er knækket i fem stykker, for at det ikke skal blive misbrugt. Noget i den dur, you get the idea. Det er ikke så forfærdelig vigtigt, for historiefortællingen sidder i barnestolen på bagsædet, mens Sam Stone med et imponerende våbenarsenal tager forsædet. Historien optræder kun som en undskyldning for en masse selvironisk, overgearet og meget vellykket humor i de mellemsekvenser, der kæder banerne sammen. Det passer mig storartet.

Lights, camera, ACTION

Serious Sam II er på godt og ondt en FPS af den gamle skole. Du bevæger dig igennem diverse miljøer, mens ubegavede fjender vælter mod dig fra højre og venstre. Der er ikke noget avanceret i spillet. Til gengæld er der humor, masser af våben og masser af fjender, samt en auto-aim-funktion, der godt nok kan slås fra, men som passer til gameplayet. Desværre er der lidt færre fjender end i forgængeren, men den nye engine er til gengæld meget flottere. Fjenderne er stadig lige fantasifulde, og en mængde kør, amerikanske fodboldspillere mv. angriber konstant. I bedste konsolstil afsluttes banerne af diverse bosskampe. Det er den type spil, hvor man ved, hvad man får, når man har spillet den første time, for det er gentagelse på gentagelse, der følger. Og det er, hvad Serious Sam drejer sig om. På en måde minder spillet mere om de gamle 2D-flyverspil såsom 1942 og R-Type end om en moderne FPS. Det kan man jo så tolke positivt eller negativt afhængig af smag. For mig er det positivt.

Lidt nyt sker der selvfølgelig også, for undervejs i spillet introduceres diverse køretøjer. Derudover er der et vist antal secrets på hver bane, hvilket giver gen-spilningsværdi, for i slutningen af banerne får man at vide, hvor mange ud af hvor mange tilgængelige secrets, man har fundet. Man finder også nye våben, indtil man har et imponerende arsenal. Desværre for Sam kommer disse ikke med, når han teleporterer fra en verden til den næste, og så skal man ud at samle ind forfra, og sandsynligvis finder man også våben, man slet ikke har haft før. Jeg er specielt vild med 2-løb shotgun, auto shotgun, dobbelt uzi og bombe-på-papegøje, der er en slags 'varmesøgende' bombe, der bliver fløjet af sted af en papegøje...

Et multiplayer-spil

Den trofaste læser, der samvittighedsfuldt læser alle mine ydmyge anmeldelser, vil måske bemærke, at jeg flere gange har skrevet, at man skal online med en given titel, for at få fuldt udbytte. Sådan forholder det sig også med Serious Sam II. Ganske ligesom forgængeren er der muligheder for at spille co-op og denne gang op til fire spillere i enten system link eller via Xbox Live. Man kan altså ikke spille splitscreen. Men hvis man har Live betyder det også mindre, for jeg oplevede udelukkende spillet køre godt og lag-frit, dog med en smule tearing i grafikken, når man ikke er host. Sværhedsgraden skal sættes op på højeste grad, når man er to eller flere - ellers bliver det for let. Faktisk savner man lidt en sværhedsgrad, der er endnu højere, men man kan sætte antallet af liv, man starter med, ned, indtil det passer. Serious Sam II befinder sig under alle omstændigheder i den lettere ende af FPS-spektret.

CroTeam har klogelig nok udeladt mulighed for at spille mod andre spillere. Her ville Serious Sam heller aldrig kunne blive mere end et uaktuelt alternativ til Halo 2. Ganske som vi har set det med næsten enhver action-shooter udsendt siden Bungie satte en helt ny standard for onlinespil på Xbox for lige omkring et år siden.

Grafik & lyd

Grafikstilen er noget anderledes end dit typiske Xbox-spil og faktisk ligner de flotte, klare farver mere noget fra et GameCube-spil. Dette mener jeg positivt, for det er dejligt, at alle spil ikke ser ens ud, og variation til Xboxens i forvejen mange FPS'er er velkommen. Musikken har flere gode temaer, der er tilpasset miljøernes visuelle stil. Når der kommer fjender, skifter musikken til et noget hidsigere pace, hvorefter det perfekt glider tilbage til de fredelige temaer, når man midlertidigt har ryddet et område.

Masser af sjov action

Bedømt som et singleplayerspil ligger Serious Sam II på et syvtal. I co-op snakker vi otte. Det er så mit valg, om jeg vil give det syv og skrive, at Live-brugere kan lægge en karakter til, eller om jeg vil give det otte og skrive, at wannabe-gamers uden Live skal trække en fra. Hvilken uendelig magt, det dog giver at være anmelder. Jeg vælger at give spillet otte, samtidig med at jeg understreger, at det altså ikke er for alle. Men man læser jo også hele anmeldelsen, så det ved man godt, ikke?

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.