Burnout Revenge

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 3+

Traditionen tro kommer der nye afsnit i Electronic Arts populære spilserier i disse dage. Med NHL 06, Madden NFL 06 og andre titler på gaden er turen nu kommet til Burnout serien, som i år byder på nye tiltag, men man kan med rette spørge sig selv, om det ikke blot er en opdatering fra sidste års Burnout: Takedown. Så hvorfor skulle gamere, der var til Takedown overhovedet gnide sig i hænderne over Burnout Revenge?

Det er efterhånden to år siden, at Electronic Arts overtog udgivelsen af Burnout serien, som tidligere havde været i hænderne på det konkursramte Acclaim. Burnout: Takedown var det første spil under EAs bevågenhed og anmeldere samt gamere verden over klappede fornøjeligt af fryd og gammen, fordi serien bød på mere ødelæggelse, mere fart og mere nytænkning. Dette er dog ikke helt tilfældet i år. Jo, der er mindst ligeså megen fart og ødelæggelse som sidste år - og lidt mere til endda. Dog fokuserede Criterion Games forrige år på hærgen, mens det i år handler om hævn. og mere hærgen. Og selvom det er mærkbart, at Criterion Games er gået i tænkekassen for at finde på nye ideer til dette års udgave af Burnout, så er det ikke ligeså innovativt som sidste år - det er stadig den gode gamle arkaderacer, hvor fysik og realisme er saga blot. Endvidere findes der, som altid, ingen autentiske bilmærker i dette spil - de er alle overgejlede modeller, som udviklerne selv har designet. Hvorfor så den høje score, hvis det blot er en opdatering af et gammelt spil?

Sluk hævntørsten!

Den høje score har såmænd en god grund - flere gode grunde endda. Den skal ses ud fra helhedsoplevelsen, der byder på adrenalin ekstase, fornøjelig larm (undtagen for naboerne, måske), kanon grafik samt rådden kørsel, som var det Palle Jensen på motorvejen i hans lyserøde Volkswagen Beetle.

Burnout Revenge byder på det traditionelle Burnout gameplay, hvor man konstant skal holde speederen i bund, mens man skal optjene Boost, så man kan opnå en fart, der nærmer sig lysets hastighed. Alt dette foregår, mens man skal dyste mod tiden samt en eller flere rivaler, der også jagter sejren i de utallige løb, som spillet byder på. Jo, Crash featuren er stadig aktuel med enkelte modifikationer og alle de andre features, såsom Road Rage, Eliminator og almindelige løb, de findes stadig, men denne gang handler det, som sagt, om hævn! I konventionelle løb hvor man er oppe imod rivaler, kan man, som altid, smadre løs på modstanderne ved at skubbe dem ind i autoværn, modkørende biler samt dusinvis af andre feje tricks. Alle giver hæder og points efter løbet og man optjener Boost, men hvad så når rivalerne giver tilbage af samme skuffe? Skal man finde sig i det? Findes der ingen retfærdighed i denne kolde verden? Måske ikke, men der findes jo hævn - man må ty til selvjustits. Rivalen, som har smadret én, bliver markeret med rødt, og så er det bare med at tonse ham af banen, hvilket bliver belønnet med Boost og points. Det er altid rart med mål her i tilværelsen!

Hvad ellers er nyt?

Foruden tilføjelsen af hævn featuren, kan man i de almindelige løb gå amok på selve trafikken. Man tjener simpelthen points på at køre uskyldige trafikanter af vejbanen ved at køre ind i dem bagfra - hyle morsomt! Desuden har Trafikangrebs featuren, hvor det gælder om at smadre så mange biler som muligt, fået nogle nye opgaver. For at starte bilen skal man trykke på A knappen på de rigtige tidspunkter, hvis man vil komme sikkert fra start. Man skal ikke længere samle emblemer, der giver bonus, men derimod sørge for, at en bestemt bil ryger med i bunken af bilvrag. Ydermere er der vindforhold at tage hensyn til, hvis man kører ud over en rampe og man svæver i den fri luft, så skal man sørge for, at bilen ikke ryger alt for meget ud af kurs. I de almindelige løb, kan man nu aktivere sin Crashbreaker, som gør, at bilen eksploderer, dette er med til, at man kan tage rivalerne med i faldet, når man kolliderer eller bliver nakket. Det er også blevet sværere at skubbe rivalerne ud i rabatten, så man får længerevarende dueller, hvor man kæmper side om side. Alt sammen er med til at give points efter løbene, som gør, at man stiger i ranglisten, hvor man starter som 'harmløs' - jo højere man når, jo flere events og biler bliver låst op.

