Alene det, at et spil udkommer eksklusivt til GameCube påstemplet en 18 års aldersgrænse, gør det lidt interessant. At der så er tale om et first person adventure, gør det kun endnu mere lovende.
Eksklusive titler til GameCube er ikke hverdagskost med mindre de er udviklet af Nintendos egne teams. Spil, hvor aldersgrænsen er sat til 18+ på bagsiden af æsken, er også undtagelsen snarere end reglen, så derfor var det med forventning om en lidt anderledes oplevelse, at jeg satte spillet i.
Klassisk setup
Du spiller videnskabsmanden John Raimi, der tager med en amerikansk specialenhed til Sydfrankrig, hvor den skumle Volks Corp. Har gang i nogle lyssky eksperimenter. Spillet starter med, at du downloader organisationens cellemutationsplaner ned i din PDA, og så bryder helvede løs, allerede da du sammen med din gruppe skal forlade firmaets gigantiske underjordiske kompleks. Første bane fungerer som en normal generisk FPS. Du trækker din pistol og skal hjælpe dine noget bedre bevæbnede militære kammerater mod Volks’ sikkerhedstropper. De er heldigvis nogle dumme drys, man let lige kan pløkke ned, og der er masser af health packs. Allerede her bemærker man, at spillet ikke kører helt optimalt. Frameraten svinger simpelthen helt ukontrollabelt. Kontrollen er ikke i top uden at være decideret dårlig heller, men jeg har gennemført Timesplitters 2 på GameCube, så jeg ved, at det kan gøres bedre. Lige som det ser ud til, at man slipper væk, går der dog noget galt, og hele teamet inklusiv en selv bliver mejet ned.
En ny drejning
Spillet tager nu en ny drejning, og man ser en cutscene, der viser, hvordan ens lemlæstede krop bliver forsøgskanin for Volks Corps eksperimenter. Da det sker allerede efter et kvarters spil og helt centralt for spillet, kan jeg nok godt afsløre, at ens sjæl bliver skilt fra ens legeme. Man bliver kort sagt et spøgelse. Som spøgelse bevæger man sig gennem en verden, der går i slow motion. Man er nødt til altid at være på udkig efter en krop eller genstand at besætte, for ellers dør man helt. Levende væsener skal dog være bange, før de kan besættes, men man kan så passende skræmme dem ved at besætte døde objekter og få dem til at gøre underlige ting. Dette danner også grobund for en del enkle såvel som lidt sværere puzzles. Ting, man besætter, har nemlig gerne en udnyttelsesmulighed, der kan aktiveres ved et tryk på A-knappen. Eksempler: Hvis man besætter en kasse sprængstof, kan denne detoneres, besætter man en stige, kan den væltes, besætter man en skumslukker, kan den sprøjte skum osv.
Spøgelsesdelen er helt klart spillets mest interessante, fordi den adskiller sig fra så mange andre spil. Man besætter på skift dyr og mennesker efter at have skræmt livet af dem. De forskellige dyr kan f.eks. giver adgang til områder, hvor mennesker ikke kan komme hen bl.a. via musehuller. Mennesker er vigtige, oftest, men ikke altid, fordi de har våben og altså derfor kan pløkke Volks Corporations sikkerhedsvagter ned.
Spillets FPS-del er dog meget, meget på det jævne. Faktisk er den så simpel, at man ikke engang benytter alle controllerens knapper. Man kan ikke skifte våben, der er ingen granater, ingen dual wielding etc. AI´en er også noget nær ikke-eksisterende. Ja – fjenderne skyder efter dig, men de reagerer lidt underligt, og føles mere som sløve robotter end værdige modstandere. Bosserne er klassiske Nintendo-bosser, der er umulige at besejre, indtil man finder deres svaghed, hvilket jo er en puzzle i sig selv.
Multiplayer
For at forlænge spillets levetid, er der inkluderet en ganske kompetent multiplayer-del i spillet, og den udnytter Geists særpræg. Man kan spille op til fire personer mod op til syv bots – dog højst otte karakterer på banen ad gangen. For en Xbox Live-whore som jeg er i dag, er det en anelse tamt, men hvis jeg tænker tilbage til de gamle dage, hvor jeg sad og spillede mod bots i Timesplitters II, så tror jeg, at folk der ikke er bedre vant, nok skal få noget positivt ud ad multiplayer-delen, hvis de kan lide resten af spillet. Man kan f.eks. spille sammen mod bots, hvis man ikke er så konkurrence-minded. Og det giver jo en slags co-op oplevelse. I øvrigt låser diverse objekter man kan opsamle i spillets campaign-del op for ekstra ting til multiplayer.
Grafik & Lyd
Grafikken er pæn, hvis man blot går rundt og betragter teksturerne. Ligeledes er Volks Corps store industrikompleks som taget ud ad en James Bond-film. Desværre kører spillet ikke så godt, når man rent faktisk spiller – som nævnt er der problemer med ustabil opdateringsfrekvens. På lydsiden har n-Space lavet en mellemting mellem tale og tekst, så personerne siger et par enkelte ord til dig, hvorefter du skal læse resten. Der er jo heller ikke så meget lagringspladsplads på de små GameCube-skiver. Ellers er lyden vel ok.
På den ene side vil jeg gerne belønne n-Space for at forsøge at gå lidt nye veje. Men selvom jeg anerkender dette, og det naturligvis trækker op i den endelige score, så må jeg også erkende, at spillets fps-del, der altså er en væsentlig del af spillet, er alt for uinspireret i forhold til nutidens standarder. Det betyder ikke, at det ikke er en god oplevelse – det betyder bare, at man må være indstillet på at skulle se igennem fingre med nogle ting, hvis man vil nyde spillets gode sider – er man ikke det, så bliver man nok snarere irriteret på det. Men jeg giver syv primært pga. den lidt anderledes spøgelsesdel med ganske gode puzzles, historien, fin multiplayer formatets begrænsninger taget i betragtning og god stemning – og altså fordi jeg gerne vil belønne, at firmaer trods alt forsøger. Men vi er meget tæt på et sekstal.
Loading ...
