SpyToy

Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Vink til kameraet - for du bliver sikkert overvåget! Denne gang er det dog dig, der står for overvågningen, mens dit EyeToy webcam følger dine bevægelser. SpyToy er lidt af et finurligt spil, som emmer af potentiale, da man kan opleve EyeToy med en længerevarende historie og spionkoncept, hvilket et eller andet sted appellerer til, at man endnu en gang får lyst til at spjætte med armene foran fjernsynet - men som altid er der et men.

Hvad laver klovnen egentlig?

EyeToy er lidt af en sjov opfindelse, måske ikke ny og banebrydende, men sjov og underholdende - især, hvis man er flere. Det har jeg efterhånden oplevet en del gange; med spiljournalister (M/K), min søster, der ellers hader videospil og til et par fester, hvor der skulle være lidt alternativ underholdning. Jo, EyeToy er lidt af et trækplaster, når man vil se andre spjætte løs på åben skærm. Det er hændt, at mine naboer en gang imellem har stået og kigget måbende på mig fra deres stuer, da de har fået øje på mig, mens jeg har stået foran mit fjernsyn med nærmest epileptiske bevægelser - gad vide, hvad de har tænkt?

Red verden med dit webcam

Nu har Sonys London Studio, der har stået for Singstar og EyeToy, taget et nyt skridt med deres interaktive kamera spilserie - nemlig SpyToy. SpyToy tager det familiære EyeToy koncept, som tilføjes noget nyt. Man skal stadig bevæge armene foran sit webcam i en række forskellige mini spil, der udgør SpyToy. Der er ikke længere en bred genre af udfordringer dog, som man er vant til fra EyeToy serien, eftersom man holder sig udelukkende til 'spionage'.

I dette EyeToy spil findes der kun én historie, hvis man kan kalde den det. I begyndelsen er gameren rekrut hos SIA, eller Strategic Intelligence Agency, hvor man først skal kreere sin profil med dertilhørende billede og hemmelig kode, som består af tre knappetryk på ens controller. Derefter bliver man nærmest kastet ud i marken, hvor man, som agent i SIA, skal forhindre det onde Syndicate i deres nederdrægtige planer, der omfatter alt fra salg af Lenins lig på det sorte marked til kodebrydning. Historien strækker sig gennem hele spillet, hvor udviklingerne sker mellem missionerne. Det skal dog siges, at spillets handling er lige så tynd, som en kop lunken te lavet af gennembrugt tebrev, der burde have set skraldespanden for en uge siden - men igen, det er et EyeToy spil, så hvor megen handling kan man tillade sig at forvente.

'Spionage'

Sidder man med den forventning, at man skal rende rundt foran skærmen med skæg og blå briller og dertilhørende gokkejern, fordi man er hemmelig agent, så tager man gruelig fejl - det gjorde jeg i hvert fald. Selvom åbningssekvensen i SpyToy både viser kikkert, forklædning og pistol, kommer man aldrig til at bruge den slags, eftersom det er meget fredelige missioner, man bliver sendt på. Missionerne består af:

Faldskærmsudspring, hvor man skal navigere sin agent gennem en række ringe og hen imod et mål.

Satellitovervågning, hvor man forfølger sit mål ved at navigere en satellit, mens man skal undgå fjendtlig radarkontakt.

Kodebrydning, dette sker ved hjælp af en terning, der bevæger sig rundt, hvor man så skal stoppe den, når de rigtige symboler viser sig.

Billedidentificering af skurke, der arbejder for the Syndicate.

Problemet med missionerne er, at de er for nemme, for meget af det samme og de har ikke meget at gøre med det, man forventer at møde i et spionspil. Eksempelvis skal man fange en række topslyngler, der har forskanset sig i en bygning, man skal bryde ind i ved hjælp af faldskærm og efterfølgende kodebrydning, men det kommer ikke til væbnet kamp, da skurken, ved synet af én, flygter ud af hoveddøren og i armene på et antiterrorkorps, som venter udenfor - hvor tamt er det?! Her kunne man godt have hentet lidt fra de øvrige EyeToy spil, der har kampsekvenser med, så det kunne ende med en god boss fight.

Så styr dog dine armbevægelser!

Som sagt er selve konceptet ikke helt ringe, hvis det ikke var for de omtalte mangler, eftersom der er en grad af potentiale. Et af potentialerne, der giver spillet lidt saft, men ikke al for megen kraft, er de missioner, hvor man skal bruge hænderne til at bevæge genstande rundt på skærmen, så de danner et billede, bryder en kode eller bevæger en satellit. Har man set filmen, Minority Report, så har man en god fornemmelse af, hvordan man skal spille SpyToy, eftersom Tom Cruise, i filmen, bevæger objekter rundt på en skærm ved hjælp af sine armbevægelser - det samme skal man i SpyToy. Det gælder om at holde sine arme i luften, mens hænderne skal positioneres på to punkter, hvilket resulterer i, at genstande rykker sig på skærmen, når man bevæger armene i en given retning. Man skal dog være forsigtig, da for store eller for små armbevægelser kan resultere i, at man misser målet og får nedslag i den tid, man har til at løse missionen.

Endnu et par skuffelser...

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er - SpyToy er langt fra det kønneste spil, jeg har set i min tid! Grafisk minder det mest om en titel fra de gamle PSOne dage. Billedet flimrer konstant, det er gnidret og halvtydeligt - desuden er der en overvældende mangel på detaljer i menuerne og på missionerne. Når man befinder sig i downtown Sydney skulle man tro, at der var masser af trafik om dagen, men nej, der kører højst et par biler rund i gaderne. I briefing scenerne, der også mangler detaljer, oplever man ofte, at de personer, der taler til én, bevæger læberne, selvom personerne er hold op med at sige noget. Dog skal det siges, at der ikke er de store problemer med webcam funktionerne, da spillet reagerer glimrende på ens bevægelser.

Lydsiden formår heller ikke at redde spillet fra fiasko, idet man skal lægge øre til en komponist, der tror, han har ramt de rigtige spionagtige rytmer på sit keyboard. Og stemmeskuespillet er nærmest en pinlig affære - ens chef skal lyde som den intimiderende og erfarende type, men han minder mest om en joke. Det samme kan man sige om den kvinde, der skal briefe én om missionerne, eftersom hun gerne vil lyde sexet - resultatet er ligeså ophidsende som et par negle, der kører ned over en tavle.

Det er en om'er!

Sonys London Studio må gå rundt med hovedet bøjet i skam i disse dage, eftersom de har spyttet så svag en titel på gaden, der sagtens kunne have været et fornuftigt spil, hvis man havde givet sig mere tid og ressourcer til at pifte det op, men nej. Og det har resulteret i, at man sidder med et stykke makværk, der bestemt ikke er pengene værd - med mindre man er akut EyeToy fanatiker (i så fald: søg læge). Spillet kan gennemføres på mindre end en dag, hvis man ellers har lysten til det i bar skuffelse, og de øvrige features i spillet vækker ikke begejstring - de byder på optagelser af ligegyldige videobeskeder og selvportrætter. Havde London Studio regnet med, at gamere verden over ville gennem videobeskeder på deres memory cards, som man ville give videre til vennerne? Det findes der internet og mobiltelefoner til. Kort og godt - det er en om'er!

Gamesector Frarder

Om Kasper Nesager-Hansen