Æstetisk hærgen

Burnout serien har altid lagt vægt på en god og 'realistisk' grafik. Nu skal anvendelsen af begrebet, realistisk, nok uddybes, eftersom der ikke er megen realisme over denne serie. Den gode grafik skal ses ud fra, at man stadig får et godt sus i mavsen, når man drøner derudaf med Gud ved hvor mange hundrede kilometer i timen. Bygninger og omgivelser ser ud som om, man flyver forbi dem, så det er fornemmelsen af fart, der virker meget realistisk, hvilket giver en troværdig stemning i spillet. Bilerne skinner og ser blankpoleret ud, så de reflekterer omgivelserne, lyseffekterne genererer smukke eksplosioner, mens billygterne lyser godt op på vejbanen. Omgivelserne er ligeledes flotte og fyldte med detaljer - kører man i en japansk storby, så er man ikke i tvivl, eftersom de mange skilte med japanske tegn i neon pryder billedet.

God is a DJ

Det MÅ være tilfældet, i det Han har fyret ham den talentløse fra sidste år. Den dybeste ridse i den ellers så skinnende lak, der var Burnout: Takedown, er blevet malet over i dette års udgave - og Gud ske tak og lov for det, eftersom man slipper for den irriterende kommentator/DJ, man skulle trækkes med i hver eneste løb sidste år. Han er til gengæld blevet erstattet af en blid og halv kæk kvindestemme, der fortæller lidt om spillets regler i starten - på engelsk, heldigvis. Hendes stemme er som fuglekvidren i forhold til ham tumpen fra sidste år. Som Faithless sang, så må Gud være en DJ.

Spillets soundtrack er, ligesom sidste år, hentet fra forskellige kunstnere, hvor EA har købt rettighederne til at bruge deres musik - måske lidt billigt og let sluppet. Ikke desto mindre passer spillets soundtrack godt til den adrenalinstemning og fu** tilværelsen attitude, som Burnout Revenge lægger for dagen. Sidste år var det kun punkrock og garagerock, man skulle lægge øre til, men i år er der heldigvis lidt mere variation, eftersom enkelte elektroniske kunstnere har leveret numre til soundtracket, hvor man finder navne som BT, Timo Maas og Chemical Brothers. Dog domineres musikken stadig af forskellige rockbands som Goldfinger og Fall Out Boy.

Lydeffekterne er fantastiske og generelt kan man sige om lydsiden, at den skal opleves i surround, hvor end det er muligt, eftersom Dolby Digital 5.1 sjældent har lydt bedre i et Xbox spil. Eksplosioner, som pumper ud af højtalerne, lyden af glasskår, der rammer jorden og hvinende dæk, når bremsen ryger i bund - det lyder alt sammen godt. Det er ikke ofte, at man møder en federe stemning i et kørespil, hvor ørene næsten bløder af begejstring, når man skruer helt op.

Vejraseri og Prøvekørsel...

...det lyder ikke helt så godt på dansk som på engelsk, vel? Ikke desto mindre er det et faktum, at størstedelen af teksten i Burnout Revenge er på dansk, hvilket får de mange begreber og sætninger til at lyde halvstupide - Aftertouch er blevet oversat til Eftertryk, Crash Junktion er blevet til Trafikangreb og Road Rage hedder nu Vejraseri - yeah! Øh, nåh nej, det hedder juhuu! Heldigvis har man ikke oversat talen til dansk, så det ikke minder alt for meget om et børnespil, hvor alt skal være på dansk. Burnout serien har aldrig rigtig lignet de mange andre traditionelle kørespil, som findes på markedet og Electronic Arts skød da også bjørnen, da de erhvervede rettighederne til denne spilserie, eftersom det bragte dem lidt nyt til deres slidte kørespils sortiment. Frygten for at Burnout Revenge skulle ende som en EA cash cow, hvor et berømt koncept blev malket til døde, ser heldigvis ikke ud til at være tilfældet i år.

Træt af at være single?

Selvom singleplayer delen er overstået på godt 20 timers spilletid, så er der stadig fornøjelsen ved multiplayer, hvor vennerne får høvl og hævnen at smage - om det er via splitscreen eller Xbox Live. Man skal blot være forberedt på, at gamere, der spiller over Live ikke spiller lige så tumpet som de computerstyrede biler fra singleplayer delen - der bliver kamp til stregen, hvis man går online, men det forlænger til gengæld spilleglæden markant, eftersom singleplayer delen nemt kan blive trættende efter 6-8 timer, hvis man spiller intenst i nogle dages tid - Burnout Revenge er, alt i alt, et kanon og stemningsfyldt spil, der leverer en flot oplevelse, men det er ikke længere revolutionerende. Kan man leve med tanken om, at det man spiller en opdateret udgave af sidste års spil, hvor det nye såvel som det gamle lever side om side, så er Burnout Revenge ikke noget fejlkøb.

Gamesector Anbefaler

Om Kasper Nesager-Hansen