Hvis Delta Force en dag gik i byen og drak sig rigtig rigtig fuld og tog med Men i Black hjem til en voldsom gang dynegymnastik, så ville resultatet ni måneder senere være F.E.A.R. – eller First Encounter Assault Recon, specialstyrker, der er trænede til at håndtere paranormale situationer. Og gæt hvor du lige har fået job…
Velkommen i F.E.A.R.
Du er dårligt trådt ind gennem døren til første arbejdsdag i F.E.A.R. – USA´s tungt bevæbnede elitekorps, der håndterer (læs: skyder) paranormale fænomener, før helvede bryder løs. En amerikansk general ved navn Paxton Fettel, er blevet sindssyg (i hvert fald mere sindssyg end resten af det amerikanske militær, hvordan det så ellers lige kan lade sig gøre) og han er gået godt og gammeldags amok med sin styrke af klonede supersoldater, som han kan styre telepatisk. Han har raseret nogle byer i USA, i hvad der næsten kunne betegnes som en systematisk eftersøgning, men det er ikke klart hvad det er han leder efter. Det er dog klart, at hvad end det er Paxton søger, så kan det kun bliver værre hvis han får naller i det, så ind på scenen træder Delta Force og F.E.A.R., der har fået til opgave at stoppe tossens klonsoldater og frembringe det ukendte objekt der søges.
Det ville være forkert, at beskrive F.E.A.R. som en horror first-person shooter, selvom det i princippet er hvad spillet er. F.E.A.R. er nemlig så meget mere og det er måske det mest filmiske og medrivende skydespil nogensinde lavet – og ja det er noget af en mundfuld, men F.E.A.R. leverer varen i en hidtil helt uhørt grad.
Hvis man skærer ind til benet i F.E.A.R., så er de mekanismer, der får spillet til at stå som en milepæl i spilhistorien egentligt forbløffende simple. F.E.A.R. giver dig nemlig fornemmelsen af hektisk action og desperate ildkampe, så du aldrig har oplevet noget lignende. Dette sker takket være nogle ret simple mekanismer, der alle går op i en højere enhed – for eksempel virker våbnene i spillet virkelig troværdige – som jeg forventer virkelige våben ville virke og når jeg rammer noget, stort set lige meget hvad, påvirkes dette tydeligt. Støv hvirvler op i luften, blod sprøjter fra sår og pudset falder ud af væggene, når kuglerne hagler ned omkring dig og dine soldaterkammerater i F.E.A.R. Da de fleste våben i F.E.A.R. faktisk er dødbringende, selv pistoler kan slå en fjende ihjel hurtigt, så virker våbnene mere overbevisende. Kombiner disse detaljer med en super skarp AI og du vil komme til at opleve de mest intense og medrivende ildkampe du nogensinde har været vidne til i et computerspil.
AI´en er faktisk så god, at den er værd at snakke mere om. For det første skal man gøre sig klart, at alt hvad jeg lige skrev om våben ovenfor også gælder for dig – det vil sige at du også meget let kan dø, selv fra træffere af små våben og fjenderne bruger ofte samme tunge arsenal, som du selv har adgang til. Derfor gælder det om at holde sig i dækning og bevæge sig med omtanke, hvis man ikke vil sendes hjem i en sort pose med et mærke om sin storetå. Nu er påstande om en skarp og taktisk dygtig AI blevet brugt så meget i forbindelse med andre spil, at det næsten lyder som en tom floskel. Men i F.E.A.R. er der noget om snakken for AI´en er skarp og den er taktisk utroligt dygtig og veldefineret. Fjenderne arbejder fantastisk godt sammen – de bevæger sig for hinanden, så mens en gruppe beskyder dig og tvinger dig til at gå i dækning, rykker andre frem eller forsøger at flankere dig. Du vil også opleve fjender, der kaster granater mod dig, mens andre fjender samtidig beskyder dig, så du er tvunget til at søge dækning (og lander granaten bag den dækning du har valgt, så er det farvel og tak). AI´en i F.E.A.R. skal simpelthen bare opleves, for den er en stor del af spillets utroligt intense action.
