Vi vil ikke vide hvilken tobak Double Fine røg da de udviklede Psychonauts. Psychonauts er et af de mest originale og syrede platformspil på PlayStation 2 og et resultat af nogle meget kreative og krøllede hjerner, som må tænke meget anderledes end de fleste af os andre. Psychonauts er et meget mærkeligt spil – men på den gode måde.
Psychonauts har været længe undervejs – vi hørte for første gang om spillet for næsten fire år siden, hvor det var på vej eksklusivt til Xbox. Microsoft skulle have udgivet spillet, men valgte på et tidspunkt at springe fra projektet, men så kom Majesco heldigvis på banen og spillet blev annonceret til PlayStation 2. Psychonauts er det første spil fra Double Fine, et firma stiftet af Tim Schafer, som efter otte år hos LucasArts ville have sit eget. Hos LucasArts var Tim Schafer manden bag klassikere som Full Throttle, Monkey Island, Day of The Tentacle og Grim Fandango – hvilket er nogle titler, der for mange stadig står som nogle af de bedste PC spil gennem tiden.
Stjålne hjerner
I Psychonauts tager man rollen som drengen Razputin, kendt som Raz blandt venner, der ved et uheld dumper ind på Whispering Rock sommerlejeren, hvor børn med specielle evner lærer at bruge de kræfter, der ligger gemt i deres sind. Raz er stukket af fra et cirkus hvor hans far tvinger ham til at øve akrobatik, så han ikke kan bruge kræfter på at udvikle sine overnaturlige evner. Han får lov til at blive i lejeren indtil hans far kommer efter ham et par dage senere, men snart begynder der dog at ske mystiske ting – bl.a. har alle børnene de samme mareridt og nogle får deres hjerne stjålet.
To fascinerende verdener
Psychonauts er fyldt med underlige karakterer og det er ikke svært at se, at det er Tim Schafer der står bag. Opbygningen af spillet er ligeledes ret specielt – det er delt op i to dele; en fysisk verden og en verden som foregår inde i hovederne på forskellige karakterer. Den fysiske verden udspilles i lejeren, hvor Raz skal forsøge at blive en Psychonaut inden hans far henter ham mens de egentlige levels udspiller sig i folks tanker og sind. I disse levels kan Raz opnå forskellige evner som f.eks. Pyrokenesis (hans tanker og indre energi kan transformeres om til ild), han kan skyde med tankens kraft, han kan blive usynlig og han kan svæve af sted under en tankebobbel. Disse evner skal han bruge i den fysiske verden for at blive en Psychonaut – som er en slags spion der beskytter verden vha. deres sind og nærmest magiske evner.
En mystisk verden
I de forskellige levels skal Raz løse puzzles, spille nogle minispil, hoppe på platforme, kæmpe mod bosser, tage kampen op med f.eks. karakterens dårlige samvittighed i form af forskellige monstre og rydde op i deres “mentale bagage”. Hvert sind har sit eget tema. Den første hjerne man kommer ind i, er træneren i lejren, Coach Oleanders. Han er gammel soldat og derfor er hans hoved og sind fyldt med krig, kanoner, miner, krudt, kugler og. kød. Senere kommer man ind i Professors Sasha Neins sind, som er meget struktureret og præget af orden og hele levelen udspiller sig på én stor firkant. Man kommer også til et forstadskvarter fra 1950′erne, hvor veje og huse tvister og bevæger sig i alle retninger (og vi mener alle) og gaderne er fyldt med hemmelige agenter, som prøver at overbevise dig om, at de er enten vejarbejdere, telefon reparatører eller sørgende enker, selv om de åbenlyst ikke har rent mel i posen – genialt.
Fantastisk design – teknisk middelmådigt
Den grafiske side af Psychonauts er helt unik og meget speciel. Spillets levels er, som nævnt tidligere, meget forskellige – de varierer lige fra mærkelige over helt igennem surrealistiske til stilfulde og minimalistisk designet. Spillets karakterer er ren Tim Schafer – enten elsker man dem ellers hader man dem. Om man kan lide den skæve stil må altså være op til den enkelte, men stilen er virkelig gennemført og gør Psychonauts til et af de bedst designede spil overhovedet. Teknisk er grafikken ikke så imponerende – det er tydeligt, at dette spil ikke oprindelig var tiltænkt PlayStation 2, da grafikken har fået et betydeligt hak i tuden i forhold til Xbox og PC versionerne. Spillet er ikke direkte grimt, men omgivelserne virker lidt simple og noget grove i kanten, farverne er lidt udvaskede, karaktererne mangler detaljer og i større områder præges spillet af en del slowdown. Lydsiden er anderledes god, med fantastiske stemmer og nærmest perfekt stemmeskuespil til karaktererne. Musikken og lydeffekterne er næsten lige så mystiske som spillets visuelle stil og passer derfor godt ind i spillet. Styringen er rimelig præcis og kameraet som ellers kan være et problem i spil som dette, fungerer langt det meste af tiden rigtig godt.
Originalt – kan anbefales
Psychonauts er et af de mest originale platformspil vi nogensinde har spillet og det gælder på alle punkter, lige fra karakter design, level design, art direction til gameplay og lyd. Hvis man var i tvivl om, om Tim Schafer havde en krøllet hjerne, så er man det ikke efter at have spillet Psychonauts. Har du en Xbox, vil vi anbefale Psychonauts til denne maskine, da den er væsentlig bedre teknisk – men vi kan på det varmeste anbefale Psychonauts til alle platformfans og alle der synes, at der ikke er nok originalitet i spilindustrien nu om dage – uanset platform.





