Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI Violence

Hvorfor dukker der pludselig et spil baseret på en tolv år gammel film op? Det kan vel ikke være for at tjene de sædvanlige hurtige franchise-penge? Kunne det tænkes, at det rent faktisk var fordi, man havde en god ide til et spil, der kan føre Nightmare Before Christmas videre på en anden måde, end en ny film ville kunne? Og er denne hypotetiske ide i så fald god? Få svaret her.

Hvert år, tager min kæreste og jeg til London og shopper rundt på de tjekkede markeder efter det fede tøj. Der fik en enkelt sætning så lige ødelagt mit image som nørd (ja, din svans - Red.): Kæreste og tøjinteresseret, så må man nødvendigvis være en wannabe gamer. Nå, men i april, da vi var derovre, var der pludselig Nightmare Before Christmas-merchandise alle vegne! Jeg må tilstå, at det undrede mig, at en 12 år gammel film pludselig fik sådan en revival, og konkluderede, at jeg nok havde misset, at en efterfølger var lige på trapperne. Det havde jeg nu ikke, men der må alligevel være et eller andet i tidens trend, der begrunder en mindre revival af Tim Burtons kult-klassiker, for nu sidder jeg pludselig med Oogie's Revenge i hånden (i Xboxen faktisk), og det er altså ikke hverdagskost, at et spil udkommer 12 år efter filmen.

En slags Nightmare before Christmas II

Man kan betragte Oogie's Revenge som en fortsættelse til filmen. Det er stadig Jack Skellingtons mål at få Halloween til at blive højtidernes højtid, og for at overgå de senere års fejringer af Halloween begiver han sig ud i verden for at finde noget, der kan gøre næste års Halloween til den mest fortryllende, skræmmende Halloween nogensinde. Desværre går alting galt i Jacks fravær, og ærkefjenden Oogie bliver syet sammen. I spillet er det Jacks mission, at redde den hyggeligt skumle Halloween-by.

Genren er action + lidt adventure. Man har to knapper til angreb og diverse komboer, en til et lille hop og en kontekstsensitiv. I løbet af spillet kommer man til at nedlægge en obskøn mængde spøgelser og andre grumme krapyler. Platformelementet er heldigvis ikke dominerende, for hop er ofte frustrerende at udføre pga. det faste kamera. Mere om det nedenfor. Det meste af gameplayet består af at trykke på angrebsknapperne X og Y i skiftende mere eller mindre tilfældige mønstre, så klarer auto-aimet resten. På en måde minder det grundlæggende gameplay mest om f.eks. Two Towers og lign. hack'n'slash-spil, der helst skal spilles co-op for at blive rigtig sjove. Enkelte små puzzles skal også løses. I kampene mod bosserne spiller musikken ikke bare en væsentlig rolle for stemningen - de er sat op i bedste musical-stil - men ved at tæske noder ud af fjenderne optjener Jack retten til at synge solo, hvilket illustreres af et simpelt, men sjovt rytmespil. Den slags måtte der gerne have været mere af, for når nu spillet er sat op som en musical, ville det være oplagt.

Fast kamera 🙁

En eller anden hos Capcom fortjener desværre at få revet en negl af. Nærmere betegnet ham (eller hende), der fik ideen om at lade spillet have fast kamera, for at få mere filmiske kameravinkler. Det er den slags, der holder i teorien, men sjældent i praksis. Måske er det en af mine små kæpheste, men det irriterer mig altså grænseløst med fast kamera. Specielt når man ikke engang skal bruge den højre analoge styrepind til noget. Den sidder bare stiltiende der og håner en, mens man forgæves render rundt og forsøger at få en ordentlig synsvinkel. Spillet lider dels af dårligt udsyn generelt set, dels af orienteringsproblemer, når kameraet pludselig ændrer vinkel automatisk, og man ikke længere kan forstå, hvor man er.

Collect'em up-spilleren bliver i øvrigt ikke snydt. Der er et væld at figurer, klip og deslige, man kan beundre hjemme i Jacks hus. Ting som disse kan vel give lidt genspilningsværdi, hvis man ikke har ret mange spil at vælge imellem på sin hylde, men det er nok kun for folk, der virkelig elsker Tim Burton.

Flot grafik - fantastisk lyd

Grafisk set er spillet pænt, ret pænt endda, men jeg har set flere spil, der teknisk set er mere imponerende. Til gengæld er stemningen og troværdigheden i forhold til filmen helt i top. Desværre er der for ofte load-tid. Ikke lange load-tider - bare for mange af dem. Hvor grafikken er god, så er lyden fantastisk. Helt fremragende faktisk. Sangene er i særklasse, og lader intet tilbage at ønske i forhold til en stor ambitiøs Hollywood-produktion. Filmen var jo i sin tid nærmest en musical, og det er spillet også, med flittigt genbrug af filmens sange, men det holder. Stemmerne er også glimrende og lydsiden er spillets stærkeste.

Lever ikke op til filmen

Hvor filmen havde noget af den samme magi som f.eks. Monsters Inc., der gjorde, at den kunne nydes af både børn og voksne, så vil jeg betegne spillet, som værende næsten et rent børnespil, men trods alt blandt de bedre af slagsen. Det kan så være et problem, at spillet ikke er oversat. Til gengæld er det tekstet med stor, tydelig skrift, så hvis man er en lille purk, der har haft engelsk i et par år, kan kombinationen af skrift og tale måske faktisk lære en noget. Desværre må vi nok erkende, at Oogie's Revenge ikke kommer til at blive noget, der minder om den klassiker, Tim Burtons film er blevet. Dertil er selve det grundlæggende gameplay for monotont. I hvert fald til min smag. Der er også det med kameraet. Spillet sælger primært på stemning, præsentation og en fantastisk lydside. Og så selvfølgelig på sit navn.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.