Som i de fleste andre actionspil, der er udkommet de sidste par år, byder F.E.A.R. også på et par smarte gimmicks, hvoraf den mest velkendte er en form for bullet time slow motion, som du kan bruge hvis kampene bliver for hektiske. Mere interessant er dine John Woo-agtige karateangreb, du kan bruge, hvis fjenderne kommer for tæt på. Det er måske kun en gimmick, men der er nu noget fedt ved at knække nakken på en fjende med et velrettet spark.
Medrivende plot
Har du set F.E.A.R. kassen, er det nok ikke nogen hemmelighed at spillets plot er temmelig inspireret af japanske gyserfilm – heldigvis da, for dem er vi ret vilde med her på redaktionen. Alma, en lille pige med langt hår, der dækker hendes ansigt (den slags er bare vold-uhyggeligt) dukker op igennem spillets plot og det leder unægtelig tankerne hen på Sadako fra Ringu. Selvom plottet generelt er godt og selvom der er nogle solide overraskelser og forskrækkelser, så kan man godt blive lidt skuffet over, at det faktisk er muligt at spille F.E.A.R. igennem på små ti timer. Okay det er fantastiske ti timer, der virkelig vil flytte din opfattelse af hvordan fed action skal laves, men stadigvæk, det slutter lidt for hurtigt og lidt for brat.
Når vi nu er ved at kritisere de få og meget små ting, der kan kritiseres ved F.E.A.R., så er det også på sin plads, at nævne, at spillet har enkelte perioder, der kan komme til at virke lidt ensformige, for selvom AI´en er god, så er fjenderne stort set altid ens, så det kan blive ensformigt at skyde dem ned igen og igen – men det er bestemt ikke et kritikpunkt, der kommer til at koste F.E.A.R. på karakterskalaen, for så stort et problem er det slet ikke.
Multiplayer
Når du har spillet igennem spillets single player mode, kan du altid gå online og spille multiplayer. F.E.A.R. byder på temmelig traditionel multiplayer og de modes man kunne forvente i den slags, men der er enkelte ting fra single player spillet, der har overlevet turen over i multiplayer, blandt andet dine karateangreb… hvilket godt nok stadigvæk er en gimmick, men det ser nu altså cool ud at nedlægge en fjende med spark i stedet for skud. Bullet time effekterne er noget overraskende også kommer med over i multiplayer, men desværre kan den kun bruges meget kort og kun af en enkelte spiller på holdet. Noget blændende godt multiplayer spil er F.E.A.R. ikke, men multiplayer mulighederne giver den ekstra nødvendige levetid til spillet.
Smukt og uhyggeligt
Grafisk er F.E.A.R. virkelig gennemarbejdet – og som altid når det sker, skal du betale ved kasse et, når det gælder systemkravene. Okay stopper man op og begynder at studere sine omgivelser vil man sikkert ikke blive overvældende imponeret, for nogle af omgivelserne er ret ensformige og spillets teksturer er faktisk ret simple – men når man render ind i fjender og fanden slippes løs i Laksegade, så kommer grafikken i F.E.A.R. til sin ret. Masser af effekter og detaljer sprøjter hen over skærmen og du får virkelig fornemmelsen af at være under beskydning og man kan slet ikke lade være med at blive grebet af den hektiske nær paniske stemning, der præger mange af spillets intense ildkampe – og helt ærligt, så er det sgu fedt.
En stor del af den intense og til tider uhyggelige stemning i F.E.A.R. skabes udelukkende af spillets sublime lydspor. Talen mellem soldaterne er glimrende og troværdig, men det er lydeffekterne og ikke mindst musikken, der virkelig fortjener ros, for de er med til at skabe en mørk og uhyggelig stemning. Især i ildkampene træder lydeffekterne i karakter og her bidrager de mange lyde ekstra meget til den hektiske og intense stemning.
Enestående
F.E.A.R. er et enestående spil – så enkelt kan det siges. Er man til actionoplevelser udover det sædvanlige og kan man lide et spændende og uhyggeligt plot, så må og skal man ikke snyde sig selv for F.E.A.R. Selvom spillet stiller nogle store krav til dit hardware, så belønnes man i den anden ende med masser af intens action, fantastiske filmiske ildkampe og et plot, der vil få de små hår i nakken til at rejse sig. Og meget mere end det kan man altså ikke forlange i et spil.
Loading ...
