Indtil for et par år siden var EA Sports den absolutte sejrherre på computerspilscenen, når det gjaldt sportsspil, men med den stigende prestige og endda flere nytilkomne mastodontiske konkurrenter på markedet, er presset større end nogensinde på udviklernes skuldre. Det er især verdens mest udbredte sportsgren, fodbold, som man har givet os i form af adskillige spilletimer på både PC og konsol, men en årlig opdatering har på det seneste vist sig som noget af et vovet sats fra de canadiske spiludviklere: Hvordan bliver man ved med at komme på nye idéer? FIFA 06 må siges at være svaret på det spørgsmål.
Dette er udgaven af FIFA, som de fleste har ventet på i lang tid. EA har samlet alt hvad de overhovedet har kunnet fra den officielle licens, mikset det hele godt og grundigt sammen og resultatet er bestemt ikke til at tage fejl af. 06-versionen er den mest gennemførte, komplekse og detaljerede præsentation af ethvert hold og tilhørende spillere fra FIFA’s arkiver – en opdatering i sammenlignelig størrelsesforhold med franchisens ordentlige overhaling tilbage i 2001. 26 ligaer fra hele verden og mere end 10.000 spillere er nemlig at finde i databasen, der næsten nærmer sig managerspil-niveau. Den største udfordring har dog sandsynligvis været at få spillet til også at appellere til den stigende fanskare af den største konkurrent på fodboldspilmarkedet: Konami og deres Pro Evolution Soccer-serie med en større realistisk bevægelsesfrihed. Og på den front er der også god grund til at glæde sig over FIFA 06, der tager et skridt nærmere den ultimative spiloplevelse med en række glimrende tiltag. Heriblandt kan man nævne en stærkt forbedret karrieredel og en række nye styringsmuligheder på banen – på spillets cover loves der tilmed fuld kontrol.
Og fuld kontrol får man
Dette er en mere rigtig beskrivelse i år end det var for sidste års udgave. Det kan man blandt andet takke en ny intuitiv feature, der gør det muligt at styre et fodboldholds taktik og mentalitet midt under kampen. Ved hjælp af et tryk på en knap kan man tilkalde en forsvarer, der er bedre taktisk placeret, så man ikke umiddelbart åbner op for nye huller i forsvaret andre steder. Det er også vitalt at benytte sig af denne funktion, når man for eksempel er i angreb og gerne vil udføre en mere avanceret kombination, hvor det ikke bare er manden tættest på bolden, der skal løbe sig fri. Kombinerer man dette med offsidefælden og mandsopdækningsfunktionen, og mestrer man i øvrigt styringen af spillerne til fulde, kan dette blive en fæl en at sluge for modstanderen.
Det er blevet langt mere åben fodbold, der finder sted på banen. Det betyder også, at det er blevet sværere at score og ikke mindst at holde på bolden. Den nye præstationsmåler er derfor en brugbar nyskabelse. Niveauet for ens elegante manøvrer og spil på banen generelt afgøres i takt med, at du kæmper dig til et overtag på banen. En bjælke indikerer hvor meget man har modstanderholdet i ens kløer, og hvorvidt der er grund til bekymring når bolden nærmer sig ens eget mål og vice versa.
Den fremragende, tydeligt forbedrede fysik-motor mellem bolden og spilleren gør ovenstående styringsmuligheder endda mere effektive, ikke mindst fordi bolden efterhånden har rystet den klæbende harpiks af sig og nu bevæger sig langt mere flydende og realistisk på græstæppet. Lidt ligesom det blev introduceret sidste år, rammer man ikke mere plet hver gang. Faktisk skal man virkelig være dygtig for at sende en præcis aflevering af sted. Det gør samtidig at der skal noget af et opbyggende angreb til, for overhovedet at kunne nærmere sig modstanderens mål. Altså præcis sådan som det foregår i virkelighedens verden.
Også for managerfolket
For de spillere, der elsker følelsen af at opbygge en klub fra en lavere division næsten fra bunden og derefter selv at styre den til succes – i bogstavelig forstand – er den nye managerkarriere i FIFA 06 en virkelig lækkerbisken. Her får man på kontoret stillet budget og spillertrup til fuld rådighed med alt hvad der tilhører af pligter; man skal som manager for et hold sørge for indkøb og salg af spillere, indgå sponsoraftaler og styre finanserne, så holdet har råd til at tabe i en turnering. Derudover skal man sørge for at klubben har gode trænere, et stadion af den rette kaliber – så der er siddepladser nok til fans, der gerne vil betale for at se deres hold spille – og meget andet. Er der én nyskabning i år, som virkelig fortjener applaus, er det den fremragende karrieredel, der dog også kræver sin mand at gennemføre. Lønninger er blot en af de faldgruber, der kan koste kassen og jobbet, hvis man er heldig at få Ronaldinho til AGF. Dette er virkelig dybdegående.
Det er i det hele taget glimrende, at EA Sports har medtaget de fleste velfungerende features fra tidligere spil. Træningsbanen er stedet, hvor man kan finpudse sine finter og dødboldsituationer. Man kan udforme sin egen turnering på alle leder og kanter og på banen har et langt mere velfungerende førstegangsberøringssystem erstattet den udskældte off the ball feature fra forrige års udspil. Desuden kan man i fan-shoppen købe og åbne for skjulte spillertrøjer, stadions, lydeffekter og biografier i den nye “EA Sports Retro”. Her benyttes points som man tjener ved at lave fremskridt i spillet og klare forskellige udfordringer. Så, der er bestemt nok ekstramateriale at tage af.
Som at se en fodboldkamp i fjernsynet
PC versionen af FIFA 06 er også en teknisk fornem præstation. Animationerne glider flydende og grafikmotoren er blændende flot. Især under de korte, små film imellem scoringer, uddelingen af røde og gule kort og udskiftninger bevises grundlæggende, hvorfor dette er den flotteste udgave af franchisen nogensinde. Detaljerne er helt i top – især om natten lyser stadionernes lys græstæppet så flot op, at man gnider sig i øjnene og tror man overværer en almindelig fodboldkamp i fjernsynet. Det er altså specielt når kameraet er tæt på, at grafikken virkelig sprudler, men har man tilpasset spillet en meget høj opløsning og detaljeringsgrad, er det også en nydelse at overvære det hele på afstand.
På lydsiden er det traditionen tro en række populære artister som pryder soundtracket, om end desværre ingen fra Denmark. Udviklerne har gjort et fint stykke arbejde med at implementere lydeffekterne og skabe en balance mellem publikum, kommentatorerne – Clive Tydsley og Andy Gray har overtaget jobbet efter John Motson og Ally McCoist – og spillet på banen. Der er igen forskel på om det er hjemmeholdet eller udeholdet som scorer, og når man så endelig scorer, er det en stor oplevelse i sig selv.
Et par brølere
Alt kan desværre ikke være solstrålehistorier, og EA Sports har kludret lidt i det med deres smarte FIFA Lounge. Den er ikke til at finde i PC versionen, hvilket er en fejl fra EA’s side, ikke mindst fordi de benytter pladsen på bagsidecoveret til at gøre reklame for den. Denne skulle ifølge EA’s anvisninger gøre spilleren i stand til at invitere alle gutterne hjem til en stor multiplayer-dyst i hvem der ubestridt mestrer FIFA 06 i alle dets facetter. Desuden mangler en række større spillernavne i spillet – blandt andet nogle spillere fra AC Milan og Everton med flere. Men her er PC mediet heldigvis stadig en favorabel platform for rettelser, idet brølere som disse kan “patches” væk.
Det bedste FIFA i lange tider
På trods af et par små skønhedsfejl er FIFA 06 uden tvivl det bedste og mest finpudsede FIFA-spil siden FIFA 2001. De forbedrede features, den nye og kæmpemæssige database, de nye, både små og store tiltag og den umådeligt flotte grafik- og fysikmotor vil tilfredsstille de fleste skeptikere af sidste års udgave. For EA Sports formår med FIFA 06 at give en drøngod fodboldoplevelse, der aldrig før i franchisens historie er set i samme kvalitative omfang